At lede efter oprindelsen til den siden så højt besungne danske folkehøjskole er næsten som at lede efter Nilens kilder. Der er mange mulige tilløb at hæfte sig ved. Et af dem kunne være den dag i 1829, da digterpræsten N.F.S. Grundtvig på vej hjem fra den ene af i alt tre studierejser til England gjorde holdt i Kiel og her mødte Christian Flor, som var professor i dansk sprog og litteratur ved det lokale universitet.
Der blev så vidt vides ikke lagt konkrete planer ved den lejlighed. Men de to mænd kom siden på hver deres måde til at spille hovedrollerne, da de mange spæde tillløb blev til et gennembrud, og Rødding Højskole kunne åbne den 7. november 1844. Den ene på afstand. Den anden konkret til stede.
I de 15 år, som ligger imellem disse to begivenheder, var de to mænd begge særdeles aktive med at tale og skrive, og begge var optagede af at skabe en national og folkelig bevidsthed, som kunne danne grundlag for et nyt Danmark.
Grundtvig var på sine englandsrejser blevet meget inspireret af at iagttage den åbenmundede debat i dannede kredse, den industrielle foretagsomhed i byerne og det glade kostskoleliv omkring universiteterne, som trivedes under en mere fri samfundsorden end den danske enevoldsstat.
Samtidig så han dog med bekymring på de revolter, Frankrig havde været igennem i 1789 og 1830, hvor befolkningen rejste sig, så blodet flød i gaderne. Hans tanke var, at hvis folket, selv bønderne, skulle havde medindflydelse, skulle de først opdrages til at være gode, dannede børn for den danske konge, som nok skulle ophøre med at være enevældig, men fortsat skulle stå i spidsen som folkets og nationens far. Han skulle ikke halshugges, som det var sket i Paris.
Allerede i 1831 i skriftet ”Politiske Betragtninger med Blik paa Danmark og Holsteen” nævner Grundtvig, at han finder det nødvendigt at etablere en ”folkelig højskole” uden dog at blive særlig konkret. Året efter udgav han en revideret udgave af værket ”Nordens Mythologi eller Sindbilled-Sprog”, hvor han i en vidtløftig indledningstekst formulerede et nyt, nordisk dannelsesideal, som skulle erstatte det klassiske, som havde hersket siden renæssancen: ”En ny-dansk, levende, folkelig og altomfattende Aands-Cultur og Videnskabelighed”.
Op gennem 1830’erne blev ideen om en højskole, som kunne gøre befolkningen mere bevidst om sin egen folkelige identitet og opgave i verden, gentaget. Og Grundtvig supplerede med den mere konkrete idé, at det gamle adelige ridderakademi Sorø Akademi skulle omdannes til højskole for den nye tids embedsmænd. I et af sine ”Mands Minde”-foredrag i 1838 formulerede han det således:
”Derfor er det mit bestandige Omkvæd: en fri kongelig Højskole for folkelig Oplysning og Dannelse; da er i Danmark Konge-Magt og Folke-Frihed og saa stor borgerlig Lyksalighed, som Jorden taaler, sikret for Aarhundreder; mens uden en saadan selv den faderligste Konge og det troeste Folk i vore vanskelige Tider, før de véd det, kan strande paa en Klippe, hvor Skibbrud er vis og Redning urimelig.”
Trods Grundtvigs bestandige omkvæd om højskolen i Sorø, lykkedes det dog aldrig at føre Grundtvigs drøm ud i livet. Grundtvig måtte vente til 1856, før han fik sin ”egen” højskole. Derfor blev det Christian Flor, som kom først med at virkeliggøre højskoletanken – hvis man ser bort fra de væsentligt anderledes højskole-institutioner, der opstod i 1840’erne i henholdsvis Sundbylille og Rendsborg.
Christian Flor var som professor i dansk i Kiel strandet i en så tyskdomineret verden, at der til hans første forelæsning over det danske sprog i 1827 kun var mødt én tilhører op. Dansk var et sprog, der blev set ned på som almuesprog.
I tiden før de slesvigske krige i 1848-51 og 1864 var hertugdømmerne Slesvig og Holsten ikke del af hverken en dansk eller tysk nationalstat. Hertugdømmerne havde den danske konge som fyrste, men i Holsten identificerede man sig entydigt med tysk kultur, og i Slesvig var der også en stærk tysk orientering. Nu var nationalstaternes tid på vej, og det store spørgsmål var, hvordan hertugdømmerne skulle indgå i dén sammenhæng.
Sammen med professorkollegaen Christian Paulsen indledte Flor imidlertid et fremstød for det danske sprog, blandt andet gennem udgivelse af danske læsebøger til skolen og dansksprogede aviser. Retten til at tale dansk i de stænderforsamlinger, som fra 1830’erne blev en forløber for det egentlige folkestyre i 1849, var også en mærkesag. Erfaringerne fra stænderforsamlingerne var, at det var vigtigt for de danske bønder i Slesvig at blive repræsenteret af folk fra deres egne rækker.
Flor havde læst Grundtvigs højskoleskrifter, og kort fortalt smeltede den romantiske grundtvigske idé om en ny, historisk-poetisk dannelsesinstitution sammen med et konkret ønske hos Flor og Den Slesvigske Forening om at skabe en højskole som åndelig og folkelig bastion for danskhed midt i det sprogligt og nationalt splittede Slesvig – og at knytte bønderne til denne bastion.
Det lykkedes at skaffe opbakning til højskoleplanen fra nationalliberale kredse i hovedstaden, og en gård i Rødding i den nordlige ende af Slesvig blev købt i januar 1844. Som forstander ansatte Flor og hans kreds teologen Johan Wegener, som blev valgt på grund af ”hans varme og stærke Følelse for Fædreland og Nationalitet og hans klare Syn for en saadan Skoles Vigtighed”.
Intentionen havde været at begynde undervisningen den 1. november, men da herskede der endnu kaos på den nye højskole, og kun tre elever var parat. Flere måtte hverves blandt sønnerne til de aktive dansksindede slesvigere, og da Rødding Højskole var klar den 7. november, var der 20 unge mænd i alderen 16 til 27 år til stede, som kunne høre Wegeners flammende åbningstale, hvor han langede ud efter den danske økonomiske og kulturelle overklasse og bebudede, at nu var en skole åbnet, hvor ”Lærdom skal gives paa en national og folkelig Maade”.
Indvielsen begyndte med, at Wegener fremsagde Ingemanns digt ”Valdemar den Store og hans mænd”. En af eleverne, Peder Skau, skrev siden, at ”denne Begyndelse af Indvielsestalen, holdt med den for Wegener særegne Veltalenhed, var velskikket til at vække selv den mest døsige af Dvale. Jeg syntes, det løb mig koldt ned ad Ryggen, og at Haaret rejste sig paa mit Hoved”.
Selve undervisningen på Rødding Højskole kombinerede den nationale historie, den nordiske mytologi og dansk litteratur med matematik, naturvidenskab og praktiske landbrugsfag. For eksempel blev eleverne undervist i at forædle frugttræer. Det erhvervsfaglige og det dannelsesmæssige trak i hver sin retning, men skolen prøvede at rumme begge dele. Lige fra begyndelsen var Rødding Højskole imidlertid enestående ved at være eksamensfri. På dette punkt stod skolen i tydelig gæld til Grundtvig, mens de øvrige principper for undervisningen mere havde Christian Flor som afsender.
I lyset af den senere succes, højskoletanken fik, ikke mindst efter krigsnederlaget og tabet af Slesvig i 1864, kan man forledes til at tro, at Rødding Højskole var en succes lige fra begyndelsen. Men økonomien haltede, og da et godt præsteembede på Lolland lokkede, afmønstrede Wegener allerede i maj 1845 efter kun et halvt år på højskolen.
Flor tog derefter selv over, men havde han været en god igangsætter, var der ikke lutter begejstring over hans ledelse.
”Skolens Lærere besvære sig over, at de føle sig for underordnede og i en pinlig bunden Stilling; Eleverne klage saa vel over den aandelige som legemlige Føde; Professorens Forelæsninger ere dem for trættende, og med den daglige Underholdning ere de utilfredse; naar det ikke kan blive bedre, sige de, ville de efterhaanden alle drage hjem”, lød kritikken ifølge et referat fra 1846.
Flor trak sig, og først Hans Frederik Helweg, siden Sofus Høgsbro, tog over. Sidstnævne ledede højskolen i årene 1850-1862. En periode, hvor der opstod et par håndfulde nye højskoler rundt om i Danmark, hvor højskolerne kom på finansloven, og hvor Høgsbro selv kom i Folketinget for Venstre og kæmpede for, at statsstøtten blev sat betragteligt i vejret.
I forhold til den romantiske, mytologi-begejstrede Grundtvig og den litterære Flor var Høgsbro en mere praktisk anlagt mand, hvis personlige yndlingsdisciplin var samtidshistorie. De unge elever skulle kende deres egen tid frem for fortiden. Efterhånden var han dog mere politiker i København end højskolemand i Rødding, og han kørte derfor en ung teolog, Ludvig Schrøder, i stilling som sin afløser. En mand, der skulle gå over i højskolehistorien som en af de mest indfyldelsesrige og længst siddende forstandere. Men ikke på den oprindelige Rødding Højskole. Den gik under, da Slesvig gik tabt og blev tysk territorium i 1864.
1864 var nederlagets stund for den danske nation og undergangens stund for Rødding Højskole. Men paradoksalt nok bliver året af flere historikere set som det store gennembrud for selve den særligt danske folkehøjskole-idé, som var udtænkt af Grundtvig, konkretiseret i sit indhold af Flor i Rødding og omsat til en særlig hjemlig skole- og livsform af Chresten Kold på den fynske Ryslinge Højskole.
Det var en højskole, der gradvis havde manifesteret sig med en blanding af national vækkelse, humanistisk dannelse og naturvidenskabelig og erhvervsorienteret undervisning. Med eksamensfriheden og den hjemlige kostskoleramme som særlige kendetegn. En skoleform, der oprindelig var udtænkt for at forhindre en revolution på dansk grund med inspiration fra Frankrig, men som selv var revolutionerende i sit syn på dannelse og folkelig inddragelse.
Og revolutionen i Rødding ophørte ikke i 1864. Da tyskerne erobrede Slesvig og Rødding, rykkede Christian Flor, Ludvig Schrøder og de andre Rødding-folk nordpå til Askov og grundlagde en ny højskole lige på den anden side af den nye grænse ved Kongeåen, Askov Højskole, som også blev kaldt Flors Højskole, selvom Flor også her forblev ude i kulissen frem for at kede eleverne med sine litterære forelæsninger.
Mens Slesvig var tysk 1864-1920 genopstod Rødding som højskole for piger, men det var tydeligt, at Askov var den nye, store nationale højskole-bastion. Det blev den ved med at være i 100 år, hvoraf Ludvig Schrøder sad ved roret de første 40 år. Rødding Højskole fik en mere ydmyg placering i højskolelandskabet, også da den i 1920 igen kom på dansk grund. Men trods alskens medgang og modgang i årenes løb blev den sønderjyske højskole ved med at være der. I dag er der bred enighed om, at den ikke bare er en højskole, men et nationalt ikon. Hvis Rødding Højskole ikke er den første institution i verden, som kan kategoriseres som højskole, så er den i hvert fald den ældste eksisterende højskole og den første danske folkehøjskole.
Dét er baggrunden for, at hele Højskoledanmark den 7. november fejrer 175-årsjubilæum.
Kilder: Käthe & John Pedersen: "Rødding Højskole 1844-1994", Ove Korsgaard: ”Kampen om lyset”, lektor ved Københavns Universitet Jes Fabricius Møller, forstander på Rødding Højskole Mads Rykind-Eriksen med flere.