Det var en mørk dag i den tyske arbejderbevægelses historie.
Lørdag den 25. januar 1919 blev 33 socialister, der alle var omkommet i forbindelse med uroligheder under den såkaldte januaropstand, båret til graven i Berlin. Forrest i optoget bar mænd de to kommunistiske ledere Karl Liebknecht og Rosa Luxemburgs kister.
Men der var noget usædvanligt ved Rosa Luxemburgs kiste: Den var nemlig tom.
I dagene op til begravelsen havde flere soldater fortalt myndighederne, hvordan de havde mishandlet og myrdet både Rosa Luxemburg og Karl Liebknecht. Efter mordene var liget af Karl Liebknecht blevet afleveret på en ambulancestation, hvorimod Rosa Luxemburgs jordiske rester endnu ikke var fundet. Alligevel herskede der ikke tvivl om, at hun også var død, for flere vidner fortalte, at de havde set hendes lig blive smidt i en kanal.
Derfor fik Rosa Luxemburg den 25. januar for 100 år siden en symbolsk begravelse i form af en tom kiste ved siden af sin politiske kampfælle Karl Liebknecht på kirkegården Friedrichsfelde i Berlin.
Rosa Luxemburg begyndte sin politiske karriere som socialdemokrat, men i løbet af Første Verdenskrig var afstanden mellem hende og partiets ledelse blevet større og større. Hun var imod partiets støtte til den tyske kejsers krigsførelse, og hun kritiserede partiledelsen voldsomt, da partiet blev del af regeringen efter den tyske kejsers fald og krigens afslutning i november 1918.
Partiets leder, Friedrich Ebert, ønskede ingen revolu-tion, men derimod ordnede forhold, hvorimod Rosa Luxemburg og Karl Lieb-knecht havde sat sig som mål at sætte en socialistisk revolution i gang.
Da det i januar kom til gadekampe og generalstrejke i Berlin, og der var fare for, at det kommende parlamentsvalg ikke kunne finde sted, besluttede regeringen at sætte soldater ind mod demonstranterne. Regeringens ansvarlige for militæret, socialdemokraten Gustav Noske, udtalte i den forbindelse:
”Én skal være blodhunden, og jeg skyr ikke ansvaret.”
Gustav Noske betragtede Rosa Luxemburg og Karl Liebknecht som brandstifterne bag urolighederne. Han hentede højrenationalistiske militærgrupper til Berlin, og pludselig hang der efterlysningsplakater overalt i byen, som viste billeder af Liebknecht og Luxemburg med opfordringen til folk om at slå de to revolutionære ihjel.
Januaropstanden blev slået ned, men kostede langt flere end 100 mennesker livet.
Som historikeren Jörn Schütrumpf skriver i en artikel på Rosa Luxemburg Stiftelsens internetside, er Rosa Luxemburg den mest ukendte af Tysklands kendte personligheder.
”Næsten alle tyskere har hørt hendes navn, men de ved intet om hende,” skriver Jörn Schütrumpf.
Når tyskerne har så svært ved at forholde sig til Rosa Luxemburg, skyldes det måske, at hun ikke alene var kvindesagsaktivist, der kæmpede for kvinders valgret, men også var en af grundlæggerne af Tysklands kommunistiske parti, KPD – et parti, som hun også blev leder af.
Dermed hænger der for adskillige tyskere en odør af stalinisme, sibiriske fangelejre, Berlinmuren og østtysk sikkerhedstjeneste over hendes navn.
Meget sigende er det da også, at hovedsageligt tidligere kommunister og medlemmer af det venstresocialistiske parti Die Linke hvert år i januar mødes til en mindehøjtidelighed ved hendes grav i Berlin.
Den dag i dag er tyskerne uenige i spørgsmålene om, hvor demokratisk Rosa Luxemburg i virkeligheden var, og hvorvidt hun som grundlægger af kommunistpartiet er medskyldig i de forbrydelser, der – efter hendes død – fandt sted under kommunismen i Østeuropa.
For eksempel advarer gruppeformanden for det kristendemokratiske parti CDU i Berlin, Burkard Dregger, imod en romantisering af kommunistisk politik.
”Den kendsgerning, at Rosa Luxemburg blev myrdet, gør hende i adskillige socialisters øjne til en martyr. I den forbindelse overser mange hendes udemokratiske tankegang og opførsel,” siger han til avisen Der Tagesspiegel.
Rosa Luxemburgs mest citerede sætning faldt i en konfrontation, som hun havde med Lenin. Da Lenin opløste den lovgivende forsamling i Rusland i 1918, kritiserede hun russernes regeringsførelse med ordene: ”Frihed er altid kun de anderledestænkendes frihed”.
For historikeren Ernst Piper leverer Rosa Luxemburg med denne sætning et bevis for, at det er muligt at udvikle en marxisme hinsides leninismen.
”Hvor Lenin forlangte kontrol, ønskede Rosa Luxemburg spontanitet,” skriver han i sin seneste bog, ”Rosa Luxemburg. Ein Leben” (på dansk: Rosa Luxemburg. Et liv).
Hendes kritik af Lenin er da også en af grundene til, at mange tyske socialister – ikke mindst i partiet Die Linke – betragter Rosa Luxemburg som et forbillede, når det drejer sig om at skabe en human kommunisme.
Historikeren Christoph Marx advarer derimod om, at folk begår en fatal fejltagelse, hvis de betragter Rosa Luxemburgs sætning som et bevis for hendes demokratiske sindelag.
”Hun var alt andet end demokratisk og liberal,” skriver han i onlineavisen Huffing-ton Post. Ifølge Christoph Marx tænkte Rosa Luxemburg ikke på politiske modstandere af socialismen, når hun brugte ordet ”anderledestænkende”.
”Disse grupper skulle helt klart behandles som kontrarevolutionære og bekæmpes og besejres. Når hun talte om ’anderledestænkende’, så drejede det sig derimod om personer inden for den revolutionære, socialistiske lejr. Hun talte altså kun om frihed for socialister. Efter hendes mening skulle mennesker opdrages på deres vej ind i det socialistiske samfund, men det var en nødvendig og vigtig forudsætning for en succesfuld revolutionær udvikling, at de også havde mulighed for at gøre deres egne erfaringer,” skriver Christoph Marx.
Journalist og forfatter Joachim Käppner har samme holdning.
”Rosa Luxemburg var ingen demokrat. Hun rasede imod nationalforsamlingen, imod det parlamentariske system og var imod princippet om, at beslutninger skulle træffes ved hjælp af et parlamentarisk flertal. Hun ville have revolution – og vel at mærke ingen fredelig revolution med lyskæder; hun fandt det i orden at bruge magt og vold, hvis det kunne gavne et nyt samfund,” skriver han i avisen Süddeutsche Zeitung.
I samme avis forsøger jurist og journalist Rainer Stephan at beskrive Rosa Luxemburgs frihed, der udelukkende gjaldt for socialister.
”Det var tanken, at ingen partiledelse skulle herske, men at folkemasserne derimod skulle emancipere sig, nedefra og opad, så det virkelige liv kunne opdrage partiet til en ’storsindet menneskelighed’. Efter hendes mening var det ikke muligt for partiet – men derimod kun for den samlede klasse – at tilkæmpe sig et socialistisk system. For Rosa Luxemburg eksisterede klassen kun som bevægelse – eller slet ikke,” skriver Rainer Stephan.
Rosa Luxemburg ønskede, at virksomhederne skulle nationaliseres, at der skulle dannes kooperative foretagender, at kirke og stat skulle adskilles, og at uddannelse skulle være gratis. Disse mål kunne efter hendes mening kun opnås igennem demonstrationer, strejker og ved, at borgerne nægtede at betale skat til staten.
”Lige til det sidste var hun derimod en heftig modstander af, at man udøvede terror mod enkeltpersoner,” skriver Rainer Stephan.
Under den kolde krig havde begge dele af det delte Tyskland et ambivalent syn på Rosa Luxemburg.
”I DDR var der ingen plads til Rosas røde demokrati,” skriver Ernst Piper i sin Rosa Luxemburg-biografi.
Allerede i 1925 havde det tyske kommunistparti taget afstand fra en del af Rosa Luxemburgs tankegods, og partiet opfandt ligefrem begrebet ”luxemburgismen” som et skældsord for en forkert og vildledt kommunistisk ideologi.
I 1931 brændemærkede Sovjetunionens diktator Josef Stalin Rosa Luxemburg som fjende af den eneste sande – hvilket vil sige sovjetiske – kommunisme på grund af hendes koncept om en permanent revolution.
Da Tyskland blev delt, var det kommunistiske parti i DDR, SED, hurtig til at følge trop med Stalin. SED kritiserede åbenlyst Luxemburgs ”store vildfarelser og fejltagelser”, men samtidig holdt partiet sig ikke tilbage for at markere Luxemburgs dødsdag ved hjælp af en Lieb-knecht-Luxemburg-demonstration, der fandt sted hvert år i DDR.
I forbundsrepublikken Vesttyskland advarede sikkerhedstjenesten om, at det var en vigtig tradition for venstreekstremistiske organisationer at mindes Rosa Luxemburg, men på den anden side havde hun også adskillige fortalere, ikke mindst i socialdemokratiet, SPD.
For eksempel erklærede den senere kansler Willy Brandt i 1968, at ”Rosa Luxemburg, dersom hun fortsat havde levet, resolut ville have kæmpet imod marxisme-leninisme og partidiktaturet i Sovjetunionen og andre steder”.
Ifølge Ernst Piper er Rosa Luxemburg efter Berlinmurens fald og Sovjetunionens opløsning for nogle østtyskere – og i nogle tilfælde også for folk i de østeuropæiske lande – blevet del af en historie, de ikke længere ønsker at huske. Det er for eksempel tilfældet i den polske by Zamo, hvor Rosa Luxemburg blev født. En mindetavle har i årtier hængt på det hus, hvor hun kom til verden, men i 2018 blev den fjernet, fordi nogle borgere ikke længere ønskede at blive mindet om, at hun havde levet der.
Først mere end fire måneder efter den symbolske begravelse af Rosa Luxemburg på kirkegården i Berlin den 25. januar 1919 blev hendes lig fundet. Som allerede formodet viste obduktionen, at hun var blevet mishandlet og derefter skudt i hovedet.
Den 13. juni 1919 fik hun sin anden og dermed rigtige bisættelse ved siden af Karl Liebknecht.
Nogle af gerningsmændene til mordet på hende og Lieb-knecht kom for en militærdomstol. De blev enten frikendt eller slap med bøde, hæftestraf eller et kort fængselsophold. Det blev aldrig undersøgt, om mordene fandt sted efter ordre fra eventuelle bagmænd.