Rohingyaernes historie er stærkt omdiskuteret

I Myanmar er det muslimske rohingya-folk jaget vildt. Den bagvedliggende diskussion går på, om de fordrevne kan dokumentere deres tihørsforhold til landet

Rohingyaerne, som ses bede på billedet, er muslimer og adskiller sig derved fra de 85 procent af befolkningen i Myanmar, som er buddhister. –
Rohingyaerne, som ses bede på billedet, er muslimer og adskiller sig derved fra de 85 procent af befolkningen i Myanmar, som er buddhister. – . Foto: Ahmed Salahuddin/NurPhoto via Zuma/ritzau.

Mere end 400.000 rohingyaer er de seneste uger flygtet fra Myanmar på grund af regimets militære aktioner imod dem. Konflikten, der finder sted i Myanmars vestlige Rakhine-provins, er blevet karakteriseret som ”et skoleeksempel på folkedrab” af FN, og Danmarks udviklingsminister Ulla Tørnæs (V) har helt ekstraordinært doneret 20 millioner til Røde Kors for at komme rohingyaerne til hjælp.

Rohingyaernes historie er stærkt debatteret, og bevisbyrden for folkets tilhørsforhold i Myanmar bliver ofte lagt i hænderne på en ung britisk zoolog og botaniker, der døde for 150 år siden. Det siger to skandinaviske eksperter i det asiatiske folks kultur og historie.

Omdrejningspunktet i konflikten om rohingyaerne er nemlig anerkendelsen af rohingya-folket som etnicitet. I årevis har Myanmars 1,5 millioner rohingyaer opfattet sig selv som et oprindeligt folk, der i flere hundrede år har haft hjemsted i Rakhine-provinsen, men den opfattelse er omstridt.

Det er den skotske zoolog og botaniker dr. Francis Buchanan-Hamilton, som er manden bag det tidligste historiske bevis for rohingyaernes tilhørsforhold til Myanmar. Som ung opdagelsesrejsende i 1790’erne skrev han en afhandling om folkeslagene i Sydøstasien. Her skrev han følgende om Rakhine-provinsen, som dengang kaldtes Arakan:

”Der er tre dialekter i det burmesiske imperium, som stammer fra hinduismen. Den første tales af muhammedanerne, som længe har boet i Arakan, og som kalder sig selv ’Rooinga’, som betyder indfødte i Arakan.”

Buchanan-Hamiltons ene nævnelse af rohingya-folket er det eneste håndfaste bevis, der taler for, at rohingyaerne historisk set har hjemme i Myanmars vestlige del. Men aldrig siden har nogen nævnt rohingya-folket, og end ikke i de britiske folketællinger i begyndelsen af 1900-tallet er rohingyaernes eksistens dokumenteret. Derfor er beviserne for, at der har eksisteret en nation af rohingyaer, stort set ikke-eksisterende ifølge den svenske Myanmar-ekspert Bertil Lintner.

”Det er klart, at alle folkeslag har ret til at kalde sig selv, hvad de vil. Men idéen om, at der skulle have været en rohingya-nation, er en myte. Det er først noget, der er opstået, da Burma blev selvstændigt, for at styrke en etnisk gruppes identitetsfølelse,” siger han.

Her opstår krisen for rohingyaerne. Før militærets indtræden havde de mandater i parlamentet og nød anerkendelse som en accepteret del af demokratiet. Men da det buddhistiske militær overtog magten i 1962, blev de gradvist udelukket fra samfundet. I 1982 udstedtes en lov om, at alle etniciteter skulle kunne bevise deres tilhørsforhold til området for at kunne opnå statsborgerskab. Det endte med anerkendelse af 135 forskellige etniciteter. Både kristne, buddhistiske og muslimske. Men rohingyaerne var ikke blandt dem, og siden da har fremmedgørelsen nået nye højder.

Blandt buddhister kaldes rohingyaerne fortsat ”bengali,” fordi den generelle opfattelse er, at de stammer fra Bangladesh. Men end ikke i Bangladesh er de velkomne.

Og selvom flere hundrede tusinde er flygtet hertil, ender de fleste i uhumske flygtningelejre, indtil de igen vover sig tilbage til deres hjem i Myanmar. Ofte for igen at opleve undertrykkelsen fra Myanmars egenrådige hær, som anklages for at ville rense landet for rohingyaer.

Et forhold, der dog ikke kan bestrides, er, at muslimer har befundet sig i det burmesiske område i århundreder. Det er eksempelvis bredt kendt, at der i 1700-tallet var ansat muslimer ved Arakans hof, og at man handlede med muslimske handelsmænd bosat i området. Sådan er det stadig mange steder i landet.

Men undertrykkelsen af rohingyaerne fortsætter. Og ifølge Zakaria Abdul Rahim, formand for det danske fællesskab af rohingyaer, beviser Buchanan-Hamilton, at de hører til Rakhine-provinsen.

”Det er vores jord. Det beviser Buchanan-Hamilton endegyldigt. Vi er et oprindeligt folk fra denne jord helt tilbage fra dengang, hvor grænserne mellem Bangladesh og Burma ikke var trukket endnu. Briterne har med vilje undgået at nævne os i folketællingerne, så de kunne tage vores jord og sige, at vi kommer fra Bangladesh. Men det er ren propaganda, og det gør, at vi ikke har nogen rettigheder,” siger Zakaria Abdul Rahim, som selv kom til Danmark som kvoteflygtning i 2001.

Modviljen mod rohingyaer er først taget til i løbet af 1900-tallet i forbindelse med, at de britiske kolonialister tog magten i Burma og importerede muslimsk og hinduistisk arbejdskraft fra Indien. Inderne arbejdede for lavere lønninger og overtog mange af de burmesiske arbejdspladser. Indvandringen af omkring en million indere gav også plads til muslimske bankmænd, der hurtigt blev lagt for had af de overvejende buddhistiske bønder.

Ifølge Mikael Gravers, som er en af de førende antropologer på området, er det her, hadet mod rohingyaer er opstået.

”Det, vi ser nu, er affødt af det, briterne foretog sig dengang. Buddhisterne føler, at de ikke kan stole på mennesker, der ikke er indfødte. Det betyder, at der i dag eksisterer en konspirationsteori blandt buddhistiske munke om, at muslimerne vil invadere Myanmar,” siger Mikael Gravers.

I et land, hvor 85 procent af befolkningen er buddhister, har de buddhistiske munke stor autoritet og åndelig magt. Og idéen om buddhistiske munke som fredselskende, rare mænd må man gøre en undtagelse med i Myanmar, hvor især den nationalistiske Ma Ba Tha-bevægelse opildner til kamp mod ”udefrakommende” muslimer for at sikre en ren buddhistisk stat.

Derfor er truslen stor for især rohingyaerne, der de seneste uger har oplevet hele landsbyer blive brændt ned af de etniske Rakhine-buddhister. Mikael Gravers er af den opfattelse, at man bør lægge pres på militæret for at kunne tilføre nødhjælp til Rakhine-provinsen som en helhed.

”Det, man skal huske på, er, at man ikke bare skal hjælpe muslimerne. Man skal hjælpe hele Rakhine-området, som er enormt fattigt. Først dér undgår man at forværre konflikten mellem buddhister og muslimer,” siger Mikael Gravers.