Prøv avisen
Kirken i verden

Lidelsesfulde korsfæstelser skulle skræmme folket

Kunstneren Giovanni Battista Tiepolo begik i 1700-tallet et maleri, der viste det T-formede kors, som var en af de benyttede strukturer til ophængning af de dødsdømte i oldtiden. Foto: Wikimedia Commons

Ny forskning forklarer, hvorfor romerne korsfæstede, og hvor udbredt skikken var, men ikke, hvordan et kors så ud

Hvert år på denne dag er Jerusalem på den anden ende. Som tyktflydende olie bevæger en tætpakket folkemængde sig langsomt ned ad byens kendte gade Via Dolorosa, smertens vej. Energien er intens, byen koger, og trods tornekroner af plastic og romerske soldater i legetøjskostumer har hele scenariet om ikke andet så ét autentisk element i sig: Romersk korsfæstelse var i detaljen designet til at skabe størst mulig opstandelse og synlighed.

Denne vurdering er ét af resultaterne af en fornyet interesse i korsfæstelsens natur i de senere år, hvor man har undersøgt, hvorfor romerne korsfæstede, hvor udbredt skikken var, og hvordan et romersk kors så ud. Særligt det sidste spørgsmål er overraskende omdiskuteret og det kendte ”kirkekors” har været tæt på at lide døden som en senere tids opfindelse.

Korsfæstelsens ”hvorfor” er mere relevant, end man lige skulle tro. En romersk legionær kunne med sit berømte gladius-sværd på et splitsekund tage livet af en dødsdømt. Hvorfor besværet med piskning, procession gennem gaderne til en forhøjning langs de befærdede veje i byernes udkanter og flere dage med vagtovervågning, mens livet langsomt ebbede ud af den korsfæstede?

Artiklen fortsætter under grafikken 

En nærlæsning af kilderne gør en morbid detalje tydelig: I korsfæstelsen havde romerne fundet en så voldsom dødsmåde, at selve henrettelsen trådte i baggrunden til fordel for den forudgående tortur og ydmygelse. Korsfæstelsens primære formål var ikke døden i sig selv, men dødens spektakulære synlighed, der skulle terrorisere enhver drøm om yderligere oprør ud af tankerne hos de besatte og undertrykte befolkningsgrupper. Den var ad exemplum, til eksempel.

Som den romerske forfatter Quintilian (ca. 35-98 e.Kr.) skriver i værket Declamationes:

”Når vi korsfæster skyldige, vælger vi de mest befærdede veje, hvor flest folk kan se det og blive fyldt af frygt. For straf har ikke så meget at gøre med gengældelse som med det eksempel, den sætter.”

Og hvilket eksempel korsfæstelsen kunne sætte! Så længe der har været mennesker til, har vi taget livet af hinanden på de grusomste måder, men korsfæstelse kandiderer til i grusomhed at overgå selv henrettelse ved spidning på pæle, brænding eller skindflåning af banen. For modsat disse henrettelsesmåder døde man så langsomt af korsfæstelse, at nutidens læger diskuterer, hvad der faktisk forårsagede døden ved ophængning på et kors. Nogle peger på kvælning, andre på blodtab andre igen slet og ret på udmattelse og væskemangel.

Detaljeret og malerisk beskriver den romerske filosof Seneca (ca. 4 f.Kr.-65 e.Kr.) korsfæstelse som ”en langsom død” og spørger retorisk i et af sine breve:

”Findes der noget menneske, som ville foretrække at gå til i smerte, at dø lem for lem, at lade sit liv ebbe ud dråbe for dråbe snarere end at dø øjeblikkeligt? Kan det menneske findes, som villigt vil bindes til det forbandede træ?”.

Det gør det næppe. Korsfæstelse var netop besværet værd på grund af den komplette ydmygelse og prisgivelse. Med himmelråbende parodi brugte romerne korset til at give oprørskandidater og slaver præcis den ”ophøjelse”, de havde søgt - men med modsat fortegn.

Der er også rigeligt med eksempler i kilderne på romerske korsfæstelser til at antage, at de var velkendt og udbredt. Selvom statistik på antikke forhold er så godt som umulig, kan vi af to grunde tillade os at antage, at synet, lyden og lugten af et halvdødt menneske var kendt af de fleste romere. Dels forklares korsfæstelse aldrig som noget, der var nyt og ukendt for læserne. Tværtimod advarer den kendte romerske forfatter Cicero mod at opsøge korsfæstelse, som han kalder en så ”skrækkelig handling”, at ”selve ordet kors skal være fjernt fra en romersk statsborger; både fra hans tanke, hans øjne og hans ører” (Pro Rabirio 16).

Dels har vi stribevis af eksempler på massekorsfæstelser i forbindelse med oprør, som da 6.000 blev korsfæstet efter Spartacus' mislykkede slaveoprør i år 71 f.Kr., eller da 2.000 korsfæstedes efter den jødiske opstand ved Herodes den Stores død år 4 f.Kr. Under Jerusalems belejring i år 70 beskriver den jødiske historieskriver Josefus, hvordan romerne hver dag korsfæstede 500 desertører fra den belejrede by, og hvordan soldaterne ”morede sig med at korsfæste fangerne i forskellige stillinger, indtil der var så mange kors, at der ikke var plads til dem, og indtil der ikke var kors nok at anbringe dem på.”

Det har straks vist sig sværere i forskningen at opnå afklaring omkring selve korsets udseende. For et par år siden udgav den svenske teolog Gunnar Samuelsson et studie, der vakte opsigt i medier verden rundt og gjorde Samuelsson kendt som forskeren, der ville afskaffe Jesu korsfæstelse. Det var nu ikke tilfældet, men på baggrund af en nøje gennemgang af ordene for korsfæstelse nåede Samuelsson frem til den konklusion, at ordene alene betegner en form for ophængning, men ikke siger noget om selve korsets udseende. Ophængningen kunne for eksempel være på en stolpe eller lignende. Ifølge ham var det et senere behov i kirken for et stiliseret ”meditativt” kors, der skabte en ensretning og det nuværende ”kirke-kors”.

Det er imidlertid en udfordring for Samuelssons minimalistiske tolkning, at de tre ældste grafiske repræsentationer af romersk korsfæstelse, som arkæologien har gravet frem, alle viser samme type kors: et T-kors med tværbjælke. Det gælder den kendte Alexamenos-graffiti (2.-3. århundrede e.Kr.) og to knapt så kendte repræsentationer, hvor den ene blev fundet i 1959 i Puteoli i Italien og dateres til det 2. århundrede e.Kr. Det viser en nøgen mand med voldsomme piskemærker på hele kroppen hænge med spredte ben på et T-kors.

Hvis vi følger den britiske forsker Larry Hurtado, har vi yderligere en repræsentation af et T-kors i nogle af de ældste kristne håndskrifter fra omkring år 200, hvor de græske ord for ”kors” og ”korsfæste” skrives som en sammentrækning af to græske bogstaver, der tilsammen danner et T-kors med et ansigt øverst (det såkaldte staurogram).

Det kendte kirkekors med en tværbjælke på en stolpe er med andre ord ikke afgået ved døden i den seneste forskning. Men Samuelssons bidrag understreger en vigtig pointe i den romerske korsfæstelses psykologi: Den præcise korsfæstelsesform var ”tilfældig” og uberegnelig. Der var ingen nåde for den korsfæstede i form af en bestemt, forudsigelig rutine. Tværtimod ventede den komplette prisgivelse i bødlernes hænder, der som i Josefus' beskrivelse af situationen foran Jerusalems bymur år 70 e.Kr., frit kunne more sig med korsenes udseende og de korsfæstedes ophængningspositurer.

Romersk korsfæstelse var uberegnelighedens tyranni, designet til at vække størst mulig forfærdelse.

Denne graffiti fundet i Puteoli i Italien er en af verdens ældste afbildninger af korsfæstelse. Den viser en mand med piskemærker. Han hænger på et T-formet kors og ikke på et kors som det, der i dag kendes fra kirker. Foto: www.biblicalarchaeology.org