I den anmelderroste bog Herredømmet, der sidste år udkom på dansk, fører den engelske historiker Tom Holland en interessant påstand i marken: Kristendommen må betegnes som en revolutionær, underminerende, disruptiv kraft, der forvandlede Europa, og – tilføjer han – det var forkyndelsen af korsfæstelsen af Jesus, der fødte forvandlingen.
Holland har tidligere skrevet bøger om det persiske imperiums invasion af Grækenland og Cæsars brutale invasion af store landområder nord for alperne. Trods kristendommens mange ligeledes brutale kapitler finder han noget til forskel: en etik, hvor magt eller ære ikke afgør værdighed, med omsorg for den svage til følge. Det er den forskel, Holland mener, der kan ledes tilbage til kristendommens budskab om en skamfuld og uværdig korsfæstelse.
Nu er Holland som historiker godt klar over, at den kristne kirkes forhold til korset er en kroget historie. Vores kilder til kirkens historie i de første århundreder viser, at de kristne med det samme blev stillet til ansvar for den galskab, det var at forkynde en korsfæstet som gud.
Men de afslører samtidig, at de svarede meget forskelligt på, hvordan ”ordet om korset” kunne give mening i en verden, hvor man stadig kunne gå i amfiteatrene og se oprørere blive korsfæstet under frokosten mellem formiddagens dyrekampe og eftermiddagens gladiatorkampe. Tilmed skulle der gå århundreder, før de kristne begyndte at bruge krucifikset med den lidende Kristus på korset som symbol frem for korset som abstrakt symbol.
Det gode spørgsmål er, hvordan ”romernes kors” blev ”kirkens kors”.
Da Paulus i sit første brev til menigheden i Korinth ærligt beskrev forkyndelsen af korset som ”en forargelse for jøder og en dårskab for hedninger”, havde han kort forinden prøvet intellektuelle kræfter med de lærde filosoffer i Athen. Måske skyldes Paulus’ kors-suk, at han dér stødte hovedet mod en mur af grin, hån og vrede over sammenblandingen af det guddommelige med en romersk korsfæstelse.
Sikkert er det i hvert fald, at en stribe af lærde kristne forfattere tidligt måtte forsvare sig mod anklager om tankemæssig uredelighed fra græske filosoffer. Mest kendt er hånen fra filosoffen Celsus, der mente, at selv en fordrukken gammel dame, der skulle lulle et barn i søvn, ville være skamfuld over at skulle fortælle en sådan historie om en korsfæstet gud.
Den store latinske teolog Augustin gengiver ligeledes en i og for sig morsom historie om en ulykkelig ægtemand, der søgte råd hos et orakel for at finde ud af, hvad han skulle gøre med hustruen, der var gået over til kristendommen. Svaret lød, at han ville have større chancer for at skrive i vand eller at flyve som en fugl end at tale fornuft til en kone, der havde gjort en gud ud af en korsfæstet kriminel.
Så hvad gjorde de første kristne trosforsvarere som Justin, Origenes og Tertullian? Modsat Paulus, der så at sige inkasserede det intellektuelle nederlag, var en af deres strategier at gøre korset naturligt. Dets form findes overalt, argumenterede de: i en skibsmast, en plov, i hærbannere, selv i den menneskelige figur, når armene strækkes ud, eller når øjenbrynene vokser sammen over næsen. Faktisk, triumferer Justin, kan verden slet ikke eksistere uden korsets form!
Hos menigmand på kirkegulvet var det andre problemer, der trykkede, end filosoffernes hån. Sygdomme, ulykker og skæbnens onde vilje fyldte hos mange, der søgte sikkerhed og beskyttelse, hvor dette blev tilbudt.
Meget bemærkelsesværdigt findes de ældste kristne gengivelser af kors i sammenhænge, hvor de bedst forstås som en art amulet eller talisman, der skulle yde beskyttelse og afvende ondskab.
Det ældst kendte, men også omstridte, fund af et kors blev gjort i 1813 i et bageri i Pompeji, der som alt andet blev begravet i aske af Vesuvs udbrud i år 79. I en gipsbelagt væg fandt man en aftegning af et kors. Men der var mere: to slanger for beskyttelse og et fallisk symbol for held med slægtens videreførelse. I dag er originalen forsvundet, og forskerne er uenige om, hvorvidt korset nu også har nogen form for reference til korsfæstelsen af Jesus.
Det er de derimod ikke, når det gælder en fascinerende blodstensamulet, der i dag huses på British Museum i London, hvor man ser en nøgen mand med skæg hænge udspændt på et kors. Der er nemlig en indgraveret tekst på forsiden, der læser: ”O søn, fader, o Jesus Kristus … befriende søn”. Bemærkelsesværdigt er ordet ”befriende”. Det kendes nemlig også fra ikke-kristne magiske formularer, så her er forskerne til gengæld splittet i vurderingen af, om det er en ægte kristen gengivelse af Jesus eller et forsøg på at bruge korsberetningen på markedet for overnaturlig beskyttelse.
Sikkert er det, at mange kristne kilder bekræfter, hvordan korset blev brugt som en beskyttende kraft. Som nu Kyrill, der i det fjerde århundrede triumferede i Gravkirken i Jerusalem: ”Hvis nogen tvivler på den korsfæstedes kraft, så kan han blot spørge dæmonerne … Blot de ser skyggen af Kristi korstegn, skælver de.”
En helt anden måde at forholde sig til korsets galskab på finder vi hos de strømninger i kirkens første århundreder, der endte med at blive dømt ude. I de såkaldte gnostiske eller doketiske skrifter findes der en række omtolkninger af Jesus på korset med det slet skjulte formål helt at afvise korset som kristent.
Betegnelsen gnosticisme henviser til det græske ord for ”indsigt”, og i de gnostiske skrifter er der forskellige forsøg på at indvie læseren i, at Jesus ikke led på korset, men byttede plads med Simon af Kyrene eller kun led ”tilsyneladende” i kødet, mens hans åndelige jeg steg op gennem himlene.
Sandsynligvis finder vi en tidlig afvisning af dette ”afviste kors” i Johannes’ Andet Brev, hvor der advares mod de mange bedragere, der drager rundt og forkynder, at Jesus ikke er kommet i kød.
Historien om, hvordan kejser Konstantin i år 312 så et korstegn i skyen med indskriften: ”Ved dette tegn skal du sejre”, gengives ofte som den store vending i korsets overgang fra romersk til kristent. Det er da også rigtigt, at Romerrigets første kristne kejser straks lod fremstille et korsbanner så tungt belæsset med guld og ædelsten, at det krævede sin soldat at stå ret.
Men det er nok mindre kendt, at der stadig skulle gå henved 100 år, før vi får eksempler på krucifikser i kirkelig kunst, der gengiver Kristus på korset. De to ældst kendte uomstridte eksempler er fra omkring 420-430. Det ene kan ses den dag i dag i trædøren til Santa Sabina kirken i Rom, mens det andet – et skrin med smukt udskårne paneler i elfenben med motiver fra Jesus’ liv – opbevares på British Museum i London.
Disse to krucifikser har et fællestræk: Kristus gengives som sejrherren på korset. Han kigger med åbne øjne ud mod beskueren eller let op i himlen uden antydning af lidelse.
Derved giver de et visuelt udtryk for den nok mest dominerende kristne tolkning af korset med dybe rødder i Det Nye Testamente: På korset hænger ”jødernes konge”. Jesu død viser sig dér som den ultimative sejr over synd, død og djævel.
Men der er også et andet krucifiks. Måske endda det, vi er bedst kendt med. Det, hvor Kristus har hovedet på skrå, tornekrans og blod løbende fra sår i siden. Den lidende Kristus.
Der skulle gå 400-600 år, inden dette begyndte at blive udbredt i kirken. I det 8. og 9. århundrede var den østlige byzantinske kirke plaget af heftige stridigheder om, hvad der kunne gengives billedligt. Billedknuserne med den strenge fortolkning tillod kun det tomme kors, mens fortalerne for kunst også promoverede krucifikset for at understrege Kristi menneskelighed.
I den katolske kirke blev det i middelalderen efterhånden det mest udbredte og brugt til fordybelse i og bevægelse over Kristi lidelser. I de reformatoriske kirker derimod var man splittede. Mens de reformerte kirker foretrak det abstrakte kors, tillod Luther også den lidende Kristus som et pædagogisk virkemiddel, og nogle af de mest livagtige gengivelser heraf blev malet af Cranach den Ældre. Det forbliver dog en stor gåde for kirkehistorikere, hvorfor der skulle gå så lang tid, før kirken billedmæssigt omfavnede det ”romerske kors” i dets fulde omfang, herunder pinslerne. For når det gælder beskuelsen i passionshistorien og dermed Jesu fysiske lidelser, finder vi skriftlige kilder langt tidligere i for eksempel refleksioner over påskens lidelseshistorie og nadverens offer.
Sikkert er det imidlertid, at kirkens accept af korsets indbyggede værdiforandring er en kroget historie. Og det fra første færd, hvis vi skal tro Paulus, der slutter sit heftige brev til galaterne af med en fyndig formaning om at gøre korset til livsstil. Som han malerisk beskriver det, anser han sig selv som korsfæstet for verden med alle dens æresfortrin for at være stolt alene af ”Jesu Kristi kors”. Og fortsætter så: ”Alle, der vil leve efter denne regel: Fred og barmhjertighed være med dem.”
For Paulus var korset blevet livsstil og leveregel. Eller på græsk: Det var blevet ”kanon”.