Prøv avisen
Essay

Roms undergang – kan vi lære af historien?

Det vælter i øjeblikket frem med forsøg på at drage paralleller mellem vore dage og det romerske riges undergang. Og om, hvorvidt det dengang som nu skyldtes udefrakommende årsager som indvandring eller indre forhold som et forfald på grund af tabet af selvtillid hos eliten, siger historieprofessor Uffe Østergaard. Sidste år placerede den mexicanske kunstner Gustavo Aceves 40 skulpturer lavet af bronze, jern, marmor og granit rundt omkring ved Roms gamle ruiner. Værkerne forestiller misdannede heste og er kunstnerens kritik af den igangværende migrantkrise, hvor nationer forsøger at holde flygtninge ude. Foto: Massimo Percossi/AP/Polfoto

Problemet er bare, at moderne demokratier ikke kan opføre sig så brutalt som Det Romerske Imperium. I hvert fald ikke for rullende tv-kameraer og mobiltelefoner. Så vi må prøve at styre den nuværende indvandring på andre måder, end romerne gjorde, skriver Uffe Østergaard, professor emeritus i europæisk og dansk historie ved Copenhagen Business School i dette essay

Noget af det første, man lærer på historiestudiet, er, at historien aldrig gentager sig, og at vi derfor kun meget indirekte kan lære af den. Alligevel vælter det i øjeblikket frem med forsøg på at drage paralleller mellem vore dage og Det Romerske Riges undergang. Og spørgsmål om, hvorvidt det dengang og nu skyldtes udefrakommende årsager som indvandring eller indre forhold som et forfald på grund af tabet af selvtillid hos eliten.

Således den belgiske historiker David Engels i Kristeligt Dagblad 15. november 2016. Ifølge ham er den vestlige verden stillet over for de samme problemer som førte til den romerske republiks fald i århundredet før vor tidsregning.

Dengang førte krisen til et autoritært regime under kejser Augustus. Den romerske republiks krise, der beredte jordbunden for Augustus’ revolution, kender vi godt, især fra Cæsars og Ciceros skrifter. Den socialdemokratiske klassicist Hartvig Frisch skrev under den tyske besættelse et indtrængende værk om de politiske principper, der var på spil i Ciceros kamp for republikken, der udkom på engelsk i 1946. Den spændende periode er på det seneste skildret i velinformerede historiske krimier af Robert Harris, Steven Saylor og danske Lasse Holm.

Mere nærliggende er dog at se på 400- og 500-tallet som en parallel for det, der sker i vore dages EU.Vi plejer at kalde styret for ”kejserdømme” med en betegnelse, der viser tilbage til Augustus’ adoptivfader, Cæsar. Octavian fik tilnavnet Augustus, ”den ophøjede”, men refererede selv til sin position som ”princeps inter pares”, den første blandt ligemænd. Deraf betegnelsen ”principatet”. Reelt var der tale om et militærdiktatur.

Augustus fortsatte republikkens ekspansion i Germanien, indtil hans legioner led et forsmædeligt nederlag i Teutoburgerwald år 9 efter vor tidsregning. Slagmarken er nu fundet ved Kalkriese og udgravet i de senere år. Tabet af Varrus’ tre legioner fik Augustus til at indstille ekspansionen og befæste den grænse mellem Rhinen og Donau, vi kender som ”Limes Germanicus”.

Det romerske riges ekspansion standsede i virkeligheden ikke med anlæggelsen af Limes, men fortsatte med kejser Claudius’ erobring af Britannien i år 46 og Trajans erobring af Dacien nord for Donau i år 107.

Kejserdømmet respekterede i det ydre republikkens politiske former, men udviklede sig reelt til et militærdiktatur, især under de såkaldte ”soldaterkejsere” år 235-284 hvor general efter general erobrede magten.

I de efterfølgende århundreder, 300-tallet og 400-tallet, ændrede det romerske samfund sig som resultat af presset fra folkevandringerne. Bykulturen blev svækket under byrden af skatter og overklassen flyttede ud på sine godser, samtidig med at barbarer – vore forfædre – fik lov til at slå sig ned i Romerriget mod at hjælpe til ved forvaret mod andre indtrængere. Det kulminerede med slaget på de katalauniske marker i Frankrig år 451, da hunnerne under Attila overskred grænsemuren mellem Rhinen og Donau, ”Limes Germanicus”. Og blev besejret af en koalition af goter, alanere og romerske legioner under den romerske general Flavius Aëtius.

Der var fred inden i riget, men store befolkningsgrupper uden for det romerske riges grænser krævede del i goderne. Prisen var stadig mere tyngende skatter, der gik til de legioner, som beskyttede det. For at indsamle dem blev administrationen mere og mere centraliseret. Alligevel viste det sig levedygtigt i flere hundrede år og opretholdt længe ordnede forhold, den såkaldte ”pax romana”.

Og formåede i 300-tallet at indføre en ny religion, kristendommen, under Konstantin den Store, der erobrede Rom med udgangspunkt i York i Britannien og flyttede hovedstaden til Byzans. Den kristne kirke overlevede Roms fald under paven i Rom, så på sin vis er det romerske rige aldrig helt forsvundet, selvom dets vestlige del gik under i 476. I Øst overlevede Byzans helt til 1453 og fortsatte på en anden måde under osmannerne, til de blev afløst af det moderne Tyrkiet i 1922. Så der er stadig håb – også selvom ét imperium falder.

Ingen historiske situationer gentager sig slavisk, alene af den grund, at man senere kender til, hvordan de forløb. Men forskelle og ligheder er gode at tænke med, når man vil forstå noget nyt. I dag ser vi et oprør mod det tab af indkomst og arbejdspladser, globaliseringens konkurrence og finanskapitalens uhæmmede vækst har ført med sig i de trængte europæiske og amerikanske middelklasser. Og i dag har de trængte stemmeret.

EU har aldrig været centraliseret på samme måde som det romerske kejserrige eller det kinesiske. Trods megen retorik fra tilhængere såvel som modstandere var det heller aldrig meningen, da samarbejdet byggede på territoriale nationalstater med lang tradition for suverænitet. Men på andre områder er der alligevel en parallel. Grundstenen i organiseringen af det romerske rige var selvstyrende bystater ledet af romaniserede lokale eliter, der var ansvarlige for inddrivelsen af skatter.

Riget var organiseret i provinser med hovedbyer, der for flertallets vedkommende eksisterer endnu som York og London i Britannien, Trier, Köln, Paris, Budapest (Aquincum), Ankara og Alexandria. Disse provinser kan ikke sammenlignes med de senere nationalstater, der er resultatet af den lange europæiske historie fra middelalderens monarkier til det 20. århundrede. Alligevel er det nærliggende at studere undergangen for den romerske civilisation, uanset om man daterer den 476, 1453, 1922 eller mener, den stadig lever i form af den katolske kirke.

Der er en mange hundrede år lang tradition for at studere det romerske riges undergang, hvor Edward Gibbons storværk ”The Decline and Fall of the Roman Empire” stadig indtager førstepladsen. Gibbon placerede som en ægte oplysningstænker skylden for det romerske riges undergang hos kristendommen. Det er for enkelt. Snarere skyldtes den, at den romerske overklasse flyttede ud på sine godser for at undgå de tyngende skatter, byerne skulle betale for det militær, der forsvarede grænserne. Skatter, som den var ansvarlig for. Det betød at, de statsbærende og samlende institutioner forfaldt. I stedet overlod staten i stigende grad magtmonopolet til villige barbarer, der kom til at udgøre hæren.

Grænserne er en anden historisk parallel. De romerske mure, der markerede ”Limes”, ser imponerende ud, når man ser dem i landskabet mellem Frankfurt og Donau eller Hadrians mur i det nordlige England. Men de var ikke beregnede på, at der skulle stå soldater skulder ved skulder bag skydeskårene. Det var der slet ikke mandskab til. Muren var primært en symbolsk markering i landskabet, som skulle gøre det tydeligt for de indtrængende, at de var på romersk jord, når de overskred murene, og derfor frit bytte for de mobile romerske hærenheder – der i praksis efterhånden blev rekrutteret blandt romaniserede ikke-romerske folk.

Germanske krigeres militærtjeneste i romerriget er forklaringen på den store forekomst af romerske våben og andre genstande i lande som Danmark. Her er der på grund af gode bevaringsforhold i moserne bevaret flere romerske sværd end i hele middelhavsverdenen. Roms grænseværn faldt til sidst, men det holdt faktisk i næsten tre hundrede år.

Men germansk og romersk-gallisk kultur var ikke skarpt adskilte. Der var livlige forbindelser – fredelige som konfliktfyldte, alt efter tid og sted – hen over Rhinen. Man må således forestille sig et meget stort område omfattende store dele af Nederlandene, Belgien, Nordfrankrig og Tyskland vest for Rhinen med en blandingskultur bestående af romerske, germanske og galliske elementer. Og den anden vej – helt frem til Weser og hen mod Elben fandtes en germansk-romersk kultur, som langsomt aftog mod øst og nord.

Forfatteren til ”The White Man’s Burden”, Rudyard Kipling, og andre besyngelser af imperiets civiliserende mission var i 1882 vendt tilbage til Indien tids nok til at opleve de britisk-afghanske krige. For ham og hans samtidige repræsenterede nordvest-grænsen for Britisk Indien adskillelsen mellem civilisation og barbari – sådan som den igen gør det i krigen mod Taleban på grænsen mellem Pakistan og Afghanistan. Nogen teori om grænsedragningen havde man ikke, som det fremgår af en forelæsning fra 1907 af den store imperiebygger Lord Curzon (1859-1925).

I mangel af en teori om grænser hentede Curzon sit forbillede i den romerske ”Limes”. Men i virkeligheden forholdt det sig omvendt, således at erfaringen med de moderne koloniriger, først og fremmest det britiske, afgjorde, hvordan den moderne udforskning af romerriget, der tog fart i 1800-tallet med udgravninger og indsamlinger af latinske indskrifter, forestillede sig det romerske imperiums grænser. Og dermed misforstod den romerske virkelighed. Der var nemlig ikke tale om faste linjer i landskabet, men om indflydelsessfærer, præget af blandede kulturer og sprog. Og slet ikke ”naturlige” grænser.

Der er ikke enighed om, at det var trusler udefra som førte til Roms fald. Vigtigst er nok det indre forfald og tabet af selvtillid hos eliten kombineret med, at det fredelige og velordnede romerske civilsamfund virkede som en magnet på folkene uden for rigets grænser. De mennesker, der søgte ind over grænserne i de såkaldte folkevandringer, medbragte egne traditioner, som hurtigt undergravede bykulturen. Dette forfald kan man følge arkitektonisk – barbarerne rykkede ind i romerske bygninger, men formåede ikke at holde tagene tætte endsige erstatte marmorsøjlerne med andet end midlertidige træstolper, som hurtigt rådnede.

På længere sigt kom der dog nye livskraftige germansk-romerske blandingskulturer ud af mødet med samfund, hvor frie bønder længe spillede en større rolle end i det stive romerske klassesamfund.

Men netop først på længere sigt. Problemet er bare, at moderne demokratier ikke kan opføre sig så brutalt som det romerske imperium.

I hvert fald ikke for rullende tv-kameraer og mobiltelefoner. Så vi må prøve at styre indvandringen på andre måder, end romerne gjorde.