Prøv avisen
Historie

Runesten fortæller om magt, heltemod, kristentro og forbandelser

Den store Jellingsten fra cirka 985 er verdens største af sin art og overskygger alle andre runesten. Her ses den side af ­stenen, hvor runerne fortæller om Gorm, Thyra, Harald og kristningen af danerne. – Alle fotos: Roberto Fortuna. Foto: NATIONALMUSEET

De ældste skriftlige vidnesbyrd, vi har i Danmark, kan læses på 260 runesten. Igennem seks år har runologen Lisbeth M. Imer og fotografen Roberto Fortuna studeret dem alle, og de to udgiver nu bogen ”Danmarks runesten”. Enkeltvis er teksterne sjældent meget mere en én persons erindring om en anden. Men tilsammen fortæller de os, hvad der virkelig betød noget for vikingetidens danskere

En kold, mørk aften i oktober 2010 stod runologen Lisbeth M. Imer fra Nationalmuseet i Jelling sammen med fotografen Roberto Fortuna. Anledningen var, at Jellingstenene skulle forsegles bag glasmontrer, og inden da skulle der tages fotos.

Dengang vidste de ikke, at de skulle tilbringe de næste seks år på rejser rundt i Danmark, Skåne, Halland, Blekinge og Slesvig for at fotografere og beskrive de i alt 260 runesten, som findes i det, der i vikingetiden var Danmark.

Men projektet tog form undervejs. I første omgang indgik de mange fotos af runesten til digital formidling af kulturarven, men efterhånden som de mange billeder og oplysninger om de i alt 260 danske runesten indløb, opstod idéen om en bogudgivelse.

Derfor har de to nu i samarbejde med forlaget Gyldendal udgivet værket ”Danmarks runesten”. Ifølge forfatteren er der i hvert fald to formål med bogen: Dels kan den give danskerne ny indsigt i, at der er mange interessante runesten. Dels kan vi lære ganske meget om vikingetidens samfund og tænkning af runeindskrifterne.

”Tidligt i processen gik det op for mig, at alle danskere kender Jellingstenene, men så ved de ikke så meget mere om runesten. Det er ærgerligt, at denne vigtige del af vores kulturarv, og de stort set eneste skriftlige vidnesbyrd, vi har om vikingetiden, ikke er mere kendt,” siger Lisbeth M. Imer og tilføjer:

”Måske fortæller den enkelte indskrift ikke så meget mere end, hvem stenen er rejst af og for, men når man tager rundt og studerer dem alle, får man en bedre forståelse af den tid, de 400 år fra cirka år 700 til 1100, de er skrevet i.”

Hvad fortæller stenene os så om vikingetiden? Jo, de giver i høj grad et indblik i, hvordan magtstrukturen var.

”Vi må huske, at datidens samfund var et samfund, hvor kun meget få ting blev skrevet ned. Stort set hele magtudøvelsen foregik uden skrift. Set i forhold hertil er de tekster, man med stor møje fik skrevet i et så uforgængeligt materiale som sten, meget betydningsfulde. De var den enkeltes forsøg på at skrive sig ind i verdenshistorien,” forklarer Lisbeth M. Imer.

Det er værd at hæfte sig ved, at kvinder på runestenene optræder på nogenlunde lige fod med mænd. Datidens kvinder var, som runologen formulerer det, ”højbårne i kraft af egen æt”. En kvinde arvede en magtposition via sin slægt, hun giftede sig ikke til den. Slægten betød alt i vikingetidens Danmark, og selvfølgelig var et giftermål en forening af to slægter, men set i forhold til eftertiden var kønnene relativt ligestillede.

”Et godt eksempel er Dronning Thyra (død cirka 958, red.), som vi jo kender fra Jellingstenen, og som er en af mine yndlingspersoner fra vikingetiden. Hun var jo gift med kong Gorm den Gamle (død cirka 958, red.), men hun var ikke kun dronning som hans hustru, hun var dronning i kraft af sin egen æt. Der findes et helt kompleks af runesten, som er rejst efter Thyra – flere end efter Gorm – og Harald Blåtands magtovertagelse havde næppe været mulig uden støtte fra hendes slægt,” forklarer Lisbeth M. Imer.

Op ad et stengærde ved en kirke i det sydlige Skåne står Sjörup-stenen, hvis runetekst lyder: ”Sakse satte denne sten efter Asbjørn sin fælle, Tokes søn. Han flygtede ikke ved Uppsala, men kæmpede, så længe han havde våben.”

Tre andre runesten i omegnen omtaler samme slag, som må have været ganske betydningsfuldt i tiden.

Nutidens historikere har ikke andre kilder til slaget eller viden om, hvem personerne på runestenene var. Men de giver et vidnesbyrd om, hvor ærefuldt det var at falde i kamp, og hvor vigtigt det var ikke at fremstå som en tøsedreng, der overgav sig.

”Mandsmod betød meget i vikingetiden. Man stak ikke af. Selvom et kristent moralkodeks var begyndt at indfinde sig i 900-tallet, kan man læse ud af denne sten, at æresbegreberne stadig var præget af vikingernes førkristne forestilling om, at krigere, der fik en ærefuld død, siden kunne mødes i Valhal,” forklarer Lisbeth M. Imer.

I det hele taget vurderer runologen, at runestenenes fortællinger rummer megen konservatisme. Gennem 400 år ændrer indskrifterne kun langsomt karakter. Nye stormænd, som ville markere sig for eftertiden, legitimerede deres magtposition ved at omtale den på samme måde, som tidligere runesten havde gjort.

Runologen vurderer, at også Harald Blåtand på Jellingstenen bevidst valgte et for datiden arkaisk sprog.

At forandringer kun skete langsomt gennem runestenenes 400-årige udvikling, kan man også se af, at kristendommens indførelse først for alvor præger stenene fra midten af 1000-tallet, altså et halvt århundrede efter, at Harald på sin store Jellingsten kort før sin død, senest i år 987, havde bekendtgjort, at han havde kristnet danerne.

Det største antal runesten, vi kender til, stammer fra den sene periode. Ifølge Lisbeth M. Imer er der en udbredt folkelig opfattelse af, at runestenene især er fra den hedenske tid, men runestenene fortæller i høj grad en historie om kristendommens gradvise indtog.

Blandt eksemplerne fra 1000-tallet er Grensten-stenen fra Randers-egnen, hvis tekst lyder: ”Toke Smed rejste denne sten efter Revie, søn af Esge Bjørnsson. Gud hjælpe deres sjæl.” Og på den nogenlunde samtidige sten fra det østlige Skåne, der kaldes Simris 2, står, at ”Sigrev lod denne sten rejse efter Forkun”, og teksten slutter: ”Hjælpe Gud hans ånd”.

”På de sten, som er fra den sidste del af perioden, er der hver gang en sådan reference til kristendommen, men det er ikke sikkert, at dette afspejler, at folk var mere troende kristne i slutningen af 1000-tallet, end de havde været under kong Harald. Det kan lige så godt afspejle kirkens nye magtposition,” siger Lisbeth M. Imer.

Danmarks længste runetekst findes på Glavendrup-stenen fra Nordfyn. Stenen fortæller på forsiden, at den er rejst af Ragnhild til minde om Alle Sølve. På bagsiden står, at ”Alles sønner gjorde disse kumler (indskrifter, red) efter deres far og hans kone efter sin mand, men Sote ristede disse runer efter sin drot. Tor vie disse runer”. Vi er altså i hedensk tid. På stenens smalle side står en forbandelse af eventuelle hærværksmænd. Hvis man gør stenen noget, vil man blive til en ”ræte”.

Præcis hvad en ræte er, står hen i det uvisse, men det er åbenlyst, at det ikke er noget, man skal ønske sig at blive. Samme forbandelse står på en sten i Tryggevælde på Østsjælland, som også refererer til Ragnhild.

Som alle, der har rejst et evigt minde for sig selv og sine fæller, var runestenenes ophavsmænd bange for hærværk og tyveri. Runestenenes historie rummer da også ganske mange eksempler på sten, der blev flyttet for at indgå i alskens byggerier. I nutiden har en del sten også forladt deres oprindelige plads for at stå mere beskyttet på et museum.

Historien om et særligt spektakulært runestens-ran knytter sig til runestenen fra Øster Løgum ved Løgumkloster.

Denne store, flotte runesten fra 800-tallet, hvis indskrift alene er navnet ”Hærulv”, blev i forbindelse med krigen i 1864 erobret af tyskerne og vendte først tilbage i 1951, fortæller Lisbeth M. Imer:

”Den runesten sætter hovedet på sømmet i forhold til at vise, at stenene altid har drejet sig om magt og identitet. Hvis man virkelig vil ydmyge og smadre et folk, så skal man tage deres kulturarv fra dem. Det vidste man i vikingetiden og i 1864, og det ved vi i dag.”

Grensten-stenen fra egnen mellem Langå og Randers er et eksempel på, at fra midten af 1000-tallet begynder runestens ophavsmænd at bekende sig til kristendommen med udsagn som ”Gud hjælpe deres sjæl”. Foto: NATIONALMUSETT
Simris 2 er navnet på denne skånske sten, som har været brugt i kirkegårdsmuren, inden den blev fundet og stillet op uden for kirken ved byen Simris. Runeteksten slutter med en kristen bøn: ”Hjælpe Gud hans ånd”.
I Øster Løgum i Sønderjylland findes denne smukke sten, som står på det sted ved Hærvejen, hvor den i sin tid blev rejst. Årene 1864-1951 tilbragte stenen dog på slottet Dreilinden ved Potsdam som tysk krigsbytte, inden den blev genforenet med sønderjyderne. Det var ikke kun i vikingetiden, en runesten var et magtsymbol. Foto: NATIONALMUSETT
Glavendrup-stenen fra Nordfyn er rejst for en høvding ved navn Alle Sølve af en magtfuld kvinde ved navn Ragnhild og nedkalder en forbandelse over den, der kunne finde på at skade stenen. Foto: NATIONALMUSETT
I Sjörup i Skåne findes denne sten, som omtaler et stort slag ved Uppsala i det nu­værende Sverige i 980 og betoner, at ­stenens ophavsmand, Sakse, kæmpede med ære, selvom han overlevede.
Jellingstenen er slet ikke den eneste sten, som oplyser, at der på det tidspunkt fandtes et land ved navn Danmark. Skivum-stenen ved Aars nær Limfjorden fortæller om Gudmund: ”Han var af landmænd den ­bedste i Danmark”. Foto: NATIONALMUSETT
Jellingstenen er slet ikke den eneste sten, som oplyser, at der på det tidspunkt fandtes et land ved navn Danmark. Skivum-stenen ved Aars nær Limfjorden fortæller om Gudmund: ”Han var af landmænd den ­bedste i Danmark”. Foto: NATIONALMUSETT
I Sjörup i Skåne findes denne sten, som omtaler et stort slag ved Uppsala i det nu­værende Sverige i 980 og betoner, at ­stenens ophavsmand, Sakse, kæmpede med ære, selvom han overlevede.
Grensten-stenen fra egnen mellem Langå og Randers er et eksempel på, at fra midten af 1000-tallet begynder runestens ophavsmænd at bekende sig til kristendommen med udsagn som ”Gud hjælpe deres sjæl”. Foto: NATIONALMUSETT
Simris 2 er navnet på denne skånske sten, som har været brugt i kirkegårdsmuren, inden den blev fundet og stillet op uden for kirken ved byen Simris. Runeteksten slutter med en kristen bøn: ”Hjælpe Gud hans ånd”.
Glavendrup-stenen fra Nordfyn er rejst for en høvding ved navn Alle Sølve af en magtfuld kvinde ved navn Ragnhild og nedkalder en forbandelse over den, der kunne finde på at skade stenen. Foto: NATIONALMUSETT
I Øster Løgum i Sønderjylland findes denne smukke sten, som står på det sted ved Hærvejen, hvor den i sin tid blev rejst. Årene 1864-1951 tilbragte stenen dog på slottet Dreilinden ved Potsdam som tysk krigsbytte, inden den blev genforenet med sønderjyderne. Det var ikke kun i vikingetiden, en runesten var et magtsymbol. Foto: NATIONALMUSETT