Surgut i Khanty-Mansijsk-distriktet i det vestlige Sibirien er mest kendt for den olie og gas, der udvindes i store mængder i området. Men nu er den afsides beliggende by blevet det seneste symbol på den kamp, der udkæmpes om Ruslands historie.
I sidste måned rejste den nationalistiske bevægelse Russkij Dukj en buste af den sovjetiske diktator Josef Stalin på Ob-flodens bred. Få hundrede meter borte står et træskilt med teksten: ”På dette sted skal der rejses et mindesmærke over ofrene for Stalins undertrykkelse.”
Stalin gør comeback som national helt i Rusland, og Surgut er langt fra det eneste symptom. En halv snes Stalin-statuer er blevet rejst i Rusland, og en pressionsgruppe forsøger at få byen Volgograds navn ført tilbage til Stalingrad, som byen hed indtil forsøgene på afstalinisering i slutningen af 1950’erne.
Biografier og udstillinger til forherligelse af Stalin florerer i Moskva. Og det, russerne husker om den tidligere så frygtede leder, er ikke først og fremmest de to til tre millioner, der døde i Gulag-lejrene. Ej heller de 1,5 millioner ofre for de store udrensninger mellem 1936 og 1938 eller de mellem seks og otte millioner døde under den store hungersnød i Ukraine.
Russerne foretrækker i stigende grad det stolte billede af Stalin som sejrherren i Anden Verdenskrig og grundlæggeren af den sovjetiske stormagt.
”Der er stadig ikke konsensus omkring vurderingen af Stalin og hans rolle i den russiske historie,” konkluderer det russiske analyseinstitut Levada Center på baggrund af en meningsundersøgelse, som blev offentliggjort i marts i år.
Undersøgelsen viser, at det positive syn på Stalin som en stærk og modig leder vinder frem, mens mindet om den brutale tyran er på retur.
20 procent af russerne ser således Stalin som ”en klog og vis leder, der førte Sovjetunionen til storhed og rigdom” mod 14 procent i en lignende undersøgelse i 2007. I en undersøgelse fra 2013 gennemført for den amerikanske forskningsinstitution Carnegie Endowment for International Peace svarede 47 procent af russerne, at de var enten fuldstændigt enige eller overvejende enige i dette synspunkt.
Lige omvendt er det gået med den vurdering, at ”Stalin var en grusom, umenneskelig tyran, der myrdede millioner af uskyldige mennesker.” Opbakningen til dette synspunkt er faldet fra 29 til 21 procent af de adspurgte.
”Sovjetunionen og siden Rusland har aldrig taget et rigtigt opgør med Stalin. Alle lejligheder til at tage livtag med arven efter Stalin er blevet forpasset, og det fører i dag til selvmodsigende svar i meningsmålingerne, hvor russerne på den ene side ser ham som en tyran og på den anden som en helt,” siger Thomas de Waal, seniorforsker ved Carnegie Endowment og en af forfatterne til rapporten ”The Stalin Puzzle” fra 2013.
Det første forsøg på at gøre op med Stalins forbrydelser var den afstalinisering, som blev indledt af hans efterfølger, Nikita Khrusjtjov. I den såkaldte ”hemmelige tale” ved den 20. partikongres i februar 1956 fordømte han personkulten og Stalins værste forbrydelser. Stalin-statuerne blev i vid udstrækning fjernet.
Alexandr Solzjenitsyn fik lov at udgive bogen ”En dag i Ivan Denisovitjs liv” i 1962 om livet i Gulaglejrene, og i 1961 blev Stalins lig fjernet fra Lenin-mausolæet på Den Røde Plads. Men det blev kun flyttet nogle få meter væk, til en anden grav på Den Røde Plads.
”Khrusjtjov vaklede i afstaliniseringen og tog ikke afstand fra de økonomiske fejltagelser som for eksempel tvangskollektiviseringen af landbruget, planøkonomien og tvangsindustrialiseringen af Sovjetunionen. For det havde betydet en underminering af hele det sovjetiske system. Og meget hurtigt blev der sat en stopper for opgøret,” påpeger lektor Erik Kulavig fra center for koldkrigsstudier ved Syddansk Universitet.
”Og tøbruddet i Moskva betød, at man vejrede morgenluft i Østeuropa, hvor de lokale magthavere kom under pres. Vi fik Poznan-oprøret i Polen i juni 1956 og opstanden i Ungarn i oktober, og der udbrød også strejker i Sovjetunionen. Derfor blev der hurtigt sat en stopper for afstaliniseringen,” siger Erik Kulavig, som netop har udgivet bogen ”Vi river himlen ned på jorden” om drøm og hverdag i den russiske revolution.
Først med Mikhail Gorbatjov og Glasnost-perioden fra 1986 blev det igen muligt at tale kritisk om Stalintiden. Gorbatjov åbnede de sovjetiske arkiver for historikerne, og da Boris Jeltsin efter Sovjetunionens opløsning blev Ruslands første præsident, så han en personlig interesse i at gøre Sovjetunionen og især Stalin til det negative spejlbillede af det nye Rusland og hans egen person.
Men siden han trådte tilbage i 1999 og overlod magten til Vladimir Putin, er opgøret med Stalintiden trådt i baggrunden.
”Sovjetunionen har haft en slags glidende overgang fra stalinismen og Sovjetunionen til Rusland i dag. Rusland har selv påtaget sig rollen som den historiske arvtager efter Sovjetunionen,” pointerer Flemming Splidsboel Hansen, seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier, DIIS.
”Meget symbolsk benytter man nu igen den sovjetiske nationalhymne, men med en ny tekst. Rusland har aldrig haft en personlighed som for eksempel den tjekkiske Vaclav Havel, der kunne samle russerne om at se fortiden i øjnene. Og hvor tyskerne levede under naziregimet i mindre en en generation, har tre generationer af russere levet i Sovjetunionen. Man kan ikke bare sige til alle russere, at de har levet på en løgn,” siger Flemming Splidsboel Hansen.
Men dette manglende opgør med fortiden er også med til at gøre ikke blot Stalins person, men også hans totalitære magtudøvelse mere spiselig. Og det udnyttes af Vladimir Putin til at legitimere det nuværende regimes autoritære statsopfattelse.
”Vladimir Putin instrumentaliserer i stigende grad Stalin i et forsøg på at skabe national sammenhængskraft i Rusland. Han gøres til et nationalt samlingspunkt på lige fod med den russisk-ortodokse kirke eller historiske personligheder som Peter den Store. Putin vil skabe en national historiefortælling, og her ligger Stalin lige til højrebenet. Stalin inkarnerer en tid, hvor Sovjetunionen var den ene af verdens to stormagter, og hvor Vesten rystede for Sovjetunionen,” siger Erik Kulavig.
Senest har udnævnelsen af den nye undervisningsminister, Olga Vasilyeva, udløst både kritik og bekymring. Olga Vasilyeva, der er kirkehistoriker, har flere gange beklaget, at de russiske skolebøger overdriver kritikken af Stalin, og at hans udrensninger var beklagelige, men nødvendige. Hun har også hyldet Stalin for hans ”patriotisme”.
”Regimet vil fremme dette billede af et Rusland, der har brug for en stærk leder og et folk, der ofrer sig for nationen. Det passer også ind i en retorik om, at Vesten står for døren, og at russerne må stå sammen. Putin benytter Stalin til at legitimere sit eget autoritære styre,” siger Flemming Splidsboel Hansen.
Den nye Stalinkult har derfor vakt bekymring blandt menneskeretsorganisationer som for eksempel Memorial, der blev oprettet i 1989 for at forhindre en tilbagevenden til diktaturet.
”Vi står ikke som i 1937 på tærsklen til et nyt stalinistisk rædselsregime med Gulaglejre og henrettelser. Ingen ønsker Stalintiden tilbage. Men Rusland har aldrig rigtig fundet et alternativ til den autoritære styreform, landet har haft fra zartidens imperium over Sovjetunionen og nu til Vladimir Putin,” siger Erik Kulavig.
Risikoen er, mener Thomas de Waal, at ”Stalin-figuren benyttes til at overbevise russerne om, at den styreform, der passer til Rusland, er et vertikalt, autoritært system, og at demokratiet ikke passer til Rusland.”
