Ingen kunne i 1871 vide, hvad én kirke kunne føre til. Slet ikke den forening, der stod bag kirken i Hull i det nordøstlige England:
Den danske Forening til Evangeliets Forkyndelse for skandinaviske Sømænd i fremmede Havne. Efter krigen i 1864 var foreningens bestræbelser på at oprette kirker for de mange danske og andreskandinaviske sømænd nemlig sat på vågeblus, men i 1867 lykkedes det at stifte foreningen med det lange navn.
I løbet af fire år var midler og opbakning hjemmefra skaffet, og det samme var en kirke i England.
LÆS OGSÅ: Dansk kirke i New York får ny glans
Lige siden er det gået stærkt. Allerede inden Første Verdenskrig kunne besætningen om bord på skandinaviske skibe i London, Hamborg, Newcastle, Gent og New York se frem til en snak med en dansk præst på havnekajen, når de lagde til. Dog var Første og Anden Verdenskrig svære for foreningen at komme igennem, for mange af kirkerne i Europa blev ødelagt, og nogle måtte efterfølgende lukke.
Krigene ændrede ikke blot kirkerne, men også foreningen hjemme, og i 1944 blev navnet ændret til Dansk Sømandskirke i fremmede Havne. Navneændringen fulgte med tiden, for ude som hjemme blev vægten på mission mindre, og bygningerne blev i lige så høj grad brugt som sociale mødesteder som kirker. Og sådan er det stadig, siger John Aaen, formand for foreningen Broderkredsen på Havet, selvom meget andet er forandret.
Før i tiden lå skibene jo i havn i længere tid. I dag er de der måske blot en enkelt nat, og sømændene arbejder hele tiden. Der er meget lidt tid til at besøge kirken eller for os til at snakke med dem. Men vi er der stadig med et øre og hjælp, hvis besætningen har brug for det.
En anden væsentlig ting i dag, siger John Aaen, er adgangen til internet og telefon. Tidligere kunne sømændene være af sted i mange måneder ad gangen uden at være i kontakt med familien derhjemme, men i dag er de oftest kun af sted i en til to måneder, og derfor føler de ikke ensomheden på samme måde.
Forandringenslog for alvor igennem i 1960erne og 1970erne, da de store containerskibe begyndte at pløje verdenshavene. Dengang svandt besætningerne ind, tiden i land blev kortere og afstandene længere. Som svar på skibenes ændrede sejlruter slog også sømandskirken sig ned i de fjerne egne. Først i japanske Yokohama og siden i Hongkong, Malaysia og Singapore. Singapore-kirken ligger stadig højt på en bakketop i et stort parkområde. Fra adressen på 10 Pender Road kan præsten Ronald Pedersen se tilbage på mange år i bystaten, for det var ham, der i 1984 var med til at starte kirken.
Jeg og min kone kom tilbage sidste sommer som vikarer mellem to faste præster. Og det er rart at være her igen og se, hvordan den har udviklet sig. I dag er der jo endnu flere fastboende end tidligere og en klub til sømændene i Malaysia, som ellers ikke ville have tid eller mulighed for at komme i kirken.
Tidspresset var, hvad der i 2003 fik kirken i Singapore til at åbne Det internationale Sømandscenter på kajen ved Tanjung Pelepas i Malaysia. Ofte kom de store skibe nemlig i havn der eller lå ude på reden, og det gav problemer for præsten og kirkens øvrige personale, selvom mindre både kunne sejle ud til dem, forklarer Ronald Pedersen.
Vi skal jo være der, hvor søfolkene er. Og mange af de store containerskibe er i dag ved Pelepas, så for at nå dem oprettede vi klubben, som vi kalder den. Her kan sømændene finde lidt ro i en travl hverdag, og vi kan snakke med dem, der gerne vil.
Dog har der på intet tidspunkt været snak om at sløjfe kirken på 10 Pender Road. Som tiden er gået, er antallet af danskere, der bor i Singapore, nemlig steget, og de bruger kirken rigtig meget. Julebasar, sankthansfejring og morgenkaffe er en vigtig del af livet her, fortæller præsten, for kirken er ikke kun kirke, men også socialt mødested for danskere ude i verden.
Udviklingen er ikke særegen for Singapore. Som globaliseringen er taget til, er flere danskere og deres familier flyttet ud, og det har skabt en ny situation for sømandskirken, siger Margith Pedersen, der er generalsekretær for Danske Sømands- og Udlandskirker (DSUK).
Målgruppen har forandret sig. I dag er sømandskirkerne også udlandskirker eller kolonikirker, og det var en stor del af begrundelsen for fusionen i 2004 mellem Dansk Sømandskirke i Fremmede Havne og Dansk Kirke i Udlandet. Dog har kirkens formål ikke ændret sig, for præsternes job drejer sig stadig om den kirkelige betjening af søfolk der er bare også kommet flere andre brugere til.
Da de nye ansigter i kirken ofte bor i området i flere år, er der med tiden kommet et mere tydeligt krav om folkekirkelig betjening i udlandet, mener Peter Lodberg, afdelingsleder for systematisk teologi ved Aarhus Universitet. Det sociale fællesskab i det fremmede betyder nemlig meget, og her kan folkekirken, som sømandskirkerne er en del af, spille en væsentlig rolle.
Danskere har ofte en tættere tilknytning til kirken i udlandet end hjemme. Det sociale fællesskab betyder mere ude, og det kan kirken være ramme for.
En undersøgelse foretaget af Københavns Universitet i 2009 peger da også på, at danskere ude bruger kirken mere end dem, der bliver hjemme. Og det resultat kan Ronald Pedersen kun nikke genkendende til, for kirken i Singapore er blevet danskernes samlingssted.
Den fremtidige udfordring for sømandskirkerne bliver derfor at fortsætte arbejdet med at have tid til ikke bare søfolkene og deres skiftende arbejdsrytme, men også til de fastboende danskere, siger Peter Lodberg.
At det kan blive svært, ved Ronald Pedersen, for allerede nu har besætningen på skibene så travlt, at det er svært at nå en samtale.
Fra den udvikling, der har været i de seneste årtier, ved vi, at tiden er kostbar for sømændene. Der er stadig et behov for kirken, men som præst går du ikke bare om bord og falder i dyb snak om livets store problemer. Det tager tid at komme ind på livet af søfolkene, og den er mindre og mindre til stede i dag.
Fremover kan en mulighed derfor være at have kirken på land til de fastboende og så have en præst, der sejler med søfolkene i nogle dage, siger Margith Pedersen fra DSUK. Men hvordan det praktisk skal lade sig gøre, er endnu ikke på plads, for planen er ressourcekrævende, og er der en ting, som DSUK mangler, er det penge til at drive de mange kirker.
Præsterne er lønnet med bloktilskud fra staten, men driften er kun mulig med stor hjælp fra private og erhvervsfolk ude og hjemme. Dog ville jeg ønske, at pengene fra de danskere, der betaler kirkeskat i udlandet, kunne gå til kirkerne ude i stedet for den danske folkekirke, for folk i udlandet har også krav på at have en kirke i nærheden.
Netop her ser Peter Lodberg et problem for DSUK, for traditionelt har folkekirken tænkt meget nationalt, og det gør det svært at skabe forståelse for at bruge penge i udlandet. Alligevel håber Margith Pedersen, at DSUK med tiden kan åbne endnu et par kirker i Østen. For de mange danskere i Thailand har i dag ingen adgang til en præst, og også flere steder i Kina burde folkekirken være repræsenteret, mener hun.
Fra den spæde start i Hull i 1871 er sømandskirkerne dog kommet langt.
Ikke blot østpå geografisk, men også arbejdsmæssigt. For selvom sømændenes antal daler, har både de tilbageværende og udlandsdanskerne brug for et samlingssted og et øre. Det er det, kirken altid har været der for, siger Ronald Pedersen, og det er, hvad den fortsat skal fokusere på.
