Prøv avisen

Søren Kierkegaard og den utæmmelige antisemitisme

Året efter udgivelsen af sin udskældte bog om Kierkegaards forhold til jøder og jødedom gør forfatteren Peter Tudvad status over en debat, der langtfra er afsluttet. Foto: Sofie Amalie Klougart.

Året efter udgivelsen af sin udskældte bog om Kierkegaards forhold til jøder og jødedom gør forfatteren status over en debat, der langtfra er afsluttet

De fleste læsere af Kristeligt Dagblad vil nok erindre, at der for et år siden udspandt sig en heftig mediedebat om, hvorvidt Søren Kierkegaard var antisemit eller ej. Anledningen var udgivelsen den 9. november 2010 af min bog Stadier på antisemitismens vej Søren Kierke­gaard og jøderne. I den gjorde jeg gældende, at han vitterligt var antisemit, men gjorde i øvrigt mere ud af at forstå fænomenet kristen antisemitisme end at skandalisere den notorisk geniale teolog.

Andre var ikke desto mindre af den opfattelse, at jeg havde gjort regning uden vært og uden fornøden dokumentation tilsmudset Kierkegaards eftermæle. Selv mener jeg fremdeles, at dokumentationen er rigelig til at betegne Kierkegaard som antisemit. Når jeg nu tager sagen op igen, er det imidlertid ikke primært for at diskutere dokumentationen, men for at bidrage til en forståelse af, hvordan akademikere og journalister indgår i et spil, hvor diverse dagsordener af mere eller mindre dogmatisk karakter brydes mod hinanden uden synderlig skelen til dokumentation.

Balladen begyndte allerede søndag den 24. oktober 2010, da Berlingske Tidende over fem sider forhåndsomtalte bogen. Søren Kierkegaard, en af de kendteste danskere nogensinde, var en glødende antisemit. Sådan indledte journalisten Michael Kuttner sin artikel. Ordene var hans, for selv har jeg aldrig kaldt Kierkegaard glødende antisemit. Det mente jeg heller ikke, der var belæg for at gøre i det materiale, som jeg stillede til journalistens rådighed, og det sagde jeg til ham. Han vurderede det anderledes og mente tilmed, at det lige så godt kunne være en taleskriver for Hitler, man læste, når Kierkegaard skrev om jødernes Forkjærlighed for Penge, og at kun døden var værre end den blodtørstigste jøde.

Man må naturligvis have lov at danne sin egen mening om den slags, men uretfærdigvis blev det mig og ikke journalisten, der de følgende par måneder kom til at stå til ansvar for at have kaldt Kierkegaard glødende antisemit og næsten sammenlignet ham med Goebbels. Igen og igen måtte jeg insistere på, at jeg på intet tidspunkt havde sagt eller skrevet noget lignende, og at jeg i det værk, der endelig efter næsten tre ugers ophedet debat udkom, heller ikke havde kaldt Kierkegaard for racist, sådan som journalisten gjorde.

Det var naturligvis ikke Kuttners ansvar, at mange tog hans ord for mine, men det burde være andre kritiske journalisters opgave at skelne, ligesom det burde være redelige akademikeres indlysende pligt at diskutere bogens påstande og ikke andres fortolkninger af dem. Kritik og redelighed er imidlertid ikke just det, der præger den danske mediekultur, ligegyldigt hvor mange især teologiske akademikere der involverer sig i den. Stort bedre er det muligvis ikke i udlandet, hvor man for et par måneder siden i det engelske resumé af en anmeldelse af min bog i det polske tidsskrift Kronos kunne læse, at jeg ikke havde ret i at stemple Kierkegaard som glødende antisemit (a thorough anti-Semite).

Omtrent det samme blev utallige gange slået fast i den danske debat, hvor man således gjorde sig store an­strengelser for at løbe åbne døre ind. Dermed var det imidlertid ikke gjort, for man måtte overhovedet ikke kalde Kierkegaard antisemit, om så blot moderat. Det var i hvert fald det, der hurtigt blev konsensus om blandt mine utallige kritikere, selvom en af dem skulle have en dags tid til at orientere sig om, hvad der var come il faut at mene om sagen.

Niels Jørgen Cappelørn er uden tvivl den, der kender Kierkegaards forfatterskab bedst, men han er også den, der blandt de anerkendte forskere er allermest rædselsslagen for Kierkegaards radikalitet. Således benytter han enhver lejlighed til at berolige sig selv og folket med, at Kierkegaard skam både var demokrat, feminist og grundtvigianer, selvom en mindre uhildet læsning af nationalkoryfæet snarere ville overbevise om, at han var legitimist, mandschauvinist og fundamentalist.

På den baggrund var det ganske overraskende i Berlingske Tidende den 24. oktober i fjor at læse Cappel­ørns erkendelse af, at Kierkegaard desværre havde en næsten klichéagtig opfattelse af jøder, som vi i dag ville kalde antisemitisme. På journalistens spørgsmål medgav Cappelørn endda, at jeg nok kunne have ret i, at vi forskere havde tysset sagen ned, fordi Kierkegaard er et nationalt ikon.

Det var dog kun på den månedlange debats første dag, at Cappelørn vovede at sætte en finger på Kierke­gaards omdømme, for allerede to dage efter var han vendt på en tallerken. I den følgende tid nægtede han at forholde sig til Kierkegaard som antisemit og dermed også til det langt alvorligere spørgsmål om antisemitismens rødder i den kristne teologi men satte sig i stedet i spidsen for felttoget mod min vanhellige leg med det hellige.

Med dette fik Cappelørn så stort held, at selv Kuttner, der med sin artikel var kommet for skade at give debatten et skævt afsæt, et år efter at have kaldt Kierkegaard en glødende antisemit pludselig den 29. september 2011 i en anden artikel i Berlingske Tidende havde fået så kolde fødder, at han nøjedes med at referere til Kierke­gaards angivelige antisemitisme. Som allerede nævnt står det naturligvis enhver frit for at tage stilling til spørgsmålet om Kierke­gaards forhold til jøderne, men man ville dog både af journalister og teologer forvente en vis konsekvens og kontinuitet i deres domme.

Vi er i en tid, hvor der er en holocaust mellem os, sagde Cappelørn i fjor til Berlingske Tidende med henvisning til de fordomme om jøder, der var udbredt i Kierkegaards samtid. Som jeg påviste i min bog, var der dog også en langt mere jødevenlig tendens i liberale kredse, end man sædvanligvis antager. Men hvis Cappelørn med sin prægnante betegnelse af tonen i tiden som en holocaust mente, at man med sine ord risikerer at legitimere, at andre tager den ligefremme konsekvens af dem, så er jeg enig med ham.

Efter at have besindet sig var det imidlertid heller ikke dette perspektiv, Cappelørn syntes, at vi skulle lægge på Kierkegaards næsten klichéagtige opfattelse af jøder. Altså måtte jeg selv forfægte det synspunkt, som Cappelørn åbenbart kun af vanvare var kommet til at dele med mig. Så meget desto større var min forbløffelse, da han den 29. juli i år om Anders Behring Breiviks terrorangreb i Norge sagde til Kristeligt Dagblad, at det var af stor betydning, at vi påtog os en kulturel medskyld. Ja, det var jo netop min pointe!

Cappelørn sagde også om Breivik, at det var vigtigt at analysere, i hvilken udstrækning han er rundet af vores kultur. Det er jeg i sagens natur enig med ham i, men så forstår jeg ved Gud ikke, at det ikke er lige så vigtigt at analysere, i hvilken udstrækning antisemitisme og holocaust er rundet af vores kultur herunder af en af dens angiveligt bærende skikkelser, nemlig Kierkegaard og ikke blot er et eksklusivt nazitysk fænomen.

Netop dette fik mig til at indlede min bog med et kapitel om det fjendtlige forhold til jøderne i Danmark i begyndelsen af det 19. århundrede, først den litterære jødefejde i 1813 og dernæst pogromen i 1819, der kun lod sig holde i ave af den enevældige konges tungeste militær, som i to uger patruljerede gaderne i København, hvor der var udgangsforbud om natten. Som en påmindelse om, at sligt var sket i lille Danmark og ikke bare i store Tyskland, udgav jeg bogen på årsdagen for krystalnatten den 9. november. Men også dette lod mange sig alt for gerne provokere af, da de enten hævdede, at jeg gjorde Kierkegaard til nazist, eller at jeg ville knægte vores højt skattede mishagsytringsfrihed ved at påstå, at pogromer i almindelighed legitimeres af en forudgående litterær forfølgelse.

Er det ytringsfriheden, Tudvad er ude efter, spurgte Nina Bjørneboe således i sin anmeldelse af bogen i Tidehverv i september i år. Og hvor er hans egen legitimation til at mistænkeliggøre Søren Kierkegaard? Bogen indeholder ingen faktuelle oplysninger til støtte for hans insinuationer. Heller ikke Jørgen Elbek, der den 8. januar i år diverterede med en stort opsat artikel om sagen her i avisen, ville vide af, at der skulle være nogen som helst dokumentation i min bog for, at Kierkegaard var antisemit.

Elbek reducerede fikst al min angivelige ikke-dokumentation til at være de to citater, som i Berlingske Tidende havde fået Kuttner til at kalde Kierkegaard for en glødende antisemit. Ser man bort fra alle de andre eksempler på Kierkegaards næsten klichéagtig opfattelse af jøder, som Cappelørn i sin tid indrømmede eksistensen af, og som jeg tålmodigt har repeteret i denne og andre aviser, så er det bemærkelsesværdigt, at nøjagtig de samme citater får én til at væmmes og en anden til at trække på skuldrene.

Jeg vil helst ikke gentage mig selv, så her kan jeg i stedet til benefice for Elbæk referere en erindring om Kierkegaard, som jeg ikke fik med i min bog, da jeg ganske enkelt glemte den. Wilhelm Ignatius Karup fortæller i sine memoirer, Mit Livs Roman, at han engang i midten af 1840'erne stod i lære hos en jødisk boghandler i København, hvor Kierkegaard ofte kom:
Sig mig en gang, er De jøde eller kristen, spurgte Kierkegaard ham en dag. Jeg er kristen. Ja, tænkte jeg det ikke nok, men hvorfor er De så hos en jøde? Fordi han netop havde brug for mig. Altså dét er grunden! Fanden har også brug for Dem; altså må De også gå i hans tjeneste, ikke sandt? Men der er dog en stor forskel på Fanden og en jøde. Ja, ganske vist, men Deres stilling er alligevel meget farlig. De står på nippet til at fare til Helvede. Hvorledes da? De står i tjeneste hos en, der rejser dertil.
I det samme dukkede den forkætrede jøde og boghandler selv op og gjorde indsigelse mod Kierkegaard: Det er lige meget, enten man er jøde eller kristen, når man blot svarer enhver sit og gør ret og skel mod sine medmennesker. Ligemeget! Ja, De har ret, man bliver da ikke af politiet smidt i hullet; men når man er og forbliver jøde, så farer man dog til sidst lige lukt i Helvede! Adieu!

Hvis en lignende scene udspandt sig for Elbæks øjne i dag, anno 2011, ville han så tøve med at betegne den pågældende som antisemit? Eller hvad med Nina Bjørneboe, ville hun? For slet ikke at tale om Cappelørn? Næppe, for sagen er den, at de alle som én frikender Kierkegaard, fordi det er Kierkegaard, og ikke fordi hans udsagn om jøder er uskyldige.

De forholder sig med andre ord ikke juridisk-sagligt til ham, men religiøst-tilbedende, for det er manden og ikke hans gerninger, der overbeviser dem om hans renhed.

Dette er især betænkeligt, når det handler om en (nu tidligere) direktør for et forskningscenter, der med den ene hånd etablerer en næsten forbilledligt videnskabelig udgivelse af Kierkegaards skrifter og med den anden hånd suspenderer al videnskabelighed for efter forgodtbefindende at kunne bekræfte billedet af Kierkegaard som enestående stilist, enestående teolog, enestående demokrat osv.

Som teolog er han bestemt enestående, i hvert fald efter vore dages standarder, der ikke vil vide af den radikalitet, som jeg selv på én gang er pirret og frastødt af, men som jeg i modsætning til hans ellers så ivrige apologeter tager for pålydende. Herom skrev Klaus Wivel en rammende kommentar i Weekendavisen den 12. november 2010:

Et flertal af dem, der har kritiseret Tudvads bog, er enten teologer eller erklæret kristne. Jeg har en mistanke om, at de i højere grad føler ubehag ved det billede af kristendommen, Kierkegaards jødehad afdækker, end ved hans fordomme, som var ganske almindelige. Kierkegaards egen kristendom er et negativ af den måde, han beskriver jødedommen på. Lidelse, menneskehad det var for ham den rette vej. Hans protestantisme er ekstrem. Af hin enkelte kræves der, at han opdyrker en asketisk, afsondret, selvpinerisk, nydelsesfortrængende, dødsbegærende og selvhadende tilværelse. Den fordring har eftertidens danske kristne haft ualmindeligt svært ved at leve op til. Tudvads hårdeste dom falder derfor ikke over Kierke­gaards antisemitisme, men over hans kristendom. Det tror jeg, Tudvads kritikere har fornemmet. Den Jordiske Velvære, Kierkegaard foragtede hos jøderne, stræber vi naturligvis alle med flid efter. I dag er vi alle jøder.

På den baggrund viser der sig en parallel mellem den massive kritik, jeg blev udsat for, da jeg i 2004 søgte at gøre op med den bekvemme opfattelse af Kierkegaard som dandy og levemand, og den, jeg nu bliver udsat for på grund af min diskussion af hans antisemitisme.

Som man måske vil erindre, påviste jeg i 2004 i min bog Kierkegaards København, at Kierkegaard var langt mere godgørende, end man ellers havde antaget, og at han tog sig næstekærligt og selvudslettende af en psykisk syg snedkersvend med kone og to børn. Dengang blev jeg skudt i skoene, at jeg gjorde Kierkegaard til pietist, selvom jeg ikke foretog mig andet end at tage ham på ordet og gå hans biografi kildekritisk efter i sømmene. Det var mit portræt af Kierkegaard som en, der stræbte efter at ligne sit forbillede, Kristus, som han havde fremstillet ham i sit forfatterskab, der gjorde ondt på mine ømskindede kritikere og det er, som Wivel skriver, formentlig det samme, der plager dem i den aktuelle sammenhæng.

Når forbilledet er Kristus, siger det sig selv, at man aldrig kommer til at ligne det i et og alt. Men det burde også sige sig selv, at man aldrig bliver bevidst om ikke at ligne forbilledet, hvis man ikke anstrenger sig den mindste smule for at ligne ham. Syndsbevidstheden forbliver aldeles abstrakt, når man blot dogmatisk bekender at være en synder, men ikke vil vide af nogen konkret synd, fordi man har været så human at sætte fordringen til sig selv så lavt, at man uden problemer kan honorere den.

Som protestant burde man ellers nok være opmærksom på, at synden gør sig gældende i stort og småt, for øjnene af en og bagom ryggen. Det bryder man sig dog ikke meget om, så derfor vinder jeg alt andet end gehør, når jeg f.eks. hævder, at antisemitiske ord ikke er uskyldige, men bærer konsekvensen i deres kim. Så vil man slet ikke tale om synd og nåde, men om ytringsfrihed og demokrati. Er det derimod den redelige Peter Øvig Knudsen, der erkender, at han med sin venstreorienterede revolutionsretorik i 1970erne bærer et moralsk medansvar for, at Blekingegadebanden gjorde, som han og hans politiske trosfæller sagde, så nikker man bifaldende. Det samme gør man, når nogen finder rødderne til vor tids islamistiske terror i Koranens martialske teologi. Men når talen falder på den kristne antisemitisme, er det straks en anden og helt uskyldig snak.

I bund og grund handler det om, hvorvidt man som kristen redeligt vil tilstå sin religions historiske disposition for antisemitisme, og hvorvidt man som begejstret kierkegaardianer vil læse mesteren på hans egne præmisser og uden at forvrænge ham til politisk korrekt ukendelighed. Derfor er jeg ikke i tvivl om, at Kierke­gaard, hvis han nu som han i munter tro på den evige salighed udtrykte det på sit dødsleje i 1855 sidder overskrævs på en lyserød sky og synger halleluja, lader sin velsignelse lyse over mig, den oprigtige agnostiker, og sin forbandelse ramme alle de halvbefarne og halvstuderede fusentaster, der hævder at repræsentere hans sag, men gør det ved at hugge en hæl og klippe en tå, når skoen trykker.

Peter Tudvad er forfatter og filosof, bosiddende i Berlin.