Den dag min far – ikke – kom helt hjem
Per Schultz Jørgensen husker tydeligt den dag, hans far kom hjem med De Hvide Busser efter halvandet år i koncentrationslejren Sachsenhausen. Dagen blev et vendepunkt for hele familien og et symbol på, at de klarede den svære tid under Besættelsen.
Per Schultz Jørgensen var til en kammerats fødselsdag, da hans mor pludselig ringede og sagde: ”Det er nu”.
Det var den 28. april 1945, og opkaldet betød, at nu ville hans far endelig komme hjem. Mange gange var den 12-årige Per mødt op ved vejen, hvor De Hvide Busser passerede. Ugerne op til dagen havde været præget af glæde, nervøsitet og skuffelser. Faderen havde ikke været blandt passagerne i nogen af de mange konvojer med hvide busser, der kørte forbi Haderslevvej i Kolding, hvor familien boede.
Hans far var blevet arresteret i december 1943, fordi han var med i en modstandsgruppe, der udsendte et illegalt blad, som hed ”Budstikken”, og duplikatoren med mere stod i deres kælder. Et medlem af gruppen blev anholdt og angav de andre, som blev ført til kz-lejren Sachsenhausen i Tyskland.
Per Schultz Jørgensen husker tydeligt den dag i april, hvor han var til fødselsdag. Han var bange for, at busserne allerede var kørt videre. Der var ingen tid at spilde.
”Jeg skulle skynde mig hjem, så ville vagtværnet køre os ud til et sted, hvor busserne sikkert ville gøre en kort pause. Jeg styrtede af sted, løb og løb, Tøndervej, Seest Bakke, forbi Mejeriernes Maskinfabrik op ad vejen. Hjem, hvor der holdt en af vagtværnets biler, der var plads til min mor og vi tre største børn – så afsted, ud af byen og mod Lillebæltsbroen. En lille Citroën, hvor vi lige kunne klemme os ind,” erindrer den danske professor emeritus i socialpsykologi.
Citroënen kørte på de bakkede veje gennem Nørre Bjert og videre mod broen, op og ned gik det, og fra bakketoppene kunne de se de næste toppe, og på den sidste bakketop inden broen kunne de se hele kortegen af hvide busser, 10 til 15 stykker, holde parkeret ved vejkanten.
”Jeg løb helt op til den første bil i kortegen, og derefter skulle jeg tage dem en efter en – op i bilen og råbe ind: ‘Er Frovin Jørgensen her?’ Efter et par forsøg i de første busser var han der, han sad lige foran mig, jeg nærmest råbte ind i ansigtet på ham – et chok, en befrielse, en forløsning, en genforening, en omfavnelse, knust og opløftet – resten har jeg svært ved at huske.”
Per Schultz Jørgensen genkalder sig dog, at faderen kom ud af bussen og fik omfavnet dem alle, og efter alt for kort tid måtte han ind i bussen igen og af sted mod broen. Væk igen! Det blev en kort glædesstund, for Danmark var stadig besat, så busserne kørte videre til Sverige.
Mens redningen af omkring 10.000 danske jøder, modstandsfolk og politimænd for 75 år siden markeres i disse uger i april, venter Per Schultz Jørgensen en måneds tid med at finde flag og glædestårer frem. For ham er det nemlig den 17. maj, der er den store jubilæumsdag, en slags personlig nationaldag, som den tidligere formand for Børnerådet kalder den dag, hans far rigtig kom hjem.
Ugerne op til denne aprildag står også stærkt i Per Schultz Jørgensens hukommelse. For den lange hjemtur fra Sachsenhausen var begyndt længe før, og hver dag var fyldt med forventninger og rygter om fangernes ankomst. Det betød flere ture, både dag og nat, op til Haderslevvej, der var indkørselsvejen til Kolding.
“Der var opstillet store telte med lange borde, her var der Røde Kors-folk, der var hjælpere, der var frivillige – alle ville gøre en indsats for at give fangerne opmuntring og støtte, når de kom, og busserne gjorde holdt. Ingen vidste, hvor længe de ville stoppe op, derfor skulle man skynde sig. Mad blev delt ud, noget at drikke, en madpakke i hånden – og så fra bus til bus – lige indtil man råbte, at nu skulle busserne videre,” fortæller Per Schultz Jørgensen.
Dage og uger gik, og hans far var ikke med busserne. I skole, gå og vente, skynde sig hjem, høre, om der var nyt. Det var svært at samle sig om noget som helst, husker han.
”Somme tider tænker jeg på, hvor mange busser jeg har set indefra, når jeg stak hovedet ind for at finde min far. Jeg glemmer aldrig duften af desinficerede busser, synet af sundhedspersonale, chauffører og fangerne, der sad på rækkerne bagved. Udenfor var der en helt særlig fornemmelse og stemning. Der blev råbt hurra, folk stod klar med smørrebrød og varm kaffe. Der var en berusende følelse af, at nu kom de fortabte tilbage igen.”
Derfor var det også særlig ubærligt kun at se faderen for en ganske kort stund, da han endelig kom med busserne. Faderen overvejede på et tidspunkt at forlade bussen, men de havde afgivet et løfte om at blive i den. Senere har han forklaret, at han ikke turde løbe den risiko, når han nu var så tæt på.
Især for et barn var det svært at vente de uger, fra den 28. april til Befrielsen den 5. maj og til den 17. maj.
”Vi stod på banegården i Kolding og ventede og ventede. Klokken var 10 om formiddagen. Alle i familien var linet op, min mor og vi seks børn, vi var i det stiveste puds, men der kom ingen tog. Han skulle nu være nået til Fredericia. Men der var ingen togdrift. Opgivende gik vi ud på banegårdspladsen, og så pludselig kommer en bil drønende ind på pladsen, den tager turen rundt om Christian Berg-statuen flere gange, stopper op, og ud springer min far sammen med to kammerater. De havde simpelthen taget en taxa, og nu stod de her. Han var i lyst svensk sommertøj, solbrændt og overstrømmende glad. Det blev begyndelsen på dagen for min 17. maj.”
Senere samme dag blev hans far interviewet, og de tog et billede af hele familien ude i de nye havemøbler, som nogen havde foræret dem. Billedet har Per Schultz Jørgensen stadig, og hver gang, han ser på det, bliver han mindet om den ufatteligt store glæde, han var fyldt af hele den dag og mange dage efter.
”Billedet er ikonisk for os og et udtryk for, at vi kom igennem det. Det var også det, min mor sagde, den dag min far blev anholdt. ‘Vi bøjer ikke nakken’. Min far overlevede, vi holdt ud og blev holdt sammen som familie. Derfor betyder oplevelserne fra Besættelsen og ikke mindst fra befrielsen med De Hvide Busser stadig meget for mig og mine søskende. Her fik vi ekstra mod og et sammenhold i familien, der har holdt helt frem til i dag.”
Jeg troede ikke på det
Birgit Krasnik Fischermann var seks år, da hvide busser hentede hende og hendes familie efter 18 måneder i kz-lejren Theresienstadt.
”Jeg tager først min hat på igen, når vi skal hjem.” Det lovede hendes far, da de ankom til Theresienstadt i oktober 1943. 18 måneder senere fandt han den fine hat med blåt bånd, som han plejede at have på i synagogen, frem igen.
Uden for nazisternes fangelejr i det daværende Tjekkoslovakiet, der var besat af Tyskland, stod hvide busser parat til at køre dem væk fra lejren, ud af farezonen og op igennem Tyskland, hvor krigens sidste slag blev udkæmpet.
”Far hentede mig med sin hat på. Jeg så på ham og blev klar over, at der var noget helt specielt, han ville,” fortæller Birgit Krasnik Fischermann om den dag, busserne ankom til lejren.
”Vi gik gennem nogle gader, og endelig var vi fremme ved lejrkommandantens hus og det, som far ville vise mig – et par hvide busser med røde kors. Han sagde glædestrålende: ’Se Birgit, det er de hvide busser, der skal køre os hjem til Danmark’. Jeg så på ham, men kunne ikke tro på, at det kunne være sandt,” siger den 81-årige Birgit Krasnik Fischermann, der er formand for Theresienstadtforeningen, som består af overlevende fra lejren.
De dage midt i april 1945 glemmer hun aldrig. I 18 måneder havde hun og hendes familie, bedsteforældre, far, mor og lillebror, der blev født i lejren i februar 1944, været fanger i lejren under kummerlige forhold og med en stor angst for at blive ”sendt videre” til det, der var værre: Den visse død i en udryddelseslejr et andet sted. De fleste fanger i Theresienstadt blev sendt østpå i togvogne, men ikke de danske jøder. De undgik den skæbne på grund af en helt særlig aftale med nazisterne, der tillod netop danske og norske fanger at blive hentet til Sverige i krigens sidste måneder.
Birgit Krasnik Fischermann var sikker på, at busserne var en del af de nazistiske deporteringsplaner, som hun havde hørt om så mange gange i lejren.
”Men det var sandt. Vi fik senere samme dag besked på at pakke de ting, vi havde, og begive os til Jägerkasernen, hvor vi skulle vente i halvandet døgn på, at busserne skulle hente os. Jeg var skrækslagen for, hvad der skulle ske, og om natten var jeg frygtelig syg med ondt i maven og frygtelige opkastninger,” fortæller hun.
Endelig søndag formiddag den 15. april blev portene slået op, og udenfor holdt en masse hvide busser, som skulle køre de omkring 420 danske jøder væk fra Theresienstadt. Da de skulle afsted, stillede en fange, der var skuespiller, sig op foran tyskerne og sang på dansk noget a la ”vi kører nu, vi kører nu”.
Og da de kørte væk, stod der en del mennesker fra lejren og vinkede farvel.
”Vi blev kaldt for lejrens skytsengle, både på grund af de særlige pakker med mad, vi havde modtaget fra Danmark, som formentlig reddede vores liv, og også på grund af historien om redningen af de fleste jøder i oktober 1943. Så længe vi var i lejren, følte de andre fanger sig mere sikre. Men da vi forlod den, vidste de ikke, hvad der skulle ske.”
Birgit Krasnik Fischermann husker også rejsen hjem. Det var svenske og danske chauffører, der kørte busserne. Gardinerne var trukket for, så de ikke skulle se ud på alle ødelæggelserne og elendigheden. Det var kun chaufføren, der kunne se ud af forruden, og i hver bus sad en tysk soldat, der skulle stå af i Padborg. Men da de havde kørt nogle timer, rullede vi gardinerne op og kiggede ud alligevel. Og det, de så, var skrækkeligt, fortæller hun.
”Der var ikke et eneste helt hus at se. Alt var bombet. Vi så folk gå rundt med bare fødder og lede efter noget i ruinerne.”
På et tidspunkt kort efter afgang lød der et stort brag. Chaufføren var faldet i søvn, og deres bus var kørt ind i en lygtepæl. Bussen var ødelagt, og de skulle fordeles i de øvrige busser i kortegen. Birgit Krasnik Fischermanns halvandet år gamle lillebror blev lagt i bagagenettet.
Busserne kørte langsomt og forsigtigt gennem Tyskland, der var under heftige angreb fra allieret side, og busserne var nødt til at navigere gennem bombardementerne. De røde kors på taget skulle sikre, at bombeflyene ville undgå dem, og når de holdt pause i en lysning i en skov, blev der rullet et stort dannebrogsflag ud på jorden.
Da busserne nåede Potsdam, var der et kraftigt luftbombardement over Berlin, så de måtte køre i læ i en skov, indtil bombardementet var overstået. Herefter kunne de fortsætte den farefulde rejse til Danmark. De ankom til Padborg den 17. april 1945 og blev modtaget af hvidklædt personale, som gav de udmattede og sultne passagerer mad og drikke.
Modtagelsen i Danmark var enestående, husker hun. Der stod masser af mennesker på vejene og råbte ”velkommen hjem”, de kastede slik og frugt ind gennem vinduerne på bussen. Også tyske soldater smilede og vinkede til dem i busserne. I Odense gjorde de holdt og overnattede i rene hvide senge med hvide hovedpudebetræk, hvide lagner og hvide dynebetræk.
”Vi troede, vi var kommet i himlen,” fortæller hun.
Dagen efter kørte de til København og sejlede til Malmø. Birgit Krasnik Fischermann husker især en rørende scene ved ankomsten i Sverige, hvor de blev modtaget af slægtninge og venner, der havde klaret flugten til Sverige i oktober 1943.
”Min morfar genså en gammel ven, og de krammede hinanden og var så glade.”
Birgit Krasnik Fischermann tænker ofte på de mange frivillige, der sikrede, at redningsaktionen kunne lade sig gøre. Det var sygeplejersker, læger, chauffører og andre modige, der livet på spil. Hun har også mødt nogle af dem til nogle af de mange foredrag, hun stadig holder om sine oplevelser under krigen. Hun har spurgt, hvad der drev dem. Medmenneskelighed, svarede de. Og den del af Anden Verdenskrig er så vigtig også at få fortalt ved siden af alle de rædselsfulde historier.
”Det gør jeg, så længe jeg kan,” forsikrer hun.
Birgit Krasnik Fischermann er født Krasnik og i slægt med skribenten til denne artikel. 17 medlemmer af Krasnik-familien blev deporteret til Theresienstadt.