Prøv avisen
Besættelsen

Beretninger: Sådan oplevede tre danskere den 9. april

Børn med deres cykler i Skagen under besættelsen. Læg mærke til hagekorset på pigen bagest til højre.

Læs eller genlæs her tre beretninger om, hvordan helt almindelige danske børn og unge oplevede besættelsesdagen

Artiklen er skrevet i 2015. Vi bringer den igen i anledning af, at det i dag er 78 år siden, Danmark blev besat.

For de fleste danskere begyndte begivenhederne med lyden af flyvemaskiner fra morgenstunden den 9. april 1940.

Snart efter kom radiotalerne og de nedkastede flyveblade med den velkendte stavefejl: Oprop!

Og så fulgte de lange rækker af køretøjer og soldater.

Tyskerne var rykket ind, Danmark var besat.

De efterfølgende fem år skulle meget ændre sig.

I dag er det 78 år siden, men alle, der oplevede begivenhederne dengang, husker dem stadig og husker dem tydeligt.

Herunder fortæller fire helt almindelige danskere, der var børn eller unge dengang, hvordan de oplevede en af de mest markante dage i nyere dansk historie.

Artiklen fortsætter under billedet.

Vi kunne se hagekors på flyene

Jeg var 22 år og sygeplejeelev dengang, så jeg boede på sygeplejerskolen. Lige nøjagtig den 9. april var jeg tilfældigvis hos min mor i mit barndomshjem i Gentofte.

Pludselig kunne vi høre en høj summen udefra, så vi kiggede ud af vinduet og så flyene komme i endeløse rækker. Det blev bare ved og ved, jeg havde aldrig set noget lignende. Jeg kunne se hagekorsene på flyene, så lavt fløj de, men jeg var ikke bange, for jeg forstod ikke, hvad der var ved at ske.

Året før, i 1939, havde jeg cyklet ned gennem Tyskland med tre veninder. I bakspejlet var det jo helt tosset, verden var jo på randen af krig, men vi var nok ret naive. Jeg husker, at nogen spurgte, om vi ikke var bange, men næh. Vi tænkte ikke på, at krigen skulle involvere Danmark.

Vi så godt, at der stod ’Jøder ikke ønsket’ overalt, men vi så ingen krigsmaskiner og mærkede ikke noget krigen. Senere fandt jeg ud af, at den dag, vi begyndte hjemturen fra Harzen, også var den dag, tyskerne gik ind i Polen.

Da tyskerne så kom den 9. april, var min familie mest bekymret for min fars malerier. Han var den kendte kunstmaler Ernst Zeuthen. Han døde i 1938, men lige i de dage var der en mindeudstilling for ham i gang på Den Frie Udstillingsbygning, og vi var bange for, at tyskerne ville bombe eller stjæle hans værker. Jeg var dog ikke mere rystet, end at jeg hurtigt kom i tøjet og tog ind for at se, hvad der skete i København.

Senere blev vores hus gemmested for en hel del modstandsfolk, blandt andet ham, de kaldte Citronen. Min mor gemte også kirkeministeren, Arne Sørensen. Jeg havde også krigen tæt inde på kroppen, for flere af overlægerne på hospitalet, hvor jeg arbejdede, var nazister. De gik rundt med dødelig gift i lommerne, hvis tyskerne skulle tabe.

Artiklen fortsætter under billedet.

Vi kastede snebolde efter flyene

Den 9. april 1940 var jeg ni år. Mit hjem var en mindre landbrugsejendom syd for Serritsby cirka fem kilometer nord for Brønderslev. Tidligt den morgen blev vi alle vækket af en voldsom larm fra flyvemaskiner. En helt uvant situation. I tiden før den 9. april vakte en enkelt flyvemaskine opsigt. Nu lød det, som om der kom flyvemaskiner i flokkevis.

Min bror Arne på 11 år og jeg havde fælles kammer. Vi sprang ud af vinduet og så straks en sværm af flyvemaskiner. Der var to typer, fandt vi senere ud af. Store Junker transportmaskiner og hurtige Messerschmitt jagermaskiner. Alle med kurs mod nord, mod Norge. Specielt jagermaskinerne fløj lavt. En eller to af dem var så tæt på vores ejendom, at en skorsten revnede ved lufttrykket.

Det var en voldsom start på det, der skulle have været en normal dag med skolegang og medvirken ved forskellige gøremål i hjemmet. I skole skulle vi jo. Ingen meddelelse om aflysning eller lukning.

Normalt startede undervisningen lidt over otte efter den fælles morgensang afsluttet med Fadervor. Før vi den dag løb hjemmefra, havde der ikke været megen tid til at få mere at vide om, hvad der var sket og måske ville ske. Ville de nedkaste bomber? Ville der komme soldater? Vi havde jo hørt og læst om de frygtelige begivenheder i Polen året før. Min storebror Arne kunne faktisk læse avisen, Vendsyssel Tidende, da han startede i første klasse.

Det spørgsmål, der trængte sig på undervejs til skole, var spørgsmålet om, hvordan vores to lærere ville reagere. Vores førstelærer Knudsen stod normalt for den fælles morgensang og afsluttede altid med Fadervor stående foran kateteret. Gjorde han denne dag, som han plejede, kunne det hele ikke være så slemt endda, tænkte jeg.

I skolegården blev vi mødt af andre elever. Flere kom til. Alt imens genlød luften af larmen fra de mange flyvemaskiner. Der var blandt os - mens vi stod der i skolegården - ikke tale om egentlig frygt. Vi vidste jo heller ikke rigtigt, hvad der var at frygte. Men spændende var det.

Så blev vi kaldt ind til den fælles morgensang. Vi sang en sang eller salme - og så skete det: Lærer Knudsen stillede sig foran kateteret og læste Fadervor. Det var en kolossal lettelse, at alt var, som det plejede. I de efterfølgende frikvarterer talte vi flyvemaskiner, 321 alt i alt. I dag tænker jeg, om det virkelig kunne passe?

Senere på dagen efter skoletid hørte vi så, at Kong Christian 10. og statsminister Stauning havde holdt taler. I vores udlægning blev det til, at de havde opfordret alle til at opføre sig ordentligt og ikke lave ballade. Og så var der noget med at tilpasse sig de ændrede forhold.

Det blev senere fortalt, at Danmarks Radio havde været lidt uheldig med valget af en morgensang: Det drejede sig om den smukke salme, “Nu rinder solen op af østerlide..”

Problemet fremgår af tredje vers: “Han har i denne nat med engleskarer mit hus og hjem omsat, at ingen fare har mig og mine ramt i nogen måde, men jeg er frelst og fri fra dødens mørke sti og sjælevåde”.

Hjemme i haven lå der en dynge sne. På grund af vejrskifte var sneen lidt hård og sammenhængende, velegnet til snebolde. Med et elastisk stykke krydsfiner kunne der sendes snekugler højt op i luften. Dog ikke højt nok til at ramme lavtgående fly, så nogen nedskydning blev der ikke tale om, og vi inddrog ikke andre våben fra vores lille arsenal af flitsbuer og slangebøsser.
Men vi havde kæmpet.

Om eftermiddagen den 9. april var vejret forårsagtigt, og markarbejdet var ved at komme i gang. På marken nord for vores ejendom var min ældste bror Ole i færd med at harve. Vores to nordbagger, Lis og Per, fulgte villigt Oles signaler gennem tømmerne og hans små kommandoråb. Harmonien blev dog hurtigt spoleret: En jagermaskine drønede lavt hen over marken. Lyden og lufttrykket fik hestene til at gå i knæ.

Ole løftede truende den knyttede højre hånd op mod flyet, men det er nok mere end tvivlsomt, om Oles “hilsen” blev registreret.

Sidst på eftermiddagen viste de første tyske kolonner sig på hovedvej 14. Hestetrukne vogne og køretøjer af forskellig art, motorcykler og soldater til fods. Spændende for en niårig dreng at kigge på. Jeg erindrer ikke, at nogen af soldaterne så bistre eller onde ud.

Fra myndighederne var der udsendt påbud om mørklægning. Intet lys måtte slippe ud. Af nogle gamle lægter fik vi sammenflikket rammer, der passede til vinduer fra lokaler, hvori der var lys. Rammerne blev forsynet med indpakningspapir/karduspapir, og så var den mørklægning klaret, troede vi. Lidt efter mørkets frembrud fik vi imidlertid besøg af to betjente, der pålagde os en række forbedringer af den sporadiske mørklægning.

Ved sengetid bad vores elskelige og troende mor Vorherre om at passe godt på os alle sammen. Vores far døde i januar 1939 kun 54 år gammel. Medvirkende til den tidlige død var eftervirkningerne efter Den Spanske Syge, der ved slutningen af Første Verdenskrig bortrev omkring 20 millioner mennesker - specielt unge.

Ved krigens begyndelse stod vores mor således alene med ansvaret for seks børn i alderen 8-18 år og for driften af landbrugsejendommen på cirka 25 tønder land. Hvordan hun klarede de efterfølgende “fem forbandede år” er næsten uforståeligt. Trods mangeartede og store vanskeligheder sørgede hun for, at vi hver dag fik nærende og veltillavet mad og tøj på kroppen, og hun drog omsorg for, at skolegang og lektielæsning blev passet. Under de givne forhold en sand heltegerning.

Artiklen fortsætter under billedet.

Min far græd

Den 9. april var jeg 15 år gammel og den ældste af seks søskende. Jeg arbejdede på mine forældres lille gård på 15 tønder land i Uggerløse ved Holbæk. Vi boede på landet og hørte ikke noget om besættelsen før senere på dagen. Sådan var det at bo på landet. Man levede ret isoleret.

Om formiddagen var min far taget til mejeriet for at hente valle. Da han kom hjem, gik han med hestene ind i stalden og stod og græd. Han sagde: ”Tyskerne har taget os.” Det er noget, man aldrig glemmer.

Spisebordet stod dækket hele dagen, og ingen spiste noget. Henunder aften begyndte vi at sætte mørklægningsgardiner op. Det var en meget trist dag. Mine forældre var i Indre Mission, og de havde hørt om en missionær, der var kommet i koncentrationslejr. Men ellers vidste vi ikke ret meget om forholdene i Tyskland.

Lone Zeuthen Pallesen, 96 år, Vejle. Foto: Claus Fisker
Knud Gammelgaard, 84 år, Sindal
Edith Johansen, 90 år, Hvalsø