Sårene efter de allieredes bombning af Dresden er stadig åbne

For 75 år siden sønderbombede de vestallierede den østtyske barok-by Dresden få måneder inden Nazitysklands kapitulation. Lige siden har historikere og overlevende ført en bitter strid om, hvorvidt ødelæggelserne var legitime eller unødvendige krigsforbrydelser. Bombardementet var rationelt, men ikke rimeligt, siger britisk historiker bag værk om begivenheden

Sådan tog Dresden sig ud, hvis man efter bombardementerne den 13. og 14. februar 1945 kiggede ud over byen fra toppen af rådhusbygningen. - Ritzau Scanpix.
Sådan tog Dresden sig ud, hvis man efter bombardementerne den 13. og 14. februar 1945 kiggede ud over byen fra toppen af rådhusbygningen. - Ritzau Scanpix.

Selvom Tysklands krigslykke for længst var vendt, og store dele af landet var blevet bombet af de vestallierede, var tirsdag den 13. februar 1945 en relativ munter dag for den tyske dreng Georg Frank. Det var dagen før askeonsdag, og Georg Frank boltrede sig ligesom de øvrige børn i Dresden-forstaden Johannstadt iklædt fastelavnskostume – Georg Frank med en klovnehat på hovedet. Glad og tilfreds faldt han øjeblikkeligt i søvn, da hans forældre samme aften lagde ham i seng. Det blev hans sidste tre timer i familiens lejlighed. I løbet af de næste 37 timer skulle omkring 25.000 mennesker dø i Dresden. Georg Frank blev vækket af en stemme i faderens hjemmebyggede radio:

”Achtung Achtung! Store angloamerikanske bombeflyenheder nærmer sig Dresden! Afstand cirka 20 kilometer! Gå til beskyttelsesrummene!”

Sirenerne i byen begyndte at hyle. Georg Frank blev revet ud af sengen af sin mor, svøbt i et tæppe, og familien hastede ned i ejendommens kælder, som hurtigt blev fyldt af beboere. Så kom bragene. Ejendommen overlevede de allierede flyvemaskiners første bombardement. Men den anden bølge af bomber tilintetgjorde alt andet end ydermurene. Røgen og en kvælende varme trængte ned i kælderen og tvang beboerne ud. Georg Frank og hans familie løb i retning af Elben. Vand, luft, flugt, det var det eneste, de tænkte på. En brandvarm blæst rev det våde klæde af drengens skuldre, som hans mor havde givet ham til beskyttelse. Overalt var der skrigende mennesker. Mennesker, der brændte som fakler. Murbrokker og knust glas. Og asfalten var så varm, at den klæbede til skoene. Georg Frank overlevede bombningen af Dresden og nedfældede oplevelsen i sine erindringer. Tusindvis af andre blev kvalt eller brændt ihjel. De vestallierede havde smidt mere end 4500 ton sprængstof og brandbomber, og da røgen havde lagt sig, lå det meste af den 800 år gamle barokby, en af Europas smukkeste byer og kendt som Elbens Firenze, i ruiner.

Lige siden har politikere, historikere og overlevende ført en bitter strid om, hvorvidt bombardementet for 75 år siden var en unødvendig krigsforbrydelse eller et vigtigt led i de allieredes sejr over Hitlertyskland.

”Dresden var en civil by uden militær betydning. Hvorfor brændte vi dets folk?”, har den britiske historiker Dominic Selwood skrevet i The Telegraph, mens Victor Gregg, som var britisk krigsfange i byen under bombningerne, i The Guardian taler om en ”krigsforbrydelse på højeste niveau”.

Men Dresden havde militærstrategisk betydning, understreger Dietmar Süss, professor i nyere historie og samtidshistorie ved tyske Augsburg Universitet og forfatter til bogen ”Tod aus der Luft. Kriegsgesellschaft und Luftkrieg in Deutschland und England“ (Døden fra luften. Krigssamfund og luftkrig i Tyskland og England).

”De allierede betragtede Dresden som et vigtigt militært mål i krigens sidste fase: Dresden var en stadig intakt garnisonsby samt et strategisk transportknudepunkt for overførsel af tropper fra østfronten og til beskyttelse af Rigshovedstaden Berlin,” siger han.

Professoren tilføjer, at angrebet på Dresden ikke adskilte sig markant fra andre angreb.

”Så snart vejret var gunstigt, var bombningen af de østtyske byer, inklusive også Leipzig og Chemnitz, planlagt for at blokere brændstofforsyninger, ramme infrastrukturen i riget og skabe ’fremkomsten af kaotiske forhold’. Dette omfattede udtrykkeligt også civile mål i regionshovedstaden Dresden,” siger han.

Alligevel spiller bombardementet af Dresden en større rolle for byens kollektive hukommelse og selvbillede, end for eksempel angrebene i Hamborg gør det for befolkningen der. Også selvom der blev dræbt flere i den vesttyske havneby, hvor cirka 40.000 menes at være omkommet i ildstormene under Operation Gomorrah i 1943.

Dresdens særlige position – ikke bare i byens, men i den kollektive tyske hukommelse – begyndte med den nazistiske propaganda, fortæller professor Dietmar Süss. Den 15. februar 1945 spredte det tyske nyhedsagentur på vegne af propagandaminister Joseph Goebbels det budskab, at ”terrorangrebet” mod barokbyen var det endelige bevis på, at de allierede ikke forfulgte militære mål, men ønskede at tilintetgøre tyskerne. De britiske medier var ikke særligt opmærksomme på propagandaen, og nyheden spredte sig derfor hurtigt til omverdenen via den frie presse. Nazisternes offentliggjorte tal på 100.000 omkomne blev hurtigt til 200.000 – et tal, som den udenlandske presse tog til sig uden at verificere det, fortæller Dietmar Süss.

Med den kolde krigs begyndelse og DDR’s grundlæggelse i 1949 blev fortællingen om Dresden også et politisk våben. Mens der i Vesttyskland i det mindste officielt blev udvist respekt over for de vestlige allierede, tog man i DDR den nazistiske terminologi til sig og talte om ”anglo-amerikanske terrorangreb” mod barokbyen.

”Det statssocialistiske mål var at rive masken af vestlig imperialisme ved hjælp af erindringen om luftkrigene. Igen talte man om det ’forsvarsløse’ Dresden, men nu som en offerby, som var blevet bombet, fordi Vesten havde ønsket at ødelægge sovjetternes fremtidige territorium og således forhindre opbygningen af socialismen,” siger Dietmar Süss.

”Dresden blev således indbegrebet af byboers lidelser og samtidig en socialistisk saga om genopbygning og heltemod,” siger han.

Den britiske historiker Frederick Taylor er forfatter til det anmelderroste værk ”Dresden: Tuesday, February 13, 1945”, hvori han også argumenterer for, at der var ganske rationelle grunde til at bombe Dresden. Det har fået kritikere til at fremstille ham som én, der bifalder bombningen. Men det er forkert, understreger han.

”Jeg ser ikke bombningen af Dresden som rimelig, men rationel. Forskellen er vigtig. Dresden havde strategisk og militær værdi såvel som industrier, der var vigtige for den tyske krigsindsats, og det var derfor rationelt for de allierede at bombe byen,” siger han.

Men omfanget af disse bombninger den 13. og 14. februar 1945 var det moralske problem, tilføjer Frederick Taylor.

”Som privatperson beklager jeg dybt ødelæggelsen af så meget kulturel og arkitektonisk arv og så mange menneskeliv og har ofte ønsket, at beslutningen om at bombe Dresden den nat aldrig var blevet truffet,” siger han.

Bombningen gav de allierede en vis militær fordel, men kun midlertidigt, og det var efter Frederick Taylors overbevisning ikke tilstrækkeligt til at retfærdiggøre så store ødelæggelser og tab af liv.

”Imidlertid kan jeg som historiker godt forstå de allieredes beslutning, og jeg ser det som mit job at forklare dette og således gøre andre i stand til at forstå denne beslutning. Det er grunden til, at nogle mennesker uretmæssigt mener, at jeg personligt ’godkender’ bombningerne. Men kort sagt: Jeg kan se den logik, der førte til de allieredes beslutning. Jeg ville ønske, at de ikke havde gjort det,” siger han.

Efter Anden Verdenskrig dømtes ledende tyskere og japanere ved internationale militærdomstole i Nürnberg og Tokyo for krigsforbrydelser. Går man i dag en tur på Dresdens gamle torv Altmarkt ved byens ældste kirke, Kreuzkirche, der sammen med den gamle barokke bymidte er blevet genopbygget efter bombningerne, kan man spørge lokale, og mange vil sige, at også de vestallierede burde have været dømt for krigsforbrydelser. Om ødelæggelsen af byen var en krigsforbrydelse, kan historiker Frederick Taylor ikke sige.

”Jeg har været til stede i lokalet, mens højt kvalificerede specialister i international ret har diskuteret dette uden at kunne blive enige, og som ikke-jurist føler jeg mig ikke kvalificeret til at fælde dom. Dog, som jeg forstår det, ville omfanget af bombningerne under moderne international lov blive betragtet som overdreven og kunne derfor kvalificeres som en krigsforbrydelse,” siger han.

Mange i Dresden er også stadig tilbøjelige til at sætte et ekstra nul bag på dødstallet. Til trods for at en kommission af historikere på byens vegne i 2010 evaluerede alle de kilder, der var til rådighed. Og konkluderede, at antallet af ofre lå mellem 18.000 og 25.000.

Psykologisk set fungerer Dresden-bombningerne som en forsvarsmekanisme for mange tyskere, der nødigt vil påtage sig ansvar for Tysklands historiske forbrydelser, mener historieprofessor Dietmar Süss.

”En hel del tyskere vil gerne se sig selv som ofre for krigen, for Hitler og for de allieredes bomber. Dermed kan man aflede sig selv fra Det Tredje Riges kriminelle handlinger,” siger han.

Samtidig bruger højrenationale bevægelser og partier som islamkritiske Pegida og Alternativ for Tyskland offer-fortællingen om Dresden til at mobilisere tilhængere. Nynazister har gennem årene arrangeret selvudråbte sørgemarcher gennem Dresden på årsdagen for byens ødelæggelse. På den anden side forsøger andre dele af civilsamfundet at finde frem til en form for erindring, der husker tyskernes egne tab uden at forklejne det historiske ansvar, påpeger Dietmar Süss. Tilbage står spørgsmålet: Ville krigen være vundet uden bombningen af Dresden? Med en vis sikkerhed, ja, siger historieprofessoren, og det moralske dilemma ved ødelæggelserne er indlysende.

”Men man må ikke glemme den historiske kontekst: At det var det nationalsocialistiske terrorregime, der ikke kun begyndte denne krig, men også var villig til at fortsætte den til det yderste uanset tabene. Og at de allierede risikerede deres liv for at gøre det, som de fleste tyskere ikke var parat til at gøre – at kæmpe imod nazismen. Det var ikke tyskerne selv, der befriede sig fra ’Det Tredje Rige’, men de allierede, der afsluttede ’Tusindårsriget’,” siger Dietmar Süss.J Det europæiske kulturcenter som endte i ruiner