Prøv avisen
Krigshistorie

Sag om tyveri fra Rigsarkivet handler også om fremtidens historieskrivning

Sedlen blev skrevet i 1944 og lagt på liget af præsten Kaj Munk. På sedlen står ”Du svin har alligevel arbejdet for Tyskland”. Sedlen blev stjålet, men er nu tilbage i Kaj Munks drabssag. Foto: Martin Q. Magnussen

En aktuel bog kulegraver sagen om danmarkshistoriens største arkivtyveri. Helt centralt i bogen står anklagen om, at Rigsarkivets ledelse efter sagens afslutning fortiede, at mange stjålne dokumenter stadig manglede

I efteråret 2012 fik fire ledende medarbejdere på Rigsarkivet en speciel opgave. Medarbejderne skulle bistå politiet i efterforskningen af sagen med to tyve, der fra 2009 til 2012 havde begået det største tyveri fra Rigsarkivet nogensinde.

Rigsarkivets medarbejdere skulle udfærdige en liste over tyvekoster ved at tjekke, hvilke dokumenter fra det beslaglagte materiale der stammede fra Rigsarkivet. Havde politiet eksempelvis beslaglagt en straffesag mod en østfrontsfrivillig fra Anden Verdenskrig, kunne arkivaren ved at gennemgå personens sag konstatere, at eksempelvis soldaterbogen og nogle personlige breve også manglede. Den information blev dernæst noteret i margenen på listen.

Listen over tyvekoster skulle vise sig at blive et bevis. Ikke blot mod tyvene, men også mod Rigsarkivet, som det fremgår af den nye bog ”De forsvundne nazidokumenter”. For disse informationer frembragt i efterforskningens maskinrum forblev en hemmelighed mellem Rigsarkivet, Københavns Politi og tyvene indtil for nylig, hvor forfatteren Martin Q. Magnussen udgav sin bog om efterforskningen af danmarkshistoriens største sag om tyveri fra et arkiv.

Bogen kommer med mange afsløringer af både Københavns Politis mangelfulde efterforskning og tager læseren med ind i et hermetisk lukket samlermiljø for nazi-memorabilia. Helt centralt i bogen står dokumentationen af, at Rigsarkivets ledende medarbejdere vidste, at der manglede langt flere dokumenter, end hvad daværende rigsarkivar Asbjørn Hellum i 2013 lod offentligheden, pressen og kulturministeren vide. Et budskab, han gentog over for Weekendavisen i begyndelsen af 2014.

Bogen har skabt stor debat, og netop forfatterens afsløringer af misforholdet mellem rigsarkivarens viden og udmeldinger til offentligheden, pressen og kulturministeren har fået den fungerende kulturminister Rasmus Prehn (S) til at kritisere Rigsarkivet.

”Det er en kritisabel håndtering af sagen fra Rigsarkivets side. Man skal kunne stole på, at offentlige institutioner giver korrekte informationer,” siger han til Politiken i en skriftlig kommentar.

Forfatteren til bogen, Martin Q. Magnussen, var faktisk også manden, der i 2012 gjorde Rigsarkivet opmærksom på, at de formentlig havde tyve blandt deres brugere på arkivet. Som amatørhistoriker havde han hørt, at sedlen, der i 1944 blev lagt på den likviderede præst Kaj Munk, florerede i samlermiljøet. Sedlen burde være i sikkerhed på Rigsarkivet. Desuden havde han lagt mærke til, at dokumenter fra Rigsarkivet blev solgt på auktionssider på internettet og i samlerkredse for nazistiske genstande, såkaldt nazi-memorabilia. Martin Q. Magnussen, der selv er betjent ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, rettede straks henvendelse til Rigsarkivet og fik sat et møde op med en medarbejder.

Da Martin Q. Magnussen mødte op på arkivet, kunne han ikke tro sine egne øjne. To muskuløse, skaldede mænd gik i et betænkeligt mønster fra læsesalen og ud til deres skabe eller ind i kopirummet – de to eneste steder på Rigsarkivet uden videoovervågning. Den dengang 29-årige politimand havde dermed taget tyvene på fersk gerning, men han pågreb dem ikke, da det kunne forpurre efterforskningen.

Sagen var klokkeklar: To mænd stjal uerstattelig kulturarv. Rigsarkivet meldte straks forbrydelsen til Københavns Politi og en måned senere blev tyvene anholdt og den enes lejlighed ransaget.

I lejligheden på Nørrebro i København fandt politiet enorme mængder af materiale fra Anden Verdenskrig. Der var primært tale om dokumenter, fotos, breve og soldaterbøger fra danske østfrontsfrivillige, men blandt genstandene fandt man også den seddel, der var blevet lagt på præst og digter Kaj Munks lig.

I 2013 faldt dommen i sagen. De to mænd tilstod, at de havde stjålet, hvad der svarer til to hyldemeter af de beslaglagte dokumenter. Det var, hvad Rigsarkivet havde kunnet bevise stammede fra arkivet. Resten af materialet beholdte tyvene. De forklarede i retten, at de havde taget materialet i forbindelse med, at de skulle skrive en bog om den østfrontsfrivillige Kaj Buchardt. Tyveriet havde ikke været med indtjening for øje, selvom de beviseligt havde solgt lidt af det.

Samme aften, som dommen faldt, udtalte rigsarkivaren til TV Avisen:

”Vi regner med, at det er alt det stjålne materiale, som er fundet, og at vi får det tilbage. Vi kan selvfølgelig ikke sige på et enkelt blads eller et papirs nøjagtighed.”

Samme konklusion blev videreformidlet til kulturministeren en måned senere.

Efter domfældelsen i 2013 begyndte Martin Q. Magnussen i sin fritid sin egen efterforskning af sagen. For han kunne ikke få historien i retssagen til at stemme med virkeligheden. Hans første afsløring var, at ikke alt stjålet materiale fra Rigsarkivet var leveret tilbage, da materiale fra arkivet fortsat blev solgt gennem private og via auktionssider på internettet. Informationer, han løbende holdt Rigsarkivet orienteret om.

”Et forsigtigt bud – men ét, som jeg kan stå på mål for – er, at der i danske samlerkredse befinder sig en mængde materiale, der ville svare til tre-fire flyttekasser. Det drejer som flere tusinde dokumenter,” siger Martin Q. Magnussen og tilføjer:

”Det tror jeg ikke, Rigsarkivet og jeg kan være uenige om.”

Rigsarkivet erkendte offentligt i 2016, at ikke alt stjålet materiale var blevet leveret tilbage. Det havde journalister fra både Berlingske og Weekendavisen også belyst.

Efterfølgende udkom en rapport med arkivets nye optælling af materialet fra de 1500 kasser, som gerningsmændene havde haft adgang til. Konklusionen var, at 30 procent af materialet fra kasserne mangler. Kun omkring 4-5 procent menes dog at skyldes tyveri. Resten havde skiftet mapper af andre årsager.

Men Magnussen understreger i bogen, at manglerne i de eftertragtede kasser med retssagerne fra de østfrontsfrivillige er langt højere. Det er i øvrigt også det materiale, der er mest værd blandt samlere.

I en stikprøve af kassen RK-93 konstaterer han, at 100 procent af det eftertragtede materiale er blevet stjålet, mens han i en anden kasse kan se, at 60 procent af materialet er blevet stjålet, da det er revet ud eller skåret fri med en skalpel. Nogle sagsmapper er helt flade, da alt materiale er fjernet.

En anden opsigtsvækkende konklusion i ”De forsvundne nazidokumenter” er, at ledende medarbejdere fra Rigsarkivet vidste, at væsentlige dele af arkivets materiale manglede, da retssagen kørte. Den rygende pistol var Rigsarkivets egen opgørelse, der under efterforskningen skulle bevise, om det beslaglagte materiale stammede fra Rigsarkivet.

Da Martin Q. Magnuseen efter mange forsøg endelig fik aktindsigt i listen fra Københavns Politi, kunne han læse i margenen, at rigsarkivets medarbejdere flere gange havde noteret, at vigtige bilag stadig manglede i sagerne. Også andre beviser bakker op om, at Rigsarkivets ledelse vidste, at ikke alt materiale var kommet hjem igen. Men den viden blev forholdt offentligheden. Martin Q. Magnussens bud er, at et forlig blev indgået mellem parterne, hvilket ifølge ham er ganske normalt.

”Jeg ved ikke, hvorfor Rigsarkivet har skjult, at de havde den information, men mit bud er, at rigsarkivaren ikke ville tabe ansigt, så han blev ved med at insistere på, at han dengang ikke vidste, at de manglede en masse materiale.”

Det er nogle heftige afsløringer, du kommer med i bogen. Hvordan kan læseren vide, at det holder vand?

”Jeg skriver ikke noget, jeg ikke kan dokumentere. Der er mange ting, jeg ikke skriver i bogen, som jeg er 99 procent sikker på. Men hvis jeg ikke er 100 procent sikker, så er det ikke med,” siger Martin Q. Magnussen og fortsætter med at forklare, hvorfor han nu udgiver bogen.

”Jeg ser ikke mit ærinde som at være partisk eller som at hænge nogen ud. Min opgave er at belyse sagen. Især med den hensigt, at fremtidige historikere dermed ved, at der faktisk er store huller i arkivet. Det skal de jo kunne tage højde for, når de skriver historien.”

Hvad er konsekvenserne af, at store dele af arkivet fra Anden Verdenskrig mangler?

”Jeg har allerede talt med en kendt dansk historiker, der er i gang med at skrive en bog om et kendt dansk parti. Han siger, at der er store huller i sagerne, som hindrer udfoldelsen af historien. Så for forskerne har det allerede nu en konsekvens.”

”Men det har også konsekvenser for privatpersoner, der vil finde ud af noget om et familiemedlem. Og så er der et endnu større problem. Det kan eksempelvis nu blive svært at bevise krigsforbrydelser. Beviserne for mordet på Kaj Munk var ved at forsvinde, og der er forsvundet sager med folk, der gjorde tjeneste i koncentrationslejre. Men det kan værre endnu værre. I bogen sandsynliggør jeg, at nogle af de manglende sager potentielt kunne kaste lys over en likvidering af mindst 182 jøder, kommunister og amerikanske soldater i den østrigske by Ganz i Anden Verdenskrigs allersidste dage.”

Den lille lap papir, der blev lagt på den myrdede Kaj Munk, blev som nævnt beslaglagt, og den er nu tilbage på Rigsarkivet.

”Jeg er ekstrem stolt, når jeg ser sedlen i Kaj Munks sag. Det var så vigtigt, at den kom tilbage. I min verden er det ligesom Guldhornene.”

Her ses en straffesag fra retsopgøret i Københavns Byret, hvor bilag tydeligt er revet ud med magt. – Foto: Martin Q. Magnussen