Hvorfor var det netop disse ”juveler i sagaskatten”, som Danmark leverede tilbage til Island?

Flatøbogen og Codex Regius hedder de to middelalder-håndskrifter fra Island, der blev udvalgt til den første symbolske tilbagelevering for 50 år siden. Det ene værk er den største og smukkeste sagabog, det andet er den mest komplette samling af eddadigte, siger forsker

Flatøbogen blev skrevet cirka 1380-1395 og er den største og flotteste bog med islandske sagaer, der er bevaret. — Foto: Werner Forman Archive/Shutterstock/Ritzau Scanpix.
Flatøbogen blev skrevet cirka 1380-1395 og er den største og flotteste bog med islandske sagaer, der er bevaret. — Foto: Werner Forman Archive/Shutterstock/Ritzau Scanpix.

I 1380’erne brugte den islandske storbonde Jón Hákonarson en god del af sin formue på en formidabel gave til sin konge. En gave, han håbede kunne bringe fordums storhedstid tilbage.

Han hyrede to præster, der var kyndige skrivere med god indsigt i de gamle sagaer og mindst lige så stor indsigt i skrivekunstens æstetiske skønhed. Over en årrække blev 202 pergamentblade fyldt med bogstaver og kunstfærdige, kolorerede dekorationer, og senere blev yderligere 23 tilføjet. 113 kalve blev slagtet for at levere skind til det, der skulle blive den største og flotteste bog med sagaer, der er bevaret til nutiden.

Flatøbogen hedder sådan, fordi den senere endte hos sysselmanden på øen Flatø. Gaven til kongen blev nemlig aldrig afleveret. I hvert fald ikke til den konge i det land, som Jon Hákonarson havde tænkt sig.

”Flatøbogen skiller sig ud blandt de islandske håndskrifter ved, at det er et komplet værk, der er meget smukt udført og indbundet i to store bind. Teksternes indhold er primært kongesagaer, men der er også islændingesagaer, oldtidssagaer, og der indgår også nogle spændende, novelleagtige fortællinger. Men når Flatø-bogen blev udvalgt som et af de to værker, der som de første skulle overdrages fra Danmark til Island i 1971, afspejler det nok, at dette håndskrifts udseende og størrelse næsten fysisk viser håndskrifternes enorme kulturelle værdi,” siger Annette Lassen, forskningsdocennt ved Árni Magnússon-instituttet for islandske studier i Reykjavik.

At Flatøbogen egnede sig til den symbolske overlevering for 50 år siden, skyldes i høj grad, at dette skrift fra senmiddelalderen er så smukt og velbevaret. Men det tekstlige indhold er ikke nødvendigvis det kulturelt og videnskabeligt vigtigste af de mange gamle håndskrifter. Her peger pilen måske snarere på den anden bog, som var med på flådefartøjet ”Vædderen” i 1971.

Kongebogen eller Codex Regius af den ældre edda kaldes denne meget mindre og over 100 år ældre bog, som ifølge Annette Lassen er en af de absolutte hovedkilder til den viden, vi i dag har om den nordiske mytologi. En stor del af de ældre eddadigte er Codex Regius den eneste bevarede kilde til.

Codex Regius fra cirka 1270 er det mest komplette kildemateriale til den ældre edda-digtning, herunder ”Vølvens spådom”. — Foto: Werner Forman Archive/Shutterstock/Ritzau Scanpix.
Codex Regius fra cirka 1270 er det mest komplette kildemateriale til den ældre edda-digtning, herunder ”Vølvens spådom”. — Foto: Werner Forman Archive/Shutterstock/Ritzau Scanpix.

”Nok ikke mindst fordi eddadigtene fortæller om hele den gamle verdens historie fra skabelsen til ragnarok, hvor den gamle verden går op i røg. Det skaber jo et missionsk drømmescenarie for kristne, at den hedenske verden afvikler sig selv uden indblanding, hvorefter verden tilhører den nye religion.”

I lighed hermed rummer ”Den højes tale” en række opbyggelige råd til menneskene fra Odin, men i indflettede fortællinger fremgår det samtidig, at denne ikke altid formåede at leve op til sine egne idealer; den kristne digter, der har anvendt ældre materiale, har formentlig ikke haft noget imod, at den hedenske overgud således kommer til kort. Han fremstår som en dobbeltmoralsk hedensk moralist.

Annette Lassen er ikke meget for at udnævne de to værker til de vigtigste islandske skrifter. Var kun disse to overlevet, var der meget, vi ikke havde fået med, for eksempel Njals Saga og Ragnar Lodbrogs Saga. Men hun går gerne med til, at ”det er to helt ubeskriveligt vigtige håndskrifter”.

Men hvad var det med Flatøbogen og den konge, som skulle have haft den i gave? Jo, kongen, som den islandske storbonde havde i tankerne, hed Olav IV og var i 1380 blevet Norges konge efter sin far, kong Håkon VI. I Danmark er vi imidlertid som regel mest optaget af hans mor, Margrete I, som var Danmarks magthaver 1375-1412 og samlede Norden i Kalmarunionen. Olav IV døde som 17-årig i 1387 og dermed sluttede den norske kongerække de næste 400 år, hvor den danske regent samtidig var den norske. Da Danmark i 1814 måtte afstå Norge til Sverige, forblev Island dansk.

Flatøbogen fortæller om de norske kongers storhedstid i vikingetiden, hvor navne som Harald Hårfager og Olav Tryggvason blev berømte, og hvor norske søfarere sejlede ikke bare til Island, men også videre til Grønland og Amerika.

Måske håbede Jón Hákonarson, at de farverige kongesagaer kunne inspirere den unge konge. Men så døde Olav, og der lader ikke til at have været den store lyst på Island til i stedet at sende værket til hans danske mor.

Til Danmark kom Flatøbogen dog i 1662, og i perioden 1682-1704 var den i Norge, fordi den kongelige historieskriver Thormod Torfæus tog den med sig til sin bolig på den norske ø Karmøy.

For Codex Regius gjorde omtrent det samme sig gældende. Islands biskop Brynjólfur Sveinsson fandt skriftet i 1600-tallet og gav det til kong Frederik III, hvilket er årsagen til navnet Kongebogen. Også dette skrift var med Torfæus i Norge i 22 år, men derefter returneredes begge skrifter til Det Kongelige Bibliotek, hvor de var i 267 år mere, inden de blev overdraget til Island som de to fineste juveler i sagaskatten.

Kilde: Den Store Danske Encyklopædi.