Prøv avisen
Boguddrag

Sandheden bag hungersnøden i Ukraine

Hungersnøden i Sovjetunionen i 1930'erne kostede kostede fire millioner ukrainere livet. Foto: Alexander Wienerberger

I værket "Rød Sult" afslører Anne Applebaum baggrunden for Stalins udsultningen af den ukrainske befolkning i 1930'erne. Læs et uddrag af bogen her

Der var rigeligt med advarselssignaler. I det tidlige forår 1932 var bønderne i Ukraine begyndt at sulte. Rapporter fra det hemmelige politi og breve fra de korndyrkende områder over hele Sovjetunionen – det nordlige Kaukasus, Volga-området, det vestlige Sibirien – fortalte om børn med opsvulmede maver som følge af sult; om familier, der spiste græs og agern; om bønder, der forlod deres hjem på jagt efter føde.

I marts opdagede en udsendt lægekommission, at der i en landsby uden for Odessa lå lig på gaderne. Der var ingen, der havde kræfter til at begrave dem. I en anden landsby forsøgte de lokale myndigheder at skjule de mange dødsfald for udefrakommende. De benægtede, hvad der foregik, selvom det skete for øjnene af de besøgende. Nogen skrev direkte til Kreml og bad om en forklaring:

"Ærede kammerat Stalin, har den sovjetiske regeringen lov, der fastslår, at folk på landet skal sulte? For vi kollektive landarbejdere har siden den 1. januar ikke haft så meget som en skive brød på vores gård … Hvordan skal vi kunne opbygge et socialistisk folks økonomi, når vi er dømt til at sulte ihjel, da der stadig er fire måneder til høsttiden? Hvad led vi døden for på slagmarken? At sulte, at se vores børn bukke under for sultens kvaler?"

Andre fandt det umuligt at tro, at den sovjetiske stat kunne være ansvarlig:

"Hver dag dør der i landsbyerne 10 til 20 familier af sult, børn stikker af, og jernbanestationerne er fyldt med flygtende landsbybeboere. Der er ingen heste eller andre husdyr tilbage på landet … Borgerskabet er skyld i en virkelig hungersnød her, og det er en del af den kapitalistiske plan om at rejse hele bondestanden mod den sovjetiske regering."

Men det var ikke borgerskabet, der var skyld i denne hungersnød, derimod Sovjetunionens katastrofale beslutning om at tvinge bønderne til at afgive deres jorder og tilslutte sig landbrugskollektiver. Dertil kom fordrivelsen af ”kulakkerne”, de velstående bønder, fra deres hjem og det deraf følgende kaos. Ansvaret for alt dette lå i sidste instans hos Josef Stalin, generalsekretær for Sovjetunionens Kommunistiske Parti, og det havde drevet landbrugsområderne ud til afgrunden af en sultkatastrofe. Gennem hele foråret og sommeren 1932 sendte mange af Stalins kolleger ham presserende meldinger fra alle egne af Sovjet og beskrev krisen. Navnlig de kommunistiske partiledere i Ukraine var desperate, og flere af dem skrev lange breve til ham og tryglede om hjælp.

I sensommeren 1932 troede mange af dem, at man stadig kunne undgå en større tragedie. Regimet kunne have bedt om international assistance, som man i 1921 havde gjort under en tidligere hungersnød. Regeringen kunne have standset eksporten af korn eller sat en stopper for de kornbeslaglæggelser, der var tænkt som en straf. Man kunne have tilbudt bønderne hjælp i de områder, der var ramt af sult – hvad man også gjorde i en vis udstrækning, men slet ikke i tilstrækkelig grad.

I stedet traf det sovjetiske politbureau, den øverste ledelse i Sovjetunionens Kommunistiske Parti, en række beslutninger, der øgede og forværrede hungersnøden på landet i Ukraine og samtidig forhindrede bønderne i at forlade republikken for at skaffe sig føde. Da krisen var værst, drog organiserede grupper af politifolk og partiaktivister, drevet af sult, frygt og et årtis hadefuld og konspiratorisk retorik, rundt blandt bønderne og tog alt, hvad der var spiseligt: kartofler, roer, squash, bønner, ærter, alt, hvad der var i folks ovne og skabe, deres husdyr og sågar kæledyr.

Resultatet var en katastrofe: I hele Sovjetunionen døde mindst fem millioner mennesker af sult i årene mellem 1931 og 1934. Heraf var mere end 3,9 millioner ukrainere. For at gøre opmærksom på omfanget af hungersnøden beskrev emigranterne den i publikationer dengang og senere som holodomor, et udtryk, der er sammensat af de ukrainske ord for sult – holod – og udryddelse – mor.

Men hungersnøden var kun den halve historie. Mens bønderne led sultedøden ude på landet, indledte det hemmelige sovjetiske politi samtidig et angreb mod Ukraines intellektuelle og politiske elite. Efterhånden som hungersnøden bredte sig, iværksatte man en bagvaskelses- og undertrykkelseskampagne mod ukrainske intellektuelle, professorer, museumsinspektører, forfattere, kunstnere, præster, teologer, embedsmænd og bureaukrater. Enhver, der kunne sættes i forbindelse med den kortvarige Ukrainske Folkerepublik, der blev oprettet i juni 1917 og kun eksisterede i nogle få måneder, enhver, der havde gjort en indsats for ukrainsk sprog eller historie, enhver med en selvstændig litterær eller kunstnerisk karriere, kunne blive forhånet i al offentlighed, sendt i fængsel eller arbejdslejr eller måske endda blive henrettet. En af de mest fremtrædende ledere i Det Ukrainske Kommunistparti, Mykola Skrypnyk, kunne ikke leve med denne udvikling og begik selvmord i 1933. Det var han ikke alene om.

Disse to politiske initiativer – holodomor i vinteren og foråret 1933 og forfølgelsen af den ukrainske intellektuelle og politiske elite i de efterfølgende måneder – medførte en sovjetisering af Ukraine, en afvisning af begrebet ukrainsk nationalitet samt elimineringen af enhver ukrainsk udfordring mod den sovjetiske enhed. Raphael Lemkin, den polsk-jødiske sagfører, som opfandt ordet ”folkedrab”, omtalte Ukraine i denne periode som det ”klassiske eksempel” på dette begreb: ”Der var klart tale om folkedrab, for man tilintetgjorde ikke blot enkeltindivider, men en kultur og et folkeslag.” Efter at Lemkin havde lanceret begrebet, er ”folkedrab” blevet brugt i en mere snæver, mere juridisk forstand. Det er også blevet en kontroversiel prøvesten, en term, som både russere og ukrainere har anvendt i politisk øjemed, akkurat som forskellige gruppereringer i Ukraine har gjort det. Det er grunden til, at en særlig behandling af fænomenet holodomor som ”folkedrab” – i lighed med Lemkins betydning og indflydelse i Ukraine – udgør en del af epilogen til denne bog.

Bogens centrale spørgsmål er mere konkret: Hvad skete der rent faktisk i Ukraine i årene mellem 1917 og 1934? Og i særdeleshed: Hvad skete der i efteråret, vinteren og foråret 1932-33? Hvilken kæde af begivenheder og hvilken mentalitet førte til hungersnøden? Hvem havde ansvaret? Og hvordan passer denne gruopvækkende periode i bredere forstand ind i Ukraines og den ukrainske nationalbevægelses historie?

Lige så vigtigt er det at spørge, hvad der efterfølgende skete. Sovjetiseringen af Ukraine begyndte ikke med hungersnøden og sluttede ej heller med den. Tværtimod fortsatte arrestationerne af ukrainske intellektuelle og lederskikkelser op gennem 1930’erne. I mere end et halvt århundrede herefter reagerede de sovjetiske ledere fortsat benhårdt mod enhver form for ukrainsk nationalisme, både når det gjaldt opstande i Anden Verdenskrigs kølvand eller afvigende holdninger i 1980’erne. I de år antog sovjetiseringen ofte form af en russificering: Det ukrainske sprog blev nedgraderet, og der blev ikke undervist i ukrainsk historie.

Først og fremmest undlod man at fortælle noget om hungersnøden i 1932-33. Tværtimod, mellem 1933 og 1991 nægtede Sovjetunionen ganske enkelt at indrømme, at der overhovedet havde været nogen hungersnød. Staten ødelagde lokale arkiver, sikrede sig, at dødsrapporter ikke så meget som antydede noget om sult, ja, man ændrede endda offentligt tilgængelige statistikker for at skjule, hvad der var foregået. Så længe Sovjet eksisterede, var det ikke muligt at skrive en fuldt dokumenteret beretning om hungersnøden og den undertrykkelse, der gik hånd i hånd med den.

Men i 1991 blev Stalins værste frygt virkelighed: Sovjet ophørte med at eksistere, delvist som følge af Ukraines beslutning om at træde ud af unionen. Et selvstændigt Ukraine så for første gang i historien dagens lys sammen med en ny generation af ukrainske historikere, arkivarer, journalister og forlæggere. Takket være deres indsats er det nu muligt at fortælle den fulde historie om hungersnøden i 1932-33.

Denne bog begynder i 1917 med den ukrainske revolution og den ukrainske nationalbevægelse, som brød sammen i 1932-33. Den slutter i nutiden med den aktuelle politik og holdningerne til fortiden i Ukraine. Den fokuserer på hungersnøden i Ukraine, som nok var en del af sultkatastrofen i hele Sovjetunionen, men havde sine egne præmisser og karakteristika. Historikeren Andrea Graziosi har gjort opmærksom på, at ingen sammenblander den generelle historie om nazisternes grusomheder med den meget specifikke beretning om Hitlers forfølgelse af jøder eller romaer. Denne bog følger den samme logik ved at behandle de bredere sovjetiske tilfælde af hungersnød mellem 1930 og 1934 – som også førte til høje dødstal, især i Kasakhstan og visse provinser i Rusland – men fokuserer mere direkte på den specifikke tragedie i Ukraine.

Bogen behandler desuden betydningen af et kvart århundredes forskning i Ukraine. I begyndelsen af 1980’erne samlede Robert Conquest alt det materiale, der dengang var tilgængeligt om hungersnøden, og hans bog fra 1986, The Harvest of Sorrow, står stadig som en milepæl i litteraturen om Sovjetunionen. Men de tre efterfølgende årtier, opløsningen af Sovjetunionen og dannelsen af et selvstændigt Ukraine samt flere omfattende nationale kampagner med indsamling af mundtlige udsagn og erindringer har tilvejebragt tusindvis af nye vidnesbyrd fra hele landet.

I samme periode er arkiver i Kijev – i modsætning til dem i Moskva – blevet tilgængelige og lette at benytte; procentdelen af uklassificeret materiale i Ukraine er en af de højeste i Europa. Midler fra den ukrainske regering har tilskyndet forskere til at udgive dokumentsamlinger, som har gjort forskningen endnu mere ligetil. Velrenommerede eksperter i hungersnøden og den stalinistiske periode i Ukraine – heriblandt Olga Bertelsen, Gennadij Borjak, Vasilij Danilenko, Ljudmyla Grynevitj, Roman Krutsyk, Stanislav Kultjytskyj, Jurij Mytsyk, Vasyl Marotjko, Georgij Papakin, Ruslan Pyrih, Jurij Sjapoval, Volodymyr Serhijtjuk, Valerij Vasiljev, Oleksandra Vesolova og Gennadij Jefimenko – har skrevet adskillige bøger og monografier og desuden udgivet samlinger af genoptrykte dokumenter og mundtlige beretninger. Oleh Wolowyna og en gruppe demografer – Oleksander Hladun, Natalia Levchtjuk, Omelian Rudnitskij – har omsider taget hul på det vanskelige arbejde, det er at fastslå antallet af ofre.

Harvard Ukrainian Research Institute har samarbejdet med mange af disse forskere om at udgive deres arbejde. Holodomor Research and Education Consortium i Toronto, ledet af Marta Baziuk, og dens søsterorganisation i Ukraine, ledet af Ljudmyla Grynevitj, skaffer stadig midler til ny forskning. Dertil kommer, at yngre forskere iværksætter nye undersøgelser. Daria Mattinglys forskning i motiverne og baggrunden for de folk, der konfiskerede fødevarer fra de sultende bønder, og Tetiana Borjaks arbejde om mundtlige overleveringer er fremragende; de har bidraget til denne bog med vigtig forskning. Også vestlige forskere er kommet med nye bidrag. Lynne Violas arkivarbejde om kollektiviseringen og den efterfølgende bondeopstand har ændret forståelsen af 1930’erne. Terry Martin var den første, der blotlagde kronologien i de beslutninger, Stalin traf i efteråret 1932 – og Timothy Snyder og Andrea Graziosi var nogle af de første, der forstod betydningen heraf. Serhii Plokhii og hans gruppe på Harvard har ydet en stor indsats for at kortlægge hungersnøden og give os en bedre forståelse af, hvordan det kunne ske. Jeg er dem alle taknemlig for deres forskning og i visse tilfælde det venskab, der også i høj grad har betydet noget for dette projekt.

Hvis denne bog var blevet skrevet i en anden tid, kunne denne korte introduktion til et komplekst emne måske afsluttes her. Men fordi hungersnøden knuste den ukrainske nationalbevægelse, fordi denne bevægelse blev genoplivet i 1991, og fordi lederne af det nye Rusland stadig anfægter den ukrainske stats legitimitet, må jeg her gøre opmærksom på, at jeg i 2010 første gang diskuterede behovet for en ny historie om hungersnøden med kolleger på Harvard Ukrainian Institute. Viktor Janukovitj var netop blevet valgt til præsident i Ukraine med russisk opbakning. Ukraine nød dengang ikke den store politiske bevågenhed i resten af Europa, og pressedækningen var næsten ikke-eksisterende. På det tidspunkt var der ingen grund til at tro, at en ny undersøgelse af begivenhederne i 1932-33 ville blive fortolket som en politisk stillingtagen.

Men ganske uventet kom Ukraine i fokus for international politik, mens jeg arbejdede på denne bog. Det skete som følge af Majdan-revolutionen i 2014 og Janukovitjs beslutning om at skyde på de protesterende og efterfølgende flygte fra landet, men også den russiske invasion af det østlige Ukraine og den samtidige russiske propaganda vakte opmærksomhed. Min research om Ukraine blev faktisk forsinket af begivenhederne i landet, både fordi jeg måtte skrive om dem, og fordi mine ukrainske kolleger var så optaget af, hvad der foregik. Men selvom begivenhederne i 2014 satte Ukraine i centrum for verdenspolitikken, er denne bog ikke skrevet som en reaktion herpå. Den er heller ikke tænkt som et argument for eller imod nogen bestemt politik eller noget parti eller som en reaktion på, hvad der i dag sker i Ukraine. Den er derimod et forsøg på at fortælle historien om hungersnøden ved hjælp af nye arkiver, nye vidneudsagn og ny forskning og bliver således en sammenfatning af det arbejde, de ovenfor nævnte fremragende forskere har udført.

Dermed ikke være sagt at den ukrainske revolution, det sovjetiske Ukraines første år eller den omfattende undertrykkelse af den ukrainske elite og holodomor ikke har nogen forbindelse til det, der sker i dag. Tværtimod udgør denne forhistorie en afgørende baggrund for at kunne forstå de nuværende begivenheder. Hungersnøden og dens traumer spiller en kolossal rolle for nutidens russere og ukrainere, når det gælder diskussionen om deres identitet, deres indbyrdes forhold og deres fælles oplevelser under sovjettiden. Men for at kunne beskrive og afveje disse argumenter er det uomgængeligt først at forstå, hvad der i realiteten skete.