Prøv avisen
Interview

Sandheden om Alexander den Store ligger langt fra legenderne

Det påstås ofte, at Alexander ville erobre alle områder, indtil han nåede verdens ende, men der er ingen beviser for, at det var sandt – tværtimod var der mange real-politiske grunde til, at han tog helt til Indien, siger Sabine Müller, der har skrevet en bog om makedoneren. – Foto: Nikolas Giakoumidis/AP/Ritzau Scanpix

Historieskrivere har igennem tiderne gjort ham til alkoholiker og fadermorder og skildret ham som en person, der led af storhedsvanvid, men i ny bog gør tysk historiker op med dette billede af Makedoniens store krigsherre

I år 333 før Kristus havde Alexander den Store al mulig grund til at være tilfreds. Det var lykkedes hans talmæssigt underlegne hær bestående af makedonske og græske tropper at vinde et vigtigt slag imod perserkongen Dareios III ved havnebyen Issos. Perserkongen var på flugt, og i november gjorde Alexander et interessant fund i Damaskus. Hans mænd fik fingre i perserkongens luksustelt, og det indeholdt ikke kun store skatte, men også et levende bytte: Dareios’ kvinder.

I en dokumentarfilm, som de tyske tv-stationer ZDF og Arte har produceret, kan man se, hvad der sker, efter at Alexanders mænd har gjort dette ”fund”. Perserkongens mor, en gammel morlille, går rystende af angst i forbøn for sine piger.

”Skån mine døtre,” beder hun Alexander med sitrende stemme.

”Jeg fører krig imod din søn, men ikke imod dig,” svarer Alexander og lover hende, at ingen af hans soldater ustraffet skulle få lov til at forgribe sig på kvinderne.

Svaret fremkalder en mumlen og knurren blandt hans mænd, der langtfra alle er tilfredse med denne meddelelse, men den makedonske feltherre gør det klart og tydeligt for enhver, at han ikke tåler indsigelser.

”Over for deres mænd har vi været tapre og udvist heltemod og styrke, men over for deres kvinder skal vi være svage og opføre os som kujoner? Nej,” lyder Alexanders reaktion på sine mænds klager.

Mange historikere har igennem tiderne brugt Alexander den Stores behandling af perserkongens kvindelige familiemedlemmer som et argument for, at han var et særligt ædelmodigt og ridderligt menneske.

Den tyske historiker Sabine Müller ser Alexanders opførsel i et lidt anderledes lys. Hun er overbevist om, at Alexander ikke handlede uselvisk, men at der tværtimod var tale om kold politisk kalkule, da han lod kvinderne være i fred.

”Allerede mange antikke kilder tolker Alexanders opførsel som et udtryk for, at han var storsindet og fuld af selvbeherskelse, men i virkeligheden var der snarere tale om, at han brugte kvinderne til at ydmyge perserkongen med. Det var en nedværdigelse for Dareios at vide, at kvinderne forblev i Alexanders varetægt. Perserkongen forsøgte at købe dem fri, hvilket dengang var en ganske normal praksis mellem fjender, men Alexander tænkte slet ikke på at frigive dem. Med kvinderne havde Alexander fået et fantastisk pressionsmiddel i hånden, og Dareios så aldrig nogensinde sin familie igen. Alexander misbrugte dermed kvinderne som et instrument i sin magtpolitik,” siger Sabine Müller, der netop har udgivet bogen ”Alexander der Große: Eroberungen – Politik – Rezeption” (Alexander den Store: Erobringer – politik – synet på ham).

Alexander kunne i andre tilfælde meget vel bruge seksuel vold mod kvinder som led i sin psykologiske krigsførelse, siger hun.

”De historiske kilder er tilbøjelige til kun at fokusere på dét ene tilfælde med Dareios’ familie, hvor Alexander handlede nobelt, men på den anden side er et uhyggeligt stort antal kvinder blevet voldtaget af hans tropper, hvilket kun nævnes som en parentes af kilderne,” siger Sabine Müller.

Alexander er en af verdenshistoriens mest markante skikkelser, og en række legender er forbundet med hans navn. For eksempel bliver det påstået, at han var alkoholiker og stod bag mordet på sin egen far. Alexander skildres også som en person, der led af storhedsvanvid og betragtede sig selv som en gud, og som drømte om at herske over hele verden.

Sabine Müller har ikke meget tilovers for alle disse påstande. I forbindelse med sin research har hun fået et indtryk af Alexander, der ligger langt fra de fleste legender.

”Det største problem i forbindelse med Alexanders historie er, at mange kilder leverer et forvrænget billede af ham, der ikke har meget med den rigtige Alexander at gøre. For eksempel er det højst problematisk, hvad den græske skribent Plutarch har overleveret. Plutarch skriver først om Alexander, cirka 500 år efter at Alexander har levet, og han skildrer tingene set ud fra et græsk-romersk perspektiv. Han kopierer gerne og tilføjer afsnit fra den klassiske græske litteratur, og han kan ikke skelne mellem sande og falske kilder. For eksempel har han citeret mange breve, der angiveligt er skrevet af Alexander, men når man læser indholdet af hans tekster, mærker man tydeligt, at han citerer en forfalsket kilde, der slet ikke stammer fra Alexanders Makedonien, men derimod fra det græske område.”

Et problem med de græske og romerske kilder er også, at de ofte er præget af fordomme. For eksempel mener Sabine Müller, at det slet ikke er sikkert, at Alexander var en drukkenbolt, sådan som mange kilder påstår.

”Der er tale om et typisk græsk fjendebillede. Grækerne satte mådehold højere end noget andet, og når de ville afgrænse sig fra andre folk som for eksempel makedonerne, så hed det om disse folk, at de drak. Og det samme var tilfældet med fjenden, perserne. Da makedoneren Alexander erobrede perserriget, var det derfor let for his-torieskriverne at fordoble denne kliché, og det blev til, at Alexander i sin egenskab af makedoner og erobrer af Persien måtte drikke dobbelt så meget som alle andre. Det er intet andet end et fjendebillede, som grækerne har skabt, og som romerne senere overtog.”

En af de mest hårdnakkede legender om Alexander er, at han havde et meget dårligt forhold til sin far Filip, og at han måske endda stod bag mordet på ham.

”Jeg tror ikke på denne historie, som ikke mindst er blevet udbredt på grund af Plutarchs fortællinger. Filip havde lige fra Alexanders fødsel på alle mulige måder understøttet sin søn som sin fremtidige efterfølger. I de oprindelige kilder fra Alexanders tid er der intet, der tyder på, at far og søn skulle have et særlig problematisk forhold til hinanden. Tværtimod viste Filip lige til sin død offentligt, at han betragtede sin søn som sin efterfølger. Alexander havde brug for sin far, og da Filip døde, befandt Alexander sig i en meget usikker situation, fordi han ikke var sikker på at have den nødvendige støtte fra de vigtigste folk i Makedonien og Grækenland,” siger Sabine Müller.

I modsætning til Plutarch var den makedonske hærs officielle historieskriver Kallisthenes, der selv deltog i Alexanders erobringstogt, tilbøjelig til at fremstille den store feltherre i et alt for positivt lys. Ifølge Sabine Müller har Kallisthenes dermed også været med til at præge og udbrede en række legender om Alexander. For eksempel kan påstanden om, at Alexander betragtede sig selv som en gud, føres tilbage til Kallisthenes.

”Kallisthenes var græker, og Alexander havde ansat ham til at skrive propaganda-beretninger om felttoget. Alle højtstående grækere og makedonere afledte dengang deres familiers stamtræer fra en eller anden halvgud eller gud, og Alexanders slægt, argeaderne, mente, at den nedstammede fra Herakles. Ifølge de græske myter var Herakles søn af Zeus, og derfor beskrev Kallisthenes – nærmest som en sakral overdrivelse – Alexander som Zeus’ søn. Men det betød ikke, at Alexander selv troede, at han var en gud.”

Ifølge Sabine Müller begår Kallisthenes for øvrigt den samme overdrivelse igen i Egypten. Her lod Alexander sig udråbe til farao blandt andet for at signalisere over for befolkningen, at han ville respektere landets traditioner og religion.

”Da han besøgte templet i Siwa, hilste præsterne ham som søn af Ammon,” hvilket dengang var en helt normal titel for en farao. På græsk er Ammon det samme som Zeus, og derfor skrev Kalli- sthenes, at præsterne havde hilst Alexander som ’søn af Zeus’, men der er intet, der tyder på, at Alexander så sig selv som en gud eller ønskede at skabe en kult omkring sin person,” siger Sabine Müller.

Det er ikke kun på det religiøse område, at Alexander ofte skildres som et menneske, der havde mistet jordforbindelsen. For eksempel fremstilles han i Oliver Stones film ”Alexander” fra 2004 som en hersker, der vil regere over hele verden. Mange his-toriske kilder gengiver også dette motiv som grunden til, at hans erobringstogt ikke ophørte i det persiske rige, men derimod strakte sig helt ind i regioner i Indien.

”Det påstås ofte, at Alexander ville erobre alle områder, indtil han nåede verdens ende, men der er ingen beviser for, at det var sandt. Tværtimod var der mange realpolitiske grunde til, at han tog helt til Indien. Perserne havde igennem lang tid ført krig mod de græske stater, og hvis Alexander skulle være sikker på, at perserriget en gang for alle var besejret, var det nødvendigt ikke alene at få kontrollen over Persien men også de omkringliggende stater, der havde støttet Dareios. Alexanders erobringstogt kan ganske enkelt betegnes som ren grænsesikring.”

For Sabine Müller er der noget evigt aktuelt over Alexander den Stores historie.

”Legenderne om ham kan den dag i dag lære os noget om mekanismerne bag politisk propaganda, og hvordan man konstruerer fake news. Samtidig er legenderne også en advarsel til os alle om, at vi altid skal være kritiske over for alle informationer, vi får, uanset om de stammer fra nutidens eller oldtidens kilder,” siger hun.