Prøv avisen

Seje kvinder til kamp for ligestilling

Mellem 10.000-12.000 kvinder gik i optoget 5. juni 1915 for at sige tak til kongen for ændringer af Grundloven, som gav kvinder stemmeret.

Vejen til kvinders stemmeret for 100 år siden gik over deres valgret til menighedsråd allerede i 1903. Det var først i 1913, at alle parter var klar over, at det var et spørgsmål om tid, før kvinderne fik lov at stemme

Da de første fire kvinder blev valgt ind i Folketinget i 1918, opstod der et presserende problem: Christiansborg var helt uden dametoiletter!

De blev skyndsomst etableret, nede i kælderen. Og helt frem til 1970'erne skulle de kvindelige folketingsmedlemmer op og ned ad trapperne for at komme på toilettet.

Det var en lang vej, progressive kvinder - og mænd - måtte rejse for at skaffe kvinder valgret.

Der var mange maskuline indvendinger mod kvinders valgret.

”Kvinder var allerede repræsenterede af deres ægtemænd.”

Og ”Kvinder er uegnede til politisk arbejde på grund af deres kvindelige psyke.”

Og dertil kom, at det ikke var ”i samfundets interesse at gøre ægteskabet til en politisk slagmark og dermed sætte spørgsmålstegn ved den traditionelle kønsarbejdsdeling.”

Ikke desto mindre var der også fra mændenes side en del, der mente, at kvinderne havde et aldeles rimeligt anliggende i kampen for stemmeret.

Det gjaldt blandt andre politiker, officer og pacifist Fredrik Bajer (V), der fik Nobels Fredspris i 1908. Fredrik Bajer og hans hustru, Matilde, stiftede Dansk Kvindesamfund i 1871, og allerede i 1886 lød de første røster for stemmeret til kvinder. Når det gjaldt kvinders ret til at stemme, var Bajer kvinderne en god støtte.

Den såkaldte ”bajerske lov” indebar, at skattebetalende kvinder i København fik stemmeret til Københavns Borgerrepræsentation.

Tanken bag var, at skattebetalende kvinder i byen så også ville kræve indflydelse. Forslaget blev vel modtaget, men aldrig vedtaget på grund af nyvalg. Bajer kom så med et andet forslag, nemlig at give kvinder kommunal valgret i hele landet, men kun til enker og ugifte kvinder.

Lovforslaget blev vedtaget med markant flertal, men faldt i Landstinget, det andet kammer i dansk demokrati, som forsvandt ved grundlovsændringen i 1953.

Det var først efter systemskiftet i 1901 med indførelsen af parlamentarisme, at tingene for alvor rykkede sig.

Kvinderne opnåede i 1903 at få valgret til menighedsråd, i 1905 til værgeråd, i 1907 til fattiges hjælpekasser og til kommunale råd i 1908. Men valgretten til Folketinget lod vente på sig i syv år.

Først i 1913 var stort set alle parter klar over, at det var et spørgsmål om tid, før alle mænd og kvinder var omfattet af stemmeretten.

Efter grundlovsændringen, som gav kvinder og tyende af begge køn stemmeret, gik en procession af mellem 10.000 og 12.000 kvinder, de fleste klædt i hvidt, til Amalienborg Slotsplads for at takke kong Christian X, som havde underskrevet grundlovsændringerne.

Første gang, kvinderne fik brug for deres valgret, var i 1917, hvor både mænd og kvinder stemte om salget af De Dansk-vestindiske Øer til USA.