Den 3. juni 1762 greb den fattige enke Mette Jacobsdatter fra landsbyen Erritsø ved Fredericia en kniv og skar halsen over på sin datter Lisbeth.
Mens datteren forskræmt lå og forblødte i sin seng, ventede moderen på sin straf. I retten i Koldinghus forklarede hun motivet for sin forbrydelse: Hun havde dræbt sin datter med frit forsæt for selv at miste sit liv. Alle folk foragtede og hånede hende på grund af en kræftskade, hun havde i ansigtet, og det havde gjort hende så ulykkelig, at hun ønskede at dø. Mette Jacobsdatter fik sit ønske opfyldt og blev idømt dødsstraf ved halshugning på grund af mordet. Hun var langtfra den eneste.
I århundreder havde kirken betragtet selvmord som en synd, som led til evig fortabelse, og Christian den Femtes Danske Lov fra 1683 havde ovenikøbet gjort mord for egen hånd strafbart. Noget tilsvarende gjorde sig gældende i en række europæiske lande, hvor selvmorderen for eksempel blev hængt efterfølgende eller slæbt gennem byens gader. Tog man derimod en andens liv, havde man stadig en chance for at angre og opnå Guds frelse. Derfor voksede antallet af melankolske mordere i løbet af 1700-tallets Danmark, og alene i København blev der i en periode på 80-90 år begået i gennemsnit et såkaldt selvmordsmord om året. Det fortæller Tyge Krogh, dr.phil. og seniorforsker ved Statens Arkiver, Rigsarkivets Publikumsafdeling, hvor han forsker i 1700-tallets historie.
”Det var typisk børn, de slog ihjel, for det var lettest. Nogle tog en kniv og skar halsen over på dem, andre kastede dem i kanalerne i København. Mange unge kvinder led af kærestesorger, og deres verden kunne nemt falde sammen, fordi deres muligheder afhang af, at de blev gift ordentligt. I dag ville man kalde det depression,” siger han.
”De oplevede, at de ved at begå den alvorlige forbrydelse kunne blive genforenet med samfundet, fordi den pietistiske forståelse var, at de i et øjebliks fortvivlelse var blevet forledt af Satan, men at de bagefter ved at høre Guds ord kunne angre deres forbrydelse af hjertet og glæde sig til deres af Gud krævede straf. Vi kan læse i skillingsviser og præsters beretninger fra den periode, at mange af dem virkelig oplevede denne omvendelse,” siger Tyge Krogh.
Bekæmpelsen og afstraffelsen af selvmord var dels funderet i religionen, dels i tidens forestillinger om ære. Det var tanken, at livet var givet af Gud, og menneskets forpligtelse var derfor at opretholde livet. Ligesom det var forbudt at tage andres liv, var det forbudt at tage sit eget, fortæller Tyge Krogh.
”Ved siden af den religiøse forståelse spillede begreber om ære en stor rolle i samfundet. De forestillinger var tydeligt til stede. Forbrydere, natmænd, som samlede selvdøde dyr, og skarpretteren, som henrettede forbrydere, var uden ære, og andre ville ikke have med dem at gøre. På tilsvarende måde mistede man sin ære ved at tage sit eget liv, og selvmorderen kunne derfor ikke begraves i indviet jord, men blev kørt uden for byen, for eksempel til galgebakken, og begravet sammen med de henrettede,” siger Tyge Krogh og tilføjer, at man også mistede sin ære ved at røre ved en selvmorder.
”Hvis en familie selv havde skåret gammelfar ned, efter han havde hængt sig, kunne familien få ry som uærlig, og man måtte derfor tilkalde natmanden for at få taget en person ned, som havde hængt sig.”
Selvom fordømmelsen af selvmord var funderet i kirkens lære, var det først cirka 400 år efter Jesu død, at mord for egen hånd for alvor blev betragtet som en synd, fortæller Jan Dietrich, lektor ved institut for kultur og samfund, Aarhus Universitet, som er aktuel med bogen ”Døden for egen hånd. Studier i selvmord i Det Gamle Testamente, det gamle Egypten og det antikke Orienten”.
”Syndstanken kommer ikke med Jesus og Det Nye Testamente, men først i den tidlige kirkehistorie. Selvom man begyndte at tale om selvmord som synd før, foldes tanken først rigtigt ud i det tidlige femte århundrede hos kirkefaderen Augustin, som betragtede selvmord som et brud på det femte bud, ’du må ikke slå ihjel’. Selvmord blev dermed en af de værste synder, et menneske kunne begå,” siger han.
Heller ikke på Det Gamle Testamentes tid er der noget, der tyder på, at man betragtede selvmord som noget moralsk forkert, fortæller Jan Dietrich.
”Fælles for fortællingerne er, at der i princippet ingen regler er omkring selvmord. Hverken moralsk fordømmelse af selvmordet som en synd, ej heller fremstillingen af selvmord som en nødvendig handling som i Japan, hvor man begik rituelt selvmord som følge af skamfulde omstændigheder. Der er snarere tale om undtagelsessituationer, hvor folk ønsker at begå selvmord, fordi de vil bevare ære,” siger han og tilføjer, at de fleste selvmordshandlinger har et formål og ifølge de gamle højkulturer er ”meningsfulde” handlinger.
”Selvmord eller selvmordsovervejelser bliver for eksempel beskrevet, som om samfundet forstår, hvorfor det sker, uden at lovprise eller fordømme det,” siger han.
I Det Gamle Testamente siger Kong Saul for eksempel til sin våbenbærer, at han skal slå ham ihjel, før filistrene fanger ham og udsætter ham for tortur. Kong Abimelek beder sin våbenbærer om det samme, fordi en kvinde har ramt ham i hovedet med en sten, og han er døende og ønsker ikke at dø for en kvindes hånd. I samme testamente truer Rebekka og Rakel med selvmord for at tvinge deres mænd til at give dem det, de vil have – et trusselsmotiv, som i moderne udgave kunne lyde, ”jeg tager livet af mig selv, hvis du ikke elsker mig”. Fortællingen om den stærke Samson, der vælter nogle gigantiske søjler og tager en masse mennesker med sig i døden, bliver undtagelsesvist fremstillet som en heroisk handling, påpeger Jan Dietrich.
”Men der er meget få eksempler på, at det, vi ville kalde depression eller melankoli, ligger til grund for selvmord. Nogle enkelte tekster fra Mesopotamien taler om en kvindelig dæmon, og når hun får tag i mennesker, forudsiges det, at disse personer vil slå sig selv ihjel. Det kunne godt ligne en allegori over depression,” siger han.
Kirkens fordømmelse af selvmord fortsatte også efter Reformationen, selvom reformator Martin Luther udtrykte en vis forståelse for de ulykkelige, der tog deres eget liv. Det fortæller teolog og professor i etik og religionsfilosofi ved Aarhus Universitet Svend Andersen, som henviser til en af Luthers bordtaler.
”Luther siger, at han ikke fordømmer selvmordere, fordi de ikke selv er herrer over, hvad de gør. De er ofre for Djævelens overgreb. Han mener dog stadigvæk, at øvrigheden skal modarbejde selvmord, især ved at forhindre selvmordere i at få en sædvanlig begravelse i kirken eller på kirkegården. Det er den gængse opfattelse, at selvmord er forkasteligt, og mig bekendt er det ikke en speciel luthersk opfattelse,” siger han.
Men i løbet af 1700-tallet begyndte samfundet at bløde op over for selvmordere, og tendensen var, at kongen benådede disse mennesker og besluttede, at de godt kunne komme i indviet jord. Var der tvivl om, hvorvidt en person havde begået selvmord, lod man usikkerheden komme vedkommende og familien til gode, fortæller Tyge Krogh.
”Man bliver også mindre og mindre glad for at straffe selvmordere, og selvom kirken holder fast i, at man ikke må tage sit eget liv, sker der en opblødning fra kirkens side, hvor for eksempel den tyske teolog Johann David Michaelis argumenterer for, at en person skal være ved sine sansers fulde brug, for at man kan dømme det som selvmord, og hvad ved vi om det menneskes tilstand minuttet før selvmordet. Hans argumentation faldt sammen med Goethes roman ’Den unge Werthers lidelser’ og en voksende empati omkring selvmord,” siger han.
De såkaldte selvmordsmord blev også færre, fordi man i 1767 vedtog en lov, som sagde, at hvis motivet for drab var selv at komme af med livet, skulle man ikke straffes med døden.
”Juridisk set en meget dårlig lov, fordi det er et motiv, der er vanskeligt at efterspore. Men det havde en konkret effekt på selvmordsmord,” siger Tyge Krogh.
I 1866 afkriminaliserede Danmark selvmord, og selvmordere fik samme ret til en højtidelig begravelse som alle andre. Videnskaben i Europa begyndte at interessere sig for fænomenet, og den franske sociolog Émile Durkheim forsøgte for eksempel i ”Le suicide” (Selvmordet) fra 1897 at afdække de sociale belastninger og andre kræfter, der fører til selvmord.
I dag ved vi, at et meningsfuldt liv og oplevelsen af at have nytteværdi kan være en vigtig beskyttelse mod selvmordsforsøg, og dermed er det også lettere at forebygge selvmord end tidligere, fortæller Elene Fleischer, ph.d. med speciale i selvmord og faglig leder og stifter af Nefos – Netværket for selvmordsramte. Med cirka 564 selvmord i 2015 nåede vi ned på det laveste antal de seneste 100 år i Danmark, påpeger hun.
Men selvmord er stadigvæk tabu, og pårørende til mennesker, der har taget deres eget liv, oplever, at folk undskylder og trækker sig, hvis samtalen falder på selvmordet.
”Jeg oplever i dag kæmpestor forskel på, hvordan folk reagerer på selvmord. Det er stadig forskelligt, om præster handler ud fra forestillingen om synd og straf eller ud fra den tilgivende Jesus. Den samme forskel finder man ude i samfundet. Men den største kulturhistoriske ændring gennem 2000 år er, at der generelt er en større forståelse til at handle og forebygge,” siger hun.