Prøv avisen
70-året for Folkerepublikken Kinas grundlæggelse

Shan og kammeraterne smadrede kapitalistisk statue: "Vi var fyldt med revolutionær energi"

I 1966 satte den kinesiske leder Mao Zedong (th.) gang i kulturrevolutionen, hvis primære mål er at udrydde borgerlig tankegang i hele det kinesiske samfund og skabe ægte socialisme. Shan (tv.) deltog. Foto: AFP PHOTO / STF/ Ritzau Scanpix

I morgen fejrer Kinas Kommunistiske Parti 70-året for Folkerepublikkens grundlæggelse. Gennem syv årtier har Kina udviklet sig til dominerende økonomisk og politisk magt. Men landet har også gjort fatale fejltrin, der har kostet millioner af mennesker livet

Beijing 1966. Skole nr. 13. Det er ved at blive mørkt. Fra vagtrummet høres et voldsomt spektakel. Ved at kigge ind gennem vinduet kan man se fem teenagepiger, der står i en rundkreds og tæsker løs med deres læderbælter. Nede på gulvet ligger en ældre dame, der vånder sig og hulker, mens slagene hagler ned over hende. Hendes hoved og krop er helt dækket af blod, men pigerne bliver ved med at slå. Deres offer viser sig at være skolens viceinspektør, der er udråbt til at være klassefjende. Derfor skal hun straffes. Det klarer Rødgardisterne. Viceinspektøren dør samme nat.

Dette er blot en af de mange uhyrlige hændelser, Weijian Shan blev vidne til, da han som dreng oplevede konsekvenserne af kulturrevolutionen. Den blev udråbt af Kinas leder, Mao Zedong, i maj 1966. I de kommende måneder stimlede tusindvis af unge sammen på Den Himmelske Freds Plads og hyldede deres leder, mens de viftede med Maos ”Den Lille Røde”. De var blevet rødgardister og var mere end parate til at gøre, som han befalede – at gå ud og eliminere alt det, der stod i vejen for de nye tider – for revolutionen. Det var de ”Fire Gamle Ting” – gamle tanker, gammel kultur, gamle traditioner og gamle vaner.

”Jeg var kun 12 år på det tidspunkt og havde altid fået at vide af mine forældre, at formand Mao var vores Store Leder. Det var der overhovedet ingen, der satte spørgsmålstegn ved – og heller ikke ved de kampagner, han satte i gang. Bagefter kan jeg selvfølgelig se, hvilke forfærdelige konsekvenser eksempelvis kulturrevolutionen har haft,” fortæller Weijian Shan og kigger tænksomt ud af vinduet fra sit kontor fra 32. etage i Hongkong Central, inden han fortsætter:

”Men dengang var det bare en bevægelse, som alle var involveret i, uanset om de ville eller ej. Jeg og mine klassekammerater var ikke gamle nok til at være rødgardister. De blev mest rekrutteret fra universiteter, mellemskoler og gymnasier. Men vi var lige i hælene på dem, fordi vi var ’Unge Pionerer’ – nærmest en slags spejderbevægelse, som alle skoleelever skulle være med i.”

Weijan Shan boede sammen med sin far og mor og to søskende i en lille lejlighed midt i Beijing. Han havde været flittig i grundskolen og forberedt sig på at skulle klare en optagelse til en af hovedstadens bedste mellemskoler, altså de ældste trin i det, der svar til folkeskolen. Men på det tidspunkt blev al undervisning suspenderet i kulturrevolutionens navn. Bøgerne blev lagt til side, og Shan og mange andre på hans skole blev revet med af hele den bølge af eufori, der skyllede hen over Beijing.

”Selvom de ældste af mine skolekammerater kun var 13 år, følte vi os meget voksne. Vi var opfyldt af revolutionær energi. Alle de skueprocesser og straffeaktioner, som vi overværede side om side med rødgardisterne, gav os en slags voksen-autoritet. Og det var, længe før vi var modne nok til at danne vores egen mening om de ting, der foregik rundt om os,” fortæller Shan.

På hans skole gik der nærmest ikke en dag, uden at en lærer blev udpeget som ”dårligt element”. Den anklagede blev hevet frem, kritiseret og ydmyget foran både elever og lærere. Og som Shan fortæller, var hævnen sød, når det var en af deres plageånder, der stod for skud. Men det gik også ud over nogle af de lærere, som faktisk var ret vellidte. Det gjaldt for eksempel den unge kunstlærer Cai, om hvem det blev sagt, at hun havde en skulptur af en halvnøgen kvinde stående – og det var et kapitalistisk træk.

”Vi var ikke tilfredse med bare at se på, når de andre foretog deres aktioner. Vi ønskede på samme vis at bidrage til revolutionen. Så derfor stormede vi ind på lærer Cais værelse og smadrede hendes Venus-statue. Trods hendes autoritet som lærer vovede hun ikke at mæle et ord. Vi var jo revolutionære, og vi var både begejstrede og stolte af vores aktion. Men jeg følte nu alligevel et stik af dårlig samvittighed, da jeg så tårerne i hendes øjne,” beretter Shan.

Det var formand Mao selv, der havde opfordret de unge til at gøre oprør og rydde gamle dårligdomme væk, så rødgardisterne følte sig i deres gode ret til for eksempel at invadere en urbutik i Beijing og erklære deres varer for ”kapitalistiske” – og så var det okay at smadre det hele.

”Jeg var en del af det kaos. Vi levede efterhånden i et samfund i totalt kaos,” husker Shan.

De titusindvis af rødgardister var efterhånden ved at blive en plage for hovedstaden, og kommunistpartiets ledelse måtte finde på noget.

Formand Maos parole lød:

”Ude på landet er der højt til himlen og store vidder, hvor storslåede ting kan opnås.” Så nu skulle de unge revolutionære ud på landet og ”genopdrages” af bønderne. Til gengæld skulle de hjælpe bønderne med at forbedre deres landbrug.

I september 1969 blev Shan som 15-årig sendt afsted til Gobi-ørkenen i området mellem Kina og Mongoliet.

”Mine forældre var ikke begejstrede, men turde heller ikke modsætte sig af frygt for at blive beskyldt for at være ’anti-revolutionære’. Jeg var til gengæld enormt spændt og glædede mig til at blive indrulleret i en af Indre Mongoliets hærenheder – 9. regiments 5. kompagni. Men jeg blev slemt skuffet. For det blev seks år, hvor vi led under kulden og ofte ikke fik nok at spise, selvom vi knoklede med at omdanne den golde ørken til brugbar landbrugsjord. I øvrigt til ingen verdens nytte, ved jeg i dag,” lyder det bittert fra Shan.

”Der er simpelthen tale om en tabt generation. I hele 10 år fik vi ikke lov til at gå i skole. Og uden uddannelse kommer du ingen vegne. Flere af dem, som jeg senere har haft kontakt med, kom aldrig videre og er stadig fattige bønder. At jeg overlevede og kom videre, skyldes i høj grad min vilje og nysgerrighed efter at tilegne mig viden. Derfor lå jeg i barakken og kæmpede med at holde lys i flagermuslygten under mit tæppe, så jeg kunne læse bøger om natten – også selvom jeg var ved at segne af træthed.”

Der skulle gå hele seks år, før han kunne vende hjem til familien i Beijing. Mens mange af hans kammerater fra Gobi aldrig fik nogen uddannelse, fik han selv kæmpet sig ind på Beijing Institute of Foreign Trade.

Senere, efter den kinesiske leder Deng Xiaopings besøg i USA i 1979, blev der banet vej for udveksling af studerende mellem de to lande, og det blev Shans store held. I august 1980 fløj han til USA og begyndte på University of San Francisco. Derfra så han sig aldrig tilbage, i hvert fald havde han forladt det kommunistiske Kina for altid.

”Trods en 70-årig historie præget af forfærdelige katastrofer og mange fejltagelser er Kina kommet langt. Og i de seneste årtier er det lykkedes Kommunistpartiets ledere at finde frem til en model for økonomisk vækst, som har fungeret relativt godt. Men der er stadig lang vej for Kina at gå, og der er stadig mange fattige,” lyder det fra Shan, der i dag har en investeringsvirksomhed i Hongkong.

Shan i 1969. – Privatfoto.
Foto: Wesley Loh/Memphis West Pictures