”At lade døden indhente sig er det enkleste. Dertil kræves kun, at man udfører alle sine ordrer til punkt og prikke.”
Sådan skrev den italienske kemiker og jøde Primo Levi (1919-1987), få år efter at han blev befriet fra Auschwitz. Levi indledte en litterær genre, der nu er ved at nå sin afslutning.
I dag skal en person være mindst 70 år for at have oplevet Anden Verdenskrig. Og for at kunne erindre begivenhederne skal man være 80 år, og måske endda 90 år for at få detaljerne med.
Når der ikke er flere vidner tilbage, kan vi åbenlyst ikke længere spørge dem om, hvad der skete.
Men fik vi nu spurgt om det hele? spørger cand.mag. i litteraturvidenskab Morten Lassen, der har skrevet bogen ”At skrive holocaust. En introduktion til vidnesbyrdlitteraturen”.
”Det er en banal konsekvens, og der findes mange optagelser med overlevende. Måske er der nuancer, vi ikke fik med. Eller også rejser der sig nye spørgsmål senere, som vi ikke kan få svar på,” siger han.
Morten Lassen mener, at en åbenlys konsekvens af de manglende vidner bliver friere spil for den såkaldte holocaust-industri til egne fortolkninger:
”Der kommer mere plads til en mainstream-tilgang til holocaust med mere enkle forklaringskoder og sort-hvid-historier med de gode mod de onde. Industrien findes allerede i Hollywood, men det bliver i hvert fald mere legitimt at lave og skrive fiktion om emnet. Det tabuiserede og sakrale vil langsomt forsvinde, mens generationer, der har set Spielbergs 'Schindlers liste', vil komme med egne bud på historien på linje med historiske begivenheder som 1864.”
Med tiden vil vidnesbyrdet blive mindre helligt, mener også Stefan Iversen, lektor ved institut for nordisk sprog og litteratur, Aarhus Universitet, og forfatter til bogen ”Vidnesbyrd. Danske fortællinger fra tyske koncentrationslejre”.
”De faktuelle vidnesbyrd er der dog ingen fare for, at vi glemmer. De er samlet ind og ligger i arkiverne. Men litterært vil der ske et ryk fra 'jeg oplevede det'-litteratur til, at lejren som metafor bliver tilgængelig for alle,” siger han og nævner som eksempel børnebogen ”Lejren” fra 2011 af Oscar K og Dorte Karrebæk.
Vidnerne til nazisternes forbrydelser holder dog stadig liv i holocaust-litteraturen, og der udkommer fortsat mange erindringer. Det gælder blandt andre Anne Franks veninde, østrigske Eva Schloss, der overlevede Auschwitz og i dag bor i London, hvor hun i de senere år har udgivet en række bøger. Og det gælder danske Robert Fischermann, der blev deporteret til Theresienstadt og først efter syv årtier brød tavsheden og sidste år udgav sine erindringer.
De seneste mange års vidnesbyrdlitteratur har været afgørende for sikringen af den fælles hukommelse om nazisternes folkemord på de europæiske jøder. Men bøgerne har ikke været definerende for den litterære genre. Det har derimod en række hovedvidner som Primo Levi og den ungarske forfatter Imre Kertész, hvis forfatterskaber går langt tilbage.
Sidstnævnte var især bekymret for industrialiseringen af holocaust og spurgte: ”Hvem tilhører Auschwitz?”. Han svarede selv, at de mange Hollywood-film og museumsudstillinger fører til en slags sentimental holocaust-konformisme, der reducerer det mørkeste kapitel i historien til et forudsigeligt skuespil. Han frygtede et åbent hus for forklaringer og var ikke begejstret for ”Schindlers liste”. Kertész mente, at vidnet stod i vejen for holocaust-industriens ønske om de enkle forklaringsmodeller, hvor vidnet havde nuancerne og gråzonerne.
”Kértesz hentede sin erkendelse i holocaust og mente blandt andet, at det handlede om europæisk kultur og ikke om en specifik jødisk historie eller en universel historie om godt og ondt,” siger Morten Lassen.
Holocaust var definerende for det 20. århundredes litteratur, mente holocaust-overleveren og nobelpristageren Elie Wiesel. Han har sagt, at den eneste nye litterære genre, som opstod i det 20. århundrede, var vidnesbyrdet.
”Denne genre opstod som en direkte følge af holocaust, men den opstod ikke med det samme. Til gengæld er den blevet en fast del af vores kulturelle repertoire i dag og kan tilmed bruges i fiktionen,” forklarer Stefan Iversen.
Elie Wiesel tav selv i 10 år, før han begyndte at fortælle om sine oplevelser i kz-lejren Buchenwald. Ser man bort fra Primo Levi, som allerede i 1947 udgav ”Hvis dette er et menneske”, er det ifølge Stefan Iversen betegnende, at de fleste holocaust-overlevere tav de første 10-15 år.
”Den litteratur, som blev udgivet i 1940'erne og 1950'erne om emnet, kæmper meget med, hvorfor og hvordan man skal fortælle om holocaust. På dette tidspunkt holder de fleste deres erfaring for sig selv. Men der sker et vendepunkt med retssagen mod Adolf Eichmann i Jerusalem i 1961-1962. Retssagen er til dels en skueproces, hvis resultat er givet på forhånd, men anklageren fører 70-80 vidner frem, som fortæller i detaljer om deres oplevelser fra kz-lejre, og vidnesbyrdene radiotransmitteres blandt andet til lyttere i USA. Det betyder en opblomstring for at læse og lytte til det enkelte offers vidnesbyrd,” siger Stefan Iversen.
Mens Elie Wiesel fik fredsprisen, var det først i 2002, at Nobels litteraturpris tilfaldt en forfatter, hvis primære genre var holocaust-vidnesbyrdet, nemlig Imre Kertész, som debuterede i 1975 med ”De skæbneløse”. Ifølge Stefan Iversen vidner det om, hvor høj status vidnesbyrdet har fået, for en litteraturpris til denne genre ville efter hans opfattelse have været utænkelig i 1960'erne. Selv har Kertész udtalt, at vi som mennesker kun kan gøre os lejren begribelig via kunsten i form af en litterær tekst. Den nøgterne øjenvidneberetning rækker ikke.
Morten Lassen mener, at især Primo Levi, Kértesz og spanske Jorge Semprn, der også blev sendt til kz-lejren Buchenwald og udgav bøger om sine oplevelser i 1960'erne, udgør en slags kanon for den bedste holocaust-litteratur. Og det paradoksale ved netop disse navne er, at de alle anvender fiktionsgreb i deres fortællinger.
”Det siger måske noget om, at litterære træk er nødvendige for at kunne skildre den kompleksitet, det var at være i lejrene. Det er stadig disse bøger, der bliver læst og forsket i, mens de fleste erindringer først og fremmest handler om at få fortalt historien, og hvor de litterære kvaliteter er underordnede. Den sidste kategori kan dog være materiale for romanforfattere, ligesom svenske Steve Sem-Sandberg for nylig udgav en roman om ghettoen i Lódz over dagbøger,” siger Morten Lassen, der forventer, at diskussionen om, hvorvidt man må gøre holocaust til underholdning, vil fortsætte nogle år endnu.
Vi vil formentlig ikke se nye vidnesbyrd-fortællinger i samme liga som Primo Levi og Elie Wiesel, påpeger Mads Rosendahl Thomsen, lektor i litteraturhistorie på Aarhus Universitet.
”De sidste overlevende, der er i stand til at skrive selv, er oppe i årene. Og de bøger, vi vil se fremover, vil formentlig være optagelser af de overlevendes beretninger, der er skrevet ud og udgivet, men som stadig vil frembringe fascination på grund af autenticiteten,” siger han.
Forskerne er enige om, at vidnesbyrdlitteraturen vil fortsætte på en ny måde. Det vil de overlevendes efterkommere eksempelvis sørge for. I en ny bølge af bøger er deres børn allerede i gang med at bearbejde forældrenes traume.
”Det er mennesker, der er vokset op med forældrenes oplevelser og er påvirkede af dem. På den måde fortsætter erindringskulturen omkring holocaust. Det giver et modspil til genren, hvor vidnet er i centrum og anses som det mest væsentlige. Nogle af bøgerne er eksempelvis en plotdrevet fortælling, som er en søgen efter et svar. Det gælder for eksempel amerikanske Daniel Mendelsohns 'De efterladte', som er en søgen efter seks overlevende familiemedlemmer blandt seks millioner døde. Det er bøger, der også ser på holocaust som et traume for den bredere europæiske kultur,” siger Mads Rosendal Thomsen, som også kan pege på litteratur af en tredje generation, der efterhånden er moden nok til at skildre familiens historie.
En anden type holocaust-litteratur, der måske vil dukke frem, er bødlernes erindringer, som hidtil ikke har haft den store plads i genren. Enten fordi vidnerne ikke har ønsket at stå frem, eller fordi det endnu har været for ømtåleligt et emne. I 2010 kom den israelske historiker Gideon Greifs bog ”Vi græd uden tårer”, der handler om syv overlevende jøder, der blev sat til at brænde deres medfanger i nazisternes kz-lejre. Men også de nazistiske vagters erindringer kan være med til at give et fuldendt billede af holocaust, og disse fortællinger vil formentlig fremover nemmere kunne bringes frem, lyder det fra forskerne.
”Det er jo utroligt, at der stadig kan komme historier fra holocaust 70 år efter. På den måde er der nok ikke tale om et lukket kapitel endnu,” siger Morten Lassen.