Det sidste, den britiske historiker Peter Frankopan så som barn, inden han faldt i søvn, var et stort verdenskort, han havde hængende på væggen med tegnestifter. Hurtigt lærte han alle landenes navne og deres hovedstæder. Som teenager blev fascinationen af verdens utal af afkroge til frustration, da han i skolen næsten udelukkende stiftede bekendtskab med Vestens snævre geografi og historie.
Peter Frankopans oplevelse af en skolegang, der har glemt de østlige regioner omkring Silkevejenes handelsruter, er langt fra enkeltstående.
”Når folk tænker på Silkevejene, er det ofte som en eksotisk verden, der hører fortiden til, men de ser ikke vigtigheden af den region, fordi de ikke lærte noget om den i skolen, gymnasiet eller på universitetet,” siger Peter Frankopan, der er leder af center for byzantinske studier ved Oxford Universitet.
Vesten har i sin historieforståelse afskåret sig selv fra Asien og har i vid udstrækning glemt Silkevejen og dens indflydelsesrige globale historie, hvilket den britiske historiker gør op med i sin bog ”Silkevejene – en ny historie om verden”, som netop er udkommet på dansk. Hans fokus på Silkevejen har til formål at nuancere, hvordan vi tænker om fortidens historie, og diskutere, hvordan vi lever med en forestilling om Europa og Vesten som verdens navle.
I Silkevejens storhedstid var Vesteuropa lokaliseret i udkanten af Eurasien. Peter Frankopan beskriver Silkevejen som verdens centralnervesystem, der forbandt mennesker og steder med hinanden fra det østligste Asien til Vesteuropa.
Da Christopher Columbus opdagede Amerika i 1492, var der imidlertid pludselig to nye kæmpelandmasser mod vest, som placerede Vesteuropa mellem Asien og Amerika, hvilket var startskuddet til, at Silkevejen blev presset ud af historien.
”En af grundene til, at Silkevejen forsvandt fra historiefortællingen, er, at vinderne skriver historien. Vi triumferede i Vesten og fik bygget imperier, hvilket betød, at fortiden blev genfortolket. Der blev blandt andet konstrueret bygninger, som lignede romerske og græske templer, så der blev etableret et link tilbage til Athen, demokratiets fødsel og Rom. I den nyfortolkning blev mere end 1000 års historie fra Silkevejen udeladt,” forklarer Peter Frankopan.
I dag forbinder mange Østen med både ustabile og voldelige regimer, men som konsekvens af den manglende historieforståelse overses den stabilitet, som prægede Silkevejen. Peter Frankopan henviser til en tekst fra det syvende århundredes Kina, der beskrev Syrien som det sikreste land i verden. Den arabiske opdagelsesrejsende Ibn Battuta beskrev ligeledes Kina som et land, hvor man kunne pynte sig med alle sine rigdomme og stadig føle sig sikker, selvom man var alene.
”Der har været turbulente tider blandt andet under mongolerne og hunnerne, men Det Byzantinske Rige eksisterede for eksempel i mere end 1000 år i en verden, der var multikulturel og multireligiøs. Det fungerede på en måde, som den Europæiske Union måske netop ikke fungerer. EU modtog Nobels Fredspris for nogle år tilbage, fordi der ikke har været en krig i 50 år. Det er meget usædvanligt i Europa. Fra 1350 til 1950 var der en krig næsten hvert årti i Europa,” siger Peter Frankopan.
Han fastslår, at det ikke er ensbetydende med, at regionen mod øst var en bedre verden end den, vi kender til her i Europa, men Silkevejens historie skaber et indblik i en verden, som europæerne kan lære af.
I blandt andet Det Byzantinske og Det Osmanniske Rige, Perserriget samt i Kina herskede den underliggende antagelse, at det, der virkelig betød noget, var orden og struktur.
”Vi eksisterer også på godt og ondt i Europa. Det er ikke et tilfælde, at menneskerettigheder og minoriteter er så respekterede, som de er her, men selv disse værdier er forholdsvis nye for os. I Frankrig kunne en kvinde for eksempel ikke få et job uden en underskrift fra sin mand før 1966. Kvinder i Usbekistan og Aserbajdsjan fik stemmeret før nogle kvinder i Vesteuropa. Af og til bør vi have en større beskedenhed over for at forstå, at den måde, vi betragter fortiden på, ikke nødvendigvis reflekterer, hvad der mere præcis skete,” fortæller Peter Frankopan.
Vi lever i en verden med en masse barrierer, og det er på tide at pille dem fra hinanden, mener han. Når man begynder at se Silkevejen som verdens centralnervesystem, anfægter det ikke, hvad vi tænker om fortiden. Det åbner verden og skaber en række forbindelser, der giver mening – også når vi skal forstå verden i dag, påpeger han.
”Silkevejen er ved at genopstå på godt og ondt. Mange af de alvorlige udfordringer i verden i dag findes i regionerne mod øst. Silkevejen får en større betydning, og hvis vi ikke forstår dem og deres historie, kan vi ikke forstå de problemer og udfordringer, som finder sted. Det er også en region fyldt med muligheder, og den er rig på ressourcer som olie og gas. Hvis vi ikke har noget forhold til de mennesker, som har kontrol over de ressourcer, vi har brug for, kan livet hurtigt blive svært,” fastslår Peter Frankopan.