Prøv avisen
Arven fra nazitiden

Skal nazistiske monumenter bevares?

Zeppelintribunen var Hitlers stolthed. Den blev bygget af kz-fanger og byggematerialet bestod for en stor dels vedkommende af beton. I dag er kun hovedtribunen tilbage.

De seneste måneder har man i medier i Tyskland diskuteret, om det er moralsk forsvarligt at vedligeholde nazi-bygninger, og om auktionshuse skal tjene penge på at sælge Hitlers kunst

Engang var det stedet, hvor de tyske nazister holdt deres store partikongresser, og diktatoren Adolf Hitler lod sig hylde af masserne.

I dag vidner ruiner og bygningsrester på arealet Reichsparteitagsgelände i byen Nürnberg om nazisternes storhedsvanvid og fald.

Årligt besøger 230.000 mennesker terrænet, og de kommer ikke kun for at se udstillinger om nazi-forbrydelserne i det museum, der nu befinder sig i Hitlers tidligere kongressal. De vil også opleve den kendte Zeppelintribune på nært hold.

Zeppelintribunen var Hitlers stolthed: et anlæg, hvor cirka 70.000 mennesker kunne overvære den tyske hærs march og nazipartiets masse-arrangementer.

I dag er kun hovedtribunen tilbage, og den er i en katastrofal tilstand.

Den tyske stat har besluttet, at tribunen skal restaureres. Ifølge eksperter vil det tage mange år og koste cirka 500 millioner kroner.

Bygningen er nemlig så nedslidt, at der på mange punkter ikke er tale om en udbedring, men derimod om en rekonstruktion.

Ifølge den tyske regering er det vigtigt at bevare bygninger som Zeppelintribunen, fordi ”der er tale om autentiske steder, hvor vigtige begivenheder i tysk historie har fundet sted”. Disse steder har efter regeringens mening en vigtig funktion i den tyske kulturhistorie. Flere og flere tyskere ser derimod kritisk på restaureringen af Zeppelin-tribunen. En læser i avisen Nürnberger Zeitung giver udtryk for sine betænkeligheder med følgende ord:

”Giver det mening, og er det moralsk korrekt at redde bygninger som Zeppelintribunen, der vidner om nazisternes storhedsvanvid? Eller er man dermed kun med til at styrke den aura omkring Hitler og nazisterne, som mange unge nynazister stadig ligger under for?”.

Nürnbergs overborgmester, Ulrich Maly, mener, at tribunen må bevares.

”Den fungerer som et manende mindesmærke over nazisternes storhedsvanvid,” siger Ulrich Maly til avisen Süddeutsche Zeitung.

En af de mest kendte kulturhistorikere i Tyskland, Hermann Glaser, der også bor i Nürnberg, mener derimod, at man højst skal konservere dele af bygningen som en slags ”Historiens Tschernobyl”.

”Kommende generationer behøver ikke stå på istandsatte sten for at forstå, hvad der skete i Nürnberg under nazismen,” siger han til Süddeutsche Zeitung.

Mange byer i Tyskland har ligesom Nürnberg faldefærdige bygninger fra nazitiden, og adskillige politikere står derfor over for det svære valg, om der skal investeres penge i restaurering, eller om bygningerne skal rives ned.

Norbert Frei, der er professor i nyere historie ved universitetet i Jena, advarer i avisen Die Zeit imod en ny tendens til, at byer og kommuner - ganske vist ud fra de bedste hensigter - bevarer nazisternes bygninger, men at det ofte ender med, at bygningerne kun bliver til turistattraktioner, der kan tjenes penge på.

Ifølge Hitlers arkitekt, Albert Speer, skulle nazisternes byggekunst stå som evige beviser for det tyske folks overlegenhed.

Speer troede, at bygningerne ville ældes med ynde, og han skrev følgende i sine erindringer:

”Efter hundreder eller tusinder af år vil bygningerne i stil med de romerske forbilleder være tilgroet med efeu, de vil have sammenstyrtede søjler, murværket vil her og der falde sammen, men i det store omrids vil bygningerne stadig være til at kende.”

Nu har flere arkitekter i Nürnberg foreslået, at staten lader Zeppelintribunen forfalde bag en glasvæg, så folk løbende kan følge med i, hvordan tribunen langsomt nedbrydes af vind og vejr.

Norbert Frei er begejstret for denne idé.

”Så kan alle og enhver se, at bygningen ingenlunde ældes på en så yndefuld og kvalitetsbetonet måde, som Albert Speer og hans 'elskede Führer' forestillede sig det,” skriver han i Die Zeit.