Prøv avisen
Interview

Skammen efter landsforræderi lever videre i generationer

Forfatter Anne-Marie Christensen har skrevet bogen: "Landsforrædernes børn." Nr. 37 er hendes bedstefar, Asmus Andersen, der blev genkendt på gaden og anholdt på baggrund af dette billede i bladet. Affotograferet: Billed-Bladet 21. august 1945. Foto: Anita Graversen

Med retsopgøret efter Anden Verdenskrig blev 13.521 danskere dømt for landsforræderi. På befrielsesdagen fredag udkommer bog om skammen, der gik i arv til landsforrædernes børn

”Al nationalisme handler om erindring. Denne bog handler om, hvordan det danske samfund aktivt glemte.”

Sådan lyder det fra forfatter Anne-Marie Christensen, der over en årrække har interviewet flere børn af dømte landsforrædere fra Anden Verdenskrig, som hun mener er blevet taberne i Danmarks nationale fortælling om de svære år. De dømte havde enten kæmpet på tysk side, ageret stikkere eller handlet med tyskerne, og de blev idømt lange fængselsstraffe og i visse tilfælde dødsstraf for landsforræderi. Men retsopgøret sluttede ikke, da den sidste dømte havde udstået sin straf. Grundet den hårde fordømmelse af landsforræderne gik skammen i arv til landsforrædernes børn. Og mange børn af landsforræderne lever stadig med skammen i dag.

Selvom der er tale om et vigtigt kapitel i nyere dansk historie, som har fulgt tusinder af uskyldige børn som et spøgelse gennem tilværelsen, er det ifølge forfatteren først nu, der kommer en bog som ”Landsforrædernes børn”, som ”går metodisk til værks og på baggrund af adskillige interviews skildrer fænomenet i en større politisk sammenhæng”. Sådan lyder det fra kvinden bag udgivelsen om udskamningen, Anne-Marie Christensen. Ikke mindst danske historikere bærer et stort ansvar for, at dette kapitel af dansk historie er behandlet så lemfældigt, lyder det fra hende.

”Jeg mener, at faghistorien har været blind. Når man tænker på, hvor meget der er forsket i Anden Verdenskrig, og hvor meget den periode har formet og stadig former vores selvforståelse, så fatter jeg simpelthen ikke, at der ikke er skrevet om udskamningen på denne måde før nu. Der er et kæmpe hul i historien, og det er på tide, at Danmark ser sin fortid i øjnene,” siger Anne-Marie Christensen, der håber, at bogen bliver den første af mange om emnet.

Det var under en biograftur i 2008, det gik op for Anne-Marie Christensen, hvor rodfæstet og sejlivet skammen over at være barn af en landsforræder kan være. Hun beskriver i bogen, at hun sammen med sin mor så filmen ”Flammen og Citronen”. I en af scenerne ser filmens hovedpersoner, to modstandsmænd, med afsky på tyske tropper, der marcherer forbi.

”Det er min far, de taler om,” hviskede Anne-Marie Christensens mor til hende.

”I biografmørket kunne jeg se, hvor elendigt hun havde det. Hun trak vejret hurtigt og overfladisk og holdt hånden for munden. Hendes reaktion kom bag på mig, og jeg foreslog, at vi straks skulle forlade biografen, men hun insisterede på at stå de pinefulde 2 timer og 13 minutter, som filmen varede, igennem. Hendes forfærdelse aftog først efter et døgns tid,” skriver Anne-Marie Christensen i bogen.

Hendes bedstefar, Asmus Andersen, meldte sig ind i det danske nazistparti i 1936. Han blev i 1938 gruppefører for DNSAP og deltog i 1940 i Spadeslaget, et kupforsøg hvor omkring 400 uniformerede danske nazister forsøgte at omstyrte det danske demokrati og indsætte et nazistisk styre. Han blev senere en del af Schalburgkorpset, inden han i 1944 rejste til Østfronten under SS-Division Wiking og kæmpede på tysk side indtil kapitulationen. Han blev idømt fire års fængsel, men modtog en betinget benådning i 1948. Asmus Andersen døde i 1992.

Hændelsen i biografmørket så mange år efter hans død rejste en række spørgsmål hos Anne-Marie Christensen. Hvordan kunne hendes mor 63 år efter krigens afslutning reagere så stærkt, så skamfuldt på en film løst baseret på virkelige hændelser? Stod hendes mor alene med denne skam, eller er den udbredt blandt efterkommere? Anne-Marie Christensen ville forstå denne arv og dykkede ned i de store mængder litteratur om Anden Verdenskrig, ethvert dansk bibliotek bugner med. Men hun fandt ingen brugbare bøger om, hvordan det er at vokse op som efterkommer af en forælder, der har rettens ord for at have forrådt sin egen nation. Det kan virke besynderligt, men ifølge Anne-Marie Christensen skal det i høj grad tilskrives det hårde retsopgør, der blev indledt allerede samme dag, som Danmarks blev befriet.

Flere end 40.000 danskere blev i den efterfølgende tid fængslet, og der var et folkeligt krav om strenge straffe til dem, der havde sat en fremmed magts interesser over deres eget fædrelands.

”Der var et voldsomt ønske om at hævn, og retsopgøret bar snarere præg af gengældelse end forsoning. Derfor oplevede de dømte en voldsom dæmonisering fra resten af samfundet. Den nationale skam, det var at lade sig besætte, skubbede vi over på dem, der blev dømt i retsopgøret,” siger Anne-Marie Christensen.

Af de mere end 40.000, der blev udpeget, blev altså 13.521, fortrinsvis mænd, dømt. Politikerne, der havde samarbejdet med tyskerne, undgik straf, og det samme gjorde langt de fleste entreprenører, der havde lukreret på samhandel med besættelsesmagten.

I alt fire parlamentariske kommissioner og tre kommissionsdomstole blev nedsat under samlebetegnelsen Den Parlamentariske Kommission. De skulle tage stilling til, om politikerne, der havde samarbejdet med besættelsesmagten, skulle retsforfølges. Det var kontroversielt, at en stor del af kommissionerne bestod af politikere, hvorfor politikerne altså blev sat til at undersøge politikerne. I 1953 nåede Den Parlamentariske Kommission frem til, at der var begået fejl, men at der ikke var grundlag for at retsforfølge nogen for samarbejdspolitikken.

For værnemagernes vedkommende kunne mange bevise, at de netop var blevet presset til at handle med tyskerne af de selvsamme politikere, der ønskede at udvise samarbejdsvillighed over for tyskerne. De eneste, der ikke kunne påkalde sig nødværge, var dem, der frivilligt havde ladet sig hverve til Frikorps Danmark. Retten anerkendte ikke argumentet om, at de dømte selv var blevet ansporet af regeringen gennem eksempelvis oprettelsen af Frikorps Danmark.

Dermed stod en lille del af befolkningen tilbage som de ansvarlige for de kontroversielle år under tysk styre. De stod nu uden for samfundet og blev et billede på forræderiet mod fællesskabet.

”For resten af befolkningen betød retsopgøret, at man kunne opretholde en ensidig fortælling om et kollektivt Danmark, der stod sammen. Men for min mor og de øvrige børn af landsforrædere, der medvirker i denne bog, har retsopgøret sat sig dybe og varige spor. De er blot skjult for samfundet. Hvor retsopgøret for nationen blev afslutningen på besættelsestiden, blev det startskuddet for landsforrædernes børn til et liv i skam over deres fædres gerninger under krigen og nationens fordømmelse af dem,” lyder det fra Anne-Marie Christensen.

Med den voldsomme fordømmelse af landsforræderne fra samfundet blev børnene stillet over for en ulykkelig og uløselig loyalitetskonflikt mellem fædreland og fader.

”For børnene af landsforræderne skabte det en identitetskrise, og de var stillet over for et forfærdeligt valg. ’Vil du være på samfundets og det godes side, eller vil du være loyal over for din far, uhyret?’”

Anne-Marie Christensen begyndte at lede efter efterkommere i 2007. Med hjælp fra ansatte hos Frøslevlejren lykkedes det at finde frem til dusinvis af efterkommere. Men langt de fleste – 80 procent, vurderer Anne-Marie Christensen – ønskede ikke at bidrage. Frygten for at blive dømt af omgivelserne var for stor, selv så mange årtier efter. Selvom hun ikke selv har følt nogen skam ved sin morfars gerninger, er det forståeligt, at denne skam er rodfæstet selv generationer efter. For det nødvendige opgør med behandlingen af landsforræderne og deres efterkommere har aldrig fundet sted, mener Anne-Marie Christensen.

”Først kommer der en massiv fordømmelse fra resten af samfundet. Den følges så op af tavshed og fortielse. Og det næste skridt er, at man tager det på sig. Skammen syrer sig ind i alle dine celler. Det er en grundlæggende følelse af ikke at være berettiget, at være anløben i sin inderste kerne. Den gror ind i ens selvforståelse, i ens livsvalg. Skammen bliver en del af, hvem man er. Man bliver tavs, for fordømmelsen kan komme hvor som helst og når som helst. Derfor fører skammen til isolation.”

En af personerne, der er stået frem i bogen, fortæller om, da han stillede op til kommunalvalget i 2013. Under valgkampen fik han at vide, at en modkandidat spredte rygter om, at han skulle være nazi-sympatisør, eftersom hans far havde kæmpet på tysk side. Det er et billede på, at skammen har fulgt med ind i det nye årtusinde, mener Anne-Marie Christensen.

”Når en forælders fortid som nazist stadig i dag er den mest effektive måde at angribe en politisk modstander på, så fortæller det mig, at vi som samfund stadig dæmoniserer landsforræderne, og at skammen stadig i høj grad eksisterer.”

Derfor er det nødvendigt, at vi forholder os til denne del af historien. For selv så mange år efter er der tale om et åbent, ubehandlet sår, mener Anne-Marie Christensen.

”Vi må gøre op med den entydigt positive fortælling om et samlet Danmark, der stod skulder ved skulder, og i stedet tage den kollektive skam på os. Vi skal være i stand til at rumme de modstridende fortællinger, før kan vi ikke stoppe skammen i at følge generation på generation. Vi behøver ikke tilgive landsforræderne, men vi er nødt til at forholde os til efterspillet, til den skam, deres børn har arvet. Det fortjente de ikke.”

45-årige Anne-Marie Christensen er antropolog og forfatter til bogen ”Landsforrædernes børn – skam og fortrængning – Besættelsen 1940-1945”. Her undersøger hun, hvordan børn af dømte landsforrædere blev dæmoniseret af samfundet, og hvordan det påvirkede dem. – Foto: Anita Graversen