Prøv avisen

Skandinavismen faldt, men det fælles nordiske lever

Billedet af de tre skandinaviske soldater skal vise Danmarks, Norges og Sveriges fælles vilje til sammen at kæmpe mod fjenden, helt i tråd med skandinavismens idealer blandt studenterne i 1848, hvor det er tegnet. Men virkeligheden var en anden: Danmark måtte stort set kæmpe alene mod tyskerne i de to krige om Slesvig og Holsten, 1848-1851 og 1864. – Foto: Nasjonalbiblioteket

Ambitionen om et forenet Skandinavien forsvandt med skandinavismens fald i det 19. århundrede. Kulturelle og politiske efterdønninger fra bevægelsen kan dog den dag i dag stadig ses i de nordiske lande, mener historikere

En fælles forbundsstat bestående af Danmark, Sverige og Norge med en norsk-svensk konge, et fælles føderalt parlament med hovedsæde i Göteborg og tre nationale delstatsparlamenter. Således lød ét af buddene på et forenet Skandinavien i midten af det 19. århundrede, hvor den såkaldte skandinavisme oplevede sin storhedstid.

Skandinavismen var en politisk og kulturel bevægelse, der med afsæt i fællestræk som ophav, sprog og historie ønskede at styrke forholdet mellem Danmark, Sverige og Norge. Flertallet af skandinavister støttede desuden idéen om en form for fælles union. Traditionelt set taler man om, at bevægelsen faldt med 2. Slesvigske Krig i 1864, men ifølge Ruth Hemstad, første-amanuensis på institut for arkæologi, konservering og historie på Universitetet i Oslo, trækker skandinavismen tråde helt ind i nutiden.