Prøv avisen

Skandinavismen faldt, men det fælles nordiske lever

Billedet af de tre skandinaviske soldater skal vise Danmarks, Norges og Sveriges fælles vilje til sammen at kæmpe mod fjenden, helt i tråd med skandinavismens idealer blandt studenterne i 1848, hvor det er tegnet. Men virkeligheden var en anden: Danmark måtte stort set kæmpe alene mod tyskerne i de to krige om Slesvig og Holsten, 1848-1851 og 1864. – Foto: Nasjonalbiblioteket

Ambitionen om et forenet Skandinavien forsvandt med skandinavismens fald i det 19. århundrede. Kulturelle og politiske efterdønninger fra bevægelsen kan dog den dag i dag stadig ses i de nordiske lande, mener historikere

En fælles forbundsstat bestående af Danmark, Sverige og Norge med en norsk-svensk konge, et fælles føderalt parlament med hovedsæde i Göteborg og tre nationale delstatsparlamenter. Således lød ét af buddene på et forenet Skandinavien i midten af det 19. århundrede, hvor den såkaldte skandinavisme oplevede sin storhedstid.

Skandinavismen var en politisk og kulturel bevægelse, der med afsæt i fællestræk som ophav, sprog og historie ønskede at styrke forholdet mellem Danmark, Sverige og Norge. Flertallet af skandinavister støttede desuden idéen om en form for fælles union. Traditionelt set taler man om, at bevægelsen faldt med 2. Slesvigske Krig i 1864, men ifølge Ruth Hemstad, første-amanuensis på institut for arkæologi, konservering og historie på Universitetet i Oslo, trækker skandinavismen tråde helt ind i nutiden.

”Skandinavismen som en politisk-isme døde i 1800-tallet, men idéen om et fælles grundlag landene imellem har et liv og en historie efter 1864. På flere måder også i dag,” siger Ruth Hemstad, der desuden er forskningsbibliotekar på Nationalbi- blioteket i Norge.

Den norske historiker har sammen med teolog Dag Thorkildsen og historielektor på Københavns Universitet Jes Fabricius Møller netop udgivet antologien ”Skandinavisme – vision og virkning”. Bogen belyser blandt andet, hvordan bevægelsens politiske og kulturelle dimensioner skal ses i sammenhæng. For selvom skandinavismen ofte anskues som et politisk projekt med det hovedformål at etablere en ny slags Kalmarunion, tog bevægelsen ifølge Hemstad oprindeligt afsæt i de tre landes fælles historie og folkelige identitet.

”Bevægelsens tilhængere arbejdede konkret via de kulturelle felter, fordi man tænkte, at man ved at skabe en større grad af kendskab til de andres kultur og ved at etablere flere kulturelle samarbejder kunne skabe en større forståelse og samhørighed, der kunne udgøre et grundlag for et tættere samarbejde på længere sigt – også politisk,” siger Hemstad.

Det politiske kom da også til at spille en afgørende rolle for bevægelsens fremdrift – og for dens afslutning. For ud over at være et led i kampen for frie forfatninger og fællesskab var den danske støtte særligt et udtryk for landets frygt for, hvad der ville ske med Slesvig og Holsten. Og det var ifølge Hemstad den største hindring for projektet.

”I Norge og Sverige anså man i høj grad den slesvig-holstenske konflikt for et dansk problem og ikke et fælles skandinavisk, så der var specielt på det område klare uenigheder om betingelserne for en union eller føderation,” siger hun.

Samtidig var flere stærkt imod skandinavismens idé. Mange nordmænd var ikke tilhængere, mens skiftende svenske regeringer heller ikke ønskede at binde sig til unionstanken. Flere mente desuden, at samlingen af Skandinavien var en utopi, men ifølge lektor i historie ved Syddansk Universitet Rasmus Glenthøj var muligheden reel. Han arbejder sammen med historiker Morten Nordhagen Ottosen på en bog, hvori de tager afstand til deterministernes syn på skandinavismen.

”Flere ser det som uund-gåeligt, at historien skulle ende hér, men unionsprojektet var ikke dømt til at fejle, som mange antager. Vi kunne principielt set have stået med et forenet Skandinavien i stedet for separate, nordiske nationalstater,” siger Rasmus Glenthøj, der også har bidraget til antologien med en artikel om skandinavisme som en politisk nødvendighed.

Ifølge Glenthøj var de kulturelle forudsætninger for at samle Danmark, Sverige og Norge ”mindst lige så gode” som for at skabe et samlet Italien, hvilket skete i 1861. Der var gennem tiderne da også flere forhandlinger om alt fra en forsvarsalliance til en union, og i 1863 forpligtede svensk-norske kong Karl sig angiveligt på, at Sverige og Norge ville komme Danmark til undsætning, hvis tyske tropper krydsede Ejderen. Da tyskerne året efter kom, holdt han dog ikke løftet, og 2. Slesvigske Krig førte til, at Danmark måtte afstå hertugdømmerne Lauenborg, Holsten og Slesvig.

Den politiske skandinavisme led dermed et stort knæk, og med Den Fransk-tyske Krig i 1870 og Norges udtrædelse af personalunionen med Sverige i 1905, er Glenthøj og Hemstad enige om, at ambitionen om et fælles Skandinavien blev gravlagt.

Orienteringen mod det fælles nordiske har dog på flere måder præget historien siden, tilføjer de. Eksempelvis forsøgte man efter Anden Verdenskrig at skabe et fælles nordisk forsvarssamarbejde, hvilket mundede ud i Det Nordiske Råd. Samtidig skabte man i 1954 den nordiske pasunion, lige som man senere forsøgte at etablere det indre nordiske marked Nordek, hvilket dog faldt til jorden.

I fjor så man igen tegn på det tætte samarbejde, da de fem nordiske integrationsministre ifølge flere medier holdt hemmelige lufthavnsmøder. Den underliggende dags- orden var med Glenthøjs ord at udarbejde en form for ”nordisk backup-plan” mellem Danmark, Sverige, Norge, Finland og Island, hvis EU kollapsede.

Selvom både Glenthøj og Hemstad mener, at det i dag er mere korrekt at tale om ”nordisme” og ”nordisk samarbejde mellem selvstændige nationalstater” end skandinavisme, lever de kulturelle strømninger mellem Danmark, Norge og Sverige ifølge Hemstad stadig.

”Skandinavismen stimulerede tværnationale kontakter og samarbejder på en række områder fra litteratur, kunst og kultur til videnskab, kirkeområdet, museumsfeltet og politikken, og særligt samarbejdet inden for kunst, kultur og videnskab bliver i høj grad dyrket i dag,” siger hun og tilføjer:

”Vi har fortsat en forestilling om et skandinavisk eller også nordisk fællesskab. Selve forestillingen er på mange måder et barn af skandinavismen.”