I 1853 opdagede skoledirektionen i København, at der var et problem med listen over elever fra den katolske menigheds kirkeskole. En del af skolens elever var ikke registrerede som katolikker, og derfor måtte de ikke gå på skolen. Skoledirektionen satte straks en undersøgelse i gang. Den viste, at flere af børnene kom fra familier med både en katolsk og en protestantisk forælder. Men da en del af forældrene ved fødslen havde registreret deres børn som protestanter, måtte de ikke uden videre sende dem i en katolsk skole.
Børns religiøse opdragelse var et spørgsmål, som blev taget alvorligt i Danmark i 1850'erne. Børnene skulle som udgangspunkt opdrages i den tro, som deres forældre tilhørte. Staten førte tilsyn med, at der blev gjort tilstrækkeligt.
I en lov fra 1851 blev det desuden bestemt, at hvis to personer fra forskellige trossamfund ønskede at gifte sig, skulle de først afgive en erklæring om, hvilken tro deres fremtidige børn skulle opdrages i. Brylluppet kunne først stå, når erklæringen var på plads. Erklæringen kunne dog godt ændres senere, hvis forældrene var enige. Men hvis en af forældrene døde eller mistede myndigheden over sit barn, kunne den anden kun ændre erklæringen med et samtykke fra Ministeriet for Kirke- og Undervisningsvæsenet.
I sagen fra 1853 krævede skoledirektionen derfor, at alle forældre ved den katolske menigheds kirkeskole skulle fremlægge godkendte erklæringer for deres børn. Hvis det ikke kunne lade sig gøre, skulle eleverne bortvises.
Sagen er typisk for årtierne efter Grundlovens indførelse. Det københavnske skolevæsen blev involveret i en række sager vedrørende de nye vilkår, som religionsfriheden havde medført for trossamfundene uden for folkekirken. En del af sagerne handlede netop om, hvilke børn der måtte optages i trossamfundenes egne skoler.
Nogle skoleledere og forældre syntes, at processen med at ændre erklæringerne om børns religiøse opdragelse var for besværlig. Andre mente, at skolerne burde have lov til at optage børn fra folkekirken, så længe de ikke fulgte religionsundervisningen. I den modsatte grøft stod politikere og embedsmænd, som mente, at andre fag som dansk og historie også var så tæt knyttet til det religiøse, at det var et problem, hvis lærer og elev kom fra hvert sit trossamfund. Den holdning førte til, at mange af de lærere, som stod uden for folkekirken, havde svært ved at få arbejde i det offentlige skolevæsen. Blandt nogle lærere blev dette problem opfattet som et brud på Grundlovens paragraf om, at ingen måtte berøves den fulde nydelse af borgerlige og politiske rettigheder på grund af deres tro.
Sagerne medførte stor utilfredshed hos de berørte dele af befolkningen og blandt de politikere, som kæmpede for en mere vidtrækkende betydning af religionsfriheden. Men selvom spørgsmålet også blev taget op i Rigsdagen i 1864, førte det ikke umiddelbart til mere afklaring.
Hovedformålet med det danske skolevæsen i midten af 1800-talle var at danne gode moralske samfundsborgere, og i den forbindelse var moral og religion to helt uadskillelige størrelser. Men som de mange sager viser, var det kompliceret for staten at balancere imellem på den ene side at skulle sikre, at alle børn fik en ordentlig opdragelse, mens de samtidig skulle tilgodese de nye rettigheder, som befolkningen havde fået med religionsfriheden.