Prøv avisen

Skotsk adel vil hente et gammelt lig i Fårevejle

Medlemmer af Bothwell-slægten vil have liget af Jarlen af Bothwell udleveret. Kongehuset skal inddrages, og det samme skal dna-prøver

Noget dydsmønster var han efter sigende ikke, skotten James Hepburn. Morder, svigagtig og kvindebedårer.

Alligevel har han trods et liv i synd ligget i en kiste i Fårevejle kirke i Odsherred over 400 år, men det kan snart få en ende. Hans skotske slægt vil hente liget hjem til det skotske højland, og en advokat er på vej til Fårevejle for at lægge jura bag kravet.

Hepburn var ikke hvem som helst. Han var adelig med titlen Jarlen af Bothwell. Gift med den skotske dronning Mary, og som sådan har hans jordiske rester været en turistattraktion, der har tiltrukket mange mennesker til den nordvestsjællandske kirke, hvor liget i 25 år frem til 1970'erne var udstillet i en glasmontre.

Nu ligger det mumificerede lig i krypten i sidekapellet.

Det er sir Alastair Buchan-Hepburn, en skotsk efterkommer af Hepburn-slægten, den amerikanske advokat Anthony P. Bothwell, også en fjern slægtning, samt den franske forfatter Catherine Hermary-Vieille, som har skrevet en bog om Hepburn, der har slået sig sammen for at få Danmark til at udlevere liget til Skotland.

De tre vil give den gamle Hepburn oprejsning. Han skal ophæves til skotsk patriot, selvom det i Danmark er andre ting end patriotisme, han er kendt og/eller berygtet for.

Den moderne videnskab i form af dna-test skal fastslå, om det faktisk er resterne af James Hepburn, der ligger i kirken, og dronning Margrethe skal også involveres, hvis det står til trioen.

Advokat Bothwell ventes til Fårevejle i nær fremtid for at se på liget og appellere til dronningen.

Hepburn menes at have myrdet den skotske dronning Marys første mand, Darnley, i 1566 for siden selv at gifte sig med dronningen. Parret blev kort efter separeret, hvorpå han flygtede og endte i Bergen, der dengang hørte under Danmark.

Det er uklart, om han begik noget ulovligt i Danmark, men tilbageholdt blev han, og han blev senere fange bag Dragsholms Slots tykke mure, hvor han døde i en alder af 42 år i cirka 1578, angiveligt som sindssyg.

Han blev så begravet i Fårevejle Kirke.

Henrik Bach er præst i Fårevejle Kirke, og han fortæller, at der ind imellem gøres forsøg på at få liget udleveret.

– Blandt andet fik vi sidste år mange henvendelser fra en canadier. Vi fik også en henvendelse fra kongehuset, der ville vide, hvor sagen står, siger Henrik Bach.

Siden er der ikke rigtig sket noget, i hvert fald ikke i Fårevejle, men det er ved at ændre sig nu. Forleden fik Bach et opkald fra en journalist fra The Scotsman, og ifølge avisen har skotten, amerikaneren og franskmanden nu indgået en alliance, der sigter på at få liget udleveret.

– Vi vil have ham anerkendt som en skotsk patriot, der var loyal over for sin kone. Han skulle aldrig have været fængslet. Han skulle have været en fri mand og ikke indespærret i et europæisk fængsel, siger Buchan-Hepburn til The Scotsman.

Den amerikanske advokat Bothwell vil ifølge avisen besøge Fårevejle i juni, og han vil benytte besøget i Danmark til også at appellere til kongehuset om at få liget udleveret.

Han henviser til, at der var tale om en politisk fængsling. Han blev spærret inde uden dom.

– Efter min mening var det forkert. Måske kan en ceremoniel amnesti tjene som en offentlig påmindelse om, at ingen stat har ret til at fængsle nogen af politiske årsager og uden retssag. Mine skotske fætre har et godt grundlag i international lov for at få ham udleveret, siger advokaten Anthony P. Bothwell

Samtidig arbejder de tre på at få lov til at tage en dna-prøve af liget for at fastslå, om liget faktisk også er en Hepburn.

Henrik Bach tager foreløbig bestræbelserne med ro.

– Liget er mumificeret, og jeg har hørt, at dna-prøven så ikke vil være 100 procent troværdig, siger han, men tilføjer, at han ikke har noget imod, at der tages en dna-prøve af liget.

– Hvis det ender med, at liget skal til Skotland, vil vi miste den største berømthed, vi har her. Men det er ikke noget, jeg vil modsætte mig, siger præsten i Fårevejle.

/ritzau/

James Hepburn (Jarlen af Bothwell)

Født cirka 1536 på Bothwell Castle i Skotland.

Død cirka 1578 i en fangekælder på Dragsholm Slot.

Myrdede ifølge fortællinger Darnley, gift med den skotske dronning Maria Stuart, cirka 1566. Samme år giftede Hepburn sig med dronningen. Han fik også titel af Hertug af Orkneyøerne.

Folket ville ikke acceptere Hepburn, og han måtte flygte fra Skotland. Han kom til Bergen, dengang en del af Danmark.

Myndighederne tog ham i forvaring, mens Skotland forgæves forsøgte at få ham udleveret. Han blev sat bag lås og slå først i Malmøhus og senere på Dragsholm Slot. /ritzau/