Skældud til Scientology

Advokat Jørgen Jacobsens procedure mod Scientology var indigneret og harm, og Scientologys advokat svarede igen

Indignationen kunne mærkes i advokat Jørgen Jacobsens lidenskabelige procedure mod Scientology i Københavns Byret i går. Hans klient, den tyske filmskaber Walter Heynowski, er i Scientologys officielle blad Frihed blevet beskrevet som tilknyttet Stasi, og nu kræver Heynowski og den danske tv-producent Jørgen Pedersen oprejsning for bagvaskelse. Jørgen Pedersen beskrives i bladet som en manipulerende journalist, der har lært propagandametoder af »stasispecialisten« Walter Heynowski.

- Frihed har kynisk, uden research eller forsøg på at overholde de presseetiske regler skændet en sagesløs udenlandsk kunstner for at få ram på Jørgen Pedersen. Der er ingen undskyldning for Scientologys uetiske bagholdsangreb, skældte Jørgen Jacobsen ud.

Han bebrejdede Scientologys informationschef, Anette Refstrup, at hun ikke havde belæg for Stasi-anklagerne, før artiklerne i Frihed udkom. Og han fremhævede, at Scientology i Danmark netop har fået udgivet en bog på tysk med mange af retssagens dokumenter. Bogen er uddelt af Scientology i retten, men ikke fremlagt som et sagsdokument.

- Den bog blev sat i gang i håb om at kunne føre sandhedsbevis, efter artiklerne var offentliggjort, men der var intet bevis, fandt de ud af. Derfor indgår bogen ikke i sagen, sagde Jørgen Jacobsen.

Jørgen Pedersens advokat Lars Dinesen kaldte Scientologys forsøg på at bevise Stasi-anklagerne for få, spinkle og fejlslagne.

- Anette Refstrup beskyldte Jørgen Pedersen for spionage, fordi hun var blind af vrede efter hans program om Scientology og ville krænke han, sagde han.

Scientologys advokat Bertil Jacobi nåede kun begyndelsen af sin procedure. Han nægtede, at Heynowskis eller Pedersens ære var krænket. Tværtimod.

- I 30 år har Jørgen Pedersen konstant været sagsøgt for injurier, og nu anlægger han selv en injuriesag. Det er et varemærke for ham og skader hverken hans rygte eller erhverv, sagde Jacobi.

Hans procedure fortsætter på fredag, hvor sagen også slutter.

korsholm@kristeligt-dagblad.dk