Professor: Søfart er blevet kørt ud på et sidespor i Danmarkshistorien

I generationer har landbruget og arbejderbevægelsen stået som de dominerende kræfter i fortællingen om Danmark. Det er på tide, at søfarten indtager sin retmæssige plads i historiebøgerne, mener redaktørerne bag aktuel bog

Danmarks forståelse af sig selv som en søfartsnation fik et knæk i 1807, da briterne sejlede afsted med hele flåden. Christian Mølsteds maleri ”Flåden forlader havnen for sidste gang” er fra 1919. – Foto: Wikimedia Commons.
Danmarks forståelse af sig selv som en søfartsnation fik et knæk i 1807, da briterne sejlede afsted med hele flåden. Christian Mølsteds maleri ”Flåden forlader havnen for sidste gang” er fra 1919. – Foto: Wikimedia Commons.

Flere årtier før krigen i 1864 pådrog Danmark sig et svidende nationalt traume. Efter bombardementet af København i september 1807 drog briterne afsted med samtlige krigsskibe og utallige handelsskibe.

Med et trylleslag var Europas femtestørste flåde forsvundet, og Danmarks maritime storhedstid var tilsyneladende slut.

Traumet satte sig dybe spor i danskernes bevidsthed, og i løbet af de næste årtier definerede danskerne sig ikke længere som en udadvendt søfartsnation, men som et fredeligt landbrugsland. Den prangende ”Kong Christian stod ved højen mast” blev erstattet af den blide ”Der er et yndigt land”.

”Grundfortællingen om Danmark blev, at landet blev opbygget indefra af jævne mennesker og folkelige bevægelser. Først af bønderne med demokratiet, og siden af arbejderne, som skabte velfærdsstaten. Søfarten og handelen blev aldrig glemt, men den kom ud på et sidespor i fortællingen om tilblivelsen af det moderne Danmark,” forklarer Jeppe Nevers, professor ved institut for historie, SDU, og medredaktør på den nye bog ”Søfartshistorier”.

Artiklen fortsætter under annoncen

Gennem bogens kapitler kommer der nye perspektiver på danmarkshistorien set fra havet. Der er blandt andet historier om vestjyske søfolk i Amsterdam i 1700-tallet, om danske skibe, der lagde telegrafkabler i Asien i slutningen 1800-tallet, om sydfynske fiskere, der smuglede spiritus til forbudssverige i 1920’erne, og om, hvordan indførelsen af containeren kom til at forandre søfarten og de danske havne i 1970’erne.

”Vi prøver ikke at fortælle den store forkromede historie om Danmark som søfartsnation. Det projekt er blevet forsøgt flere gange, og det er netop ikke lykkedes. Vi er mere interesserede i at forstå søfartstraditionen i dens mangfoldighed og i at undersøge, hvad det gør ved Danmarkshistorien, hvis man betragter den fra søsiden,” siger Jeppe Nevers.

Siden tabet af flåden i 1807 fik søfarten igen en stor økonomisk betydning for Danmark. Men i den store, nationale fortælling måtte den vige for landbruget og arbejderbevægelsen:

”Søfarten har selvfølgelig været mindre synlig end landbruget og industrien, og der var langt flere danskere, der arbejdede på land end på havet. Men det er alligevel bemærkelsesværdigt, at søfartens rolle i udviklingen af Danmark blev tonet så meget ned, især i betragtning af, at andelsbevægelsen og industrialiseringen havde været umulig uden søfartens eksport, og den dag i dag står den maritime sektor for en fjerdedel af dansk eksport,” siger Jeppe Nevers.

Søfartens interessenter har med jævne mellemrum forsøgt at generobre deres plads i danskernes bevidsthed og i fortællingen om Danmark. Det fortæller bogens medredaktør Anders Ravn Sørensen, lektor på center for virksomhedshistorie, CBS, som selv bidrager med en artikel om etableringen af Handels- og Søfartsmuseet i Helsingør, det senere M/S Museet for Søfart.

”I starten af 1900-tallet gik det strygende for dansk søfart. Men man savnede en kulturinstitution, der kunne udbrede viden og interesse om deres erhverv, og søens folk så med misundelse på Landbrugsmuseet og Fiskerimuseet,” siger Anders Ravn Sørensen.

Nederst: Kong Frederik IX foran et skib fra rederiet Maersk, der er det klare nutidige udtryk for, at Danmark stadig bærer på en stor søfartstradition. – Foto: Allan Moe/Ritzau Scanpix.
Nederst: Kong Frederik IX foran et skib fra rederiet Maersk, der er det klare nutidige udtryk for, at Danmark stadig bærer på en stor søfartstradition. – Foto: Allan Moe/Ritzau Scanpix.

Den 1. august 1915 fik søfarten endelig sit eget museum indrettet på Kronborg i Helsingør. I sin åbningstale beklagede DFDS-bestyrelsesformand admiral Andreas Richelieu den hidtil manglende opmærksomhed på søfartens erhverv:

”… skønt disse erhverv i de seneste år har hævdet vort lands anseelse på den smukkeste måde og rullet bølger af guld ind over vort land, så har man dog ikke omfattet dem med den interesse og kærlighed, som jeg synes, de fortjener,” sagde admiralen.

Gennem de næste hundrede år fortalte museet historien om den danske søfart, men lagde også lokaler til særudstillinger om søfartens virksomheder:

”Jubilæumsudstillingen om A.P. Møller i 1976 var for eksempel designet og opsat af rederiets egne folk. Museets medarbejdere havde ikke behøvet at røre en finger, udtalte den daværende museumsdirektør i sin åbningstale. Man bekymrede sig ikke over, at udstillingen var en reklame for virksomheden,” siger Anders Ravn Sørensen.

En af grundene til, at søfartens historie har haft svært ved at slå igennem som en kulturbærende fortælling, er, at den ikke har haft en politisk bevægelse bag sig.

”Søfarten dækker over mange forskellige typer af mennesker og virksomheder med forskellige økonomiske motiver og kulturelle baggrunde. Hvad end man var sømand, købmand eller reder, var man sin egen lykkes smed. Søfartens folk var ikke en del af et nationalt kollektiv, men indgik i forskellige netværk, situationer og markeder rundt om i verden. En bred politisk eller folkelig bevægelse var der simpelthen ikke,” siger Jeppe Nevers.

Men i 1980’erne fik individet og det private erhvervsliv et kulturelt comeback. Redere som Mærsk Mc-Kinney Møller blev nu hyldet som store erhvervsledere, og maritime eventyrere som Troels Kløvedal blev hyldet for deres selvrealiseringsprojekter.

”Vi så, at kollektivismen veg for individet. Nu var det Danmarks store virksomheder, og især de maritime, der byggede landet og understøttede kulturen med store donationer og byggerier. Da Mærsk Mc-Kinney Møller døde i 2012, fik han en statsmandsbegravelse,” siger Anders Ravn Sørensen.

Et år efter flyttede Handels- og Søfartsmuseet fra Kronborg til en ny, moderne bygning tegnet af den verdenskendte arkitekt Bjarke Ingels med støtte fra søfartens helt store fonde – Dampskibsselskabet Orient’s Fond, Den Danske Maritime Fond, Lauritzen Fonden og A.P. Møller Fonden. Museet skiftede samtidig navn til M/S Museet for Søfart.

”Man kan se det nye museum som resultat af, at søfarten igen så en mulighed for at blive en del af den nationale fortælling gennem et stort, nyt museum, hvor de samtidig kan vise, at de også er en del af fremtiden,” siger Anders Ravn Sørensen.

De fleste af kapitlerne i ”Søfartshistorier” viser, hvordan Danmark har været påvirket af landets geografiske placering, teknologiske udviklinger og globale kræfter, og det er netop det, der gør det maritime perspektiv relevant, mener Jeppe Nevers:

”Hvis man efterspørger et mere globalt perspektiv på Danmarks fremtid, så er det søfarts- og handelsperspektivet, der trænger sig på, og det er i søfartshistorien, vi kan finde inspiration,” siger Jeppe Nevers.