Sofokles levede i Athen i næsten hele det femte århundrede før Kristus. Han var velorienteret om tidens politiske forhold, lægekunst og filosofi, og han skrev over 120 tragedier. Aristoteles opfattede Sofokles som den ideale tragedieforfatter, og athenerne var enige: Han vandt konkurrencer om den bedste tragedie mange gange.
Nu har Marcel Lysgaard Lech oversat ”Filoktet”, som blev opført i 409 f.Kr.
Situationen i tragedien er denne: Da grækernes hær er på vej til Troja, stopper den ved øen Lemnos for at sætte helten Filoktet i land. Han er nemlig blevet bidt i foden af en slange, og nu stinker fodens sår så meget, at ingen kan holde lugten ud, og såret smerter så meget, at Filoktets skrig forstyrrer offerhandlingerne. 10 år senere har grækerne stadig ikke erobret Troja, men så får de det varsel, at de skal få Filoktet over til Troja. Filoktet har nemlig fået Herakles’ bue og pile, og kun dette magiske våben vil kunne vinde over trojanerne.
Derfor sejler Akilleus’ søn Neoptolemos og Odysseus til Lemnos for at hente Filoktet. Opgaven er ikke nem.
Filoktet er nemlig rasende bitter på grækerne, efter at de har svigtet ham, så han nu må leve som et dyr i en hule af de dyr, han kan skyde med den magiske bue. Odysseus er som altid snu, og han instruerer den unge Neoptolemos til at narre buen fra Filoktet og lokke ham med til Troja. Målet helliger midlet.
Neoptolemos går tøvende i gang, får også lokket buen fra Filoktet, men i løbet af stykket indser han, at han ikke er tro mod sig selv og de idealer, han har arvet fra sin far. Akilleus var nemlig altid modig, stærk og oprigtig. Så vender Neoptolemos tilbage til Filoktet, giver ham buen og beder ham rejse med sig tilbage til hans hjemland. Filoktet er ødelagt af bitterhed og af at bo alene, så han har svært ved at have tillid til Neoptolemos, men indvilger til sidst i at rejse med ham til sit hjemland. Dog kræver skæbnen, at de tager til Troja, så grækerne kan vinde, og da Herakles stiger ned fra himlen med dette budskab, bliver Filoktet overbevist om, at han må møde den græske hær, som han hader, og hjælpe den til at vinde krigen.
Filoktet er en stærk og modig mand, klog og våbenkyndig. Men selvom han rummer en helts storhed, er han alligevel underkastet skæbnens slag (slangebiddet), og han har som problem at komme i ligevægt med sine omgivelser, altså det sociale, samt med sine egne behov for helbredelse og et sikkert liv.
Han har frihed til at vælge et dyrisk livs ensomhed, men hvis han vil opfylde sine sociale og personlige behov, må han lære igen at stole på andre og bide i nødvendighedens sure æble ved igen at kæmpe med grækerne.
Og Neoptolemos er en ung mand, der må finde sine værdier. Skal han opfylde grækernes fælles behov og hjælpe dem til en sejr, uanset at han så bedrager Filoktet? Eller skal han være oprigtig mod sig selv og hjælpe Filoktet, også selvom Filoktet er trodsig, ikke lytter og stadig stinker fra sin syge fod?
Sofokles har ikke et budskab eller en filosofisk mening om, hvad liv, skæbne og lignende er. Han viser derimod menneskers handlinger og problemer i situationer, hvor der er mulighed for at vise menneskets storhed, men også for at tage fejl, fordi mennesker handler i delvis uvidenhed og er underlagt følelsers og lidenskabers tvang.
Dette kan Sofokles vise med en klarhed i handling og sprog og med kyndige dramaturgiske midler. For eksempel spiller buen som rekvisit en stor rolle. Den er både Filoktets livsbetingelse, fordi den skaffer ham mad og gør ham værdifuld, og den er tegn på Neoptolemos’ oprigtighed, da han giver den tilbage til Filoktet. Dette understreges af, at det græske ord ”bios” med tryk på første stavelse betyder ”liv” og med tryk på sidste stavelse ”bue”. Sofokles’ sikkerhed som dramatiker kan minde om Mozarts musik med dens totale perfektion.
Stykket er generelt bedømt godt oversat. Marcel Lysgaard Lech har valgt at oversætte de græske versemål til knækprosa. Det virker for det meste godt, for det giver et naturligere talesprog uden de forkortede former (”sku’, ta’r” og så videre) og udfyldende enstavelsesord (”så, vel, jo”), der plager nogle oversættelser. Kun få gange bliver sproget tungt som i vers 651: ”Er der andet, du vil medbringe?”.
Men det medfører også tab. Korsangene, der virker stort set uforståelige for en dansker, er på græsk lyriske partier, der må have haft en virkning på grækerne, som opera har på os, og denne virkning blev understreget af, at skuespillerne talte/reciterede/sang med musikledsagelse. Det mister vi nu, og det er en del af det problem, at Sofokles’ stærkeste virkning måske er der, hvor stykkets handling og realisme møder den næsten liturgiske form, som versemål, sprog og musik skabte. Sådan som vi også kender det, når sange og digte er bedst.
Der er en nyttig navneliste og ret få og kortfattede kommentarer til stykket.
Grækernes eneste sødestof var biernes honning, for de kendte ikke sukker. Derfor var det en stor ros, når de kaldte Sofokles for ”Bien” på grund af hans sprogs sødmefulde skønhed og handlingens klarhed ligesom den fornemmelse, honning giver i munden. Marcel Lysgaard Lech har med denne oversættelse givet os et glas antik honning, hvis søde velsmag mange sikkert vil glæde sig over.