Den sovjetiske tålmodighed var kort, da tyske soldater nægtede at overgive sig efter Befrielsen den 4. maj. Den 7. maj blev Rønne og Nexø bombet, og budskabet var klart: Der ville falde flere bomber, hvis ikke tyskerne gav sig. De to byer blev evakueret, og den 8. maj fik de endnu et lag. 10 bornholmere og omkring 75 tyskere blev dræbt i en af verdenskrigens sidste krigshandlinger.
Skaderne var enorme – 9 ud af 10 huse i Rønne havde større eller mindre skader, mens ingen huse slap uskadte i Nexø. 9. maj ankom 150 sovjetiske tropper til Bornholm. De skulle siden blive til flere tusinde, hvilket de næste 11 måneder prægede livet på øen.
Den overordnede fortælling var i mange år, at russernes tilstedeværelse overordnet var problemfri. Det fortæller Jesper Gaarskjær, der er journalist og forfatter til bogen ”Bornholm Besat”. Men det forholdt sig langt fra sådan. I løbet af få måneder kom der anmeldelser om mindst 20 voldtægter begået af russerne mod bornholmske kvinder, og der blev begået hjemmerøverier og gaderøverier af russere på jagt efter ure, smykker og sprut.
”Flere fortalte mig, efter min bog var kommet, at de kunne forstå, hvorfor der blev stille i stuerne, når man talte om russerne. Vi taler om en lille ø, der havde en relativt fredelig besættelsestid, men hvor man pludselig låste dørene og ikke turde lade konen være alene hjemme,” siger Jesper Gaarskjær.
”Men det er vigtigt at sige, at langt de fleste russiske soldater opførte sig ordentligt,” tilføjer han.
Samme tone slår museumsinspektør Jakob Seerup fra Bornholms Museum an.
”Selvom man ikke havde sat næsen op efter sovjetiske soldater, var de trods alt befrierne. Mange mente, at sommeren 1945 var herlig, med russere, der spillede op til dans på Torvet i Rønne, fodboldkampe og andre fredelige aktiviteter. Men man var nervøs for, hvor længe de ville blive. I starten sagde de sovjetiske officerer, at man blot var der for at få de tyske tropper væk, men da tyskerne var evakuerede efter 10-14 dage, tog russerne ikke afsted,” siger Jakob Seerup.
Der var ikke megen hjælp at hente på Christiansborg.
”Man var bange for at træde den russiske bjørn over poten. Den officielle holdning var, at man ikke skulle beskæftige sig så meget med overgreb, og at det gik godt på Bornholm,” siger Jesper Gaarskjær.
I efteråret 1945 lagde den danske regering pres på englænderne for at få en dato for hjemsendelsen af britiske tropper. Men russerne blev først spurgt i februar 1946, og den 16. marts meddelte den russiske udenrigsminister Molotov, at de sovjetiske tropper ville blive trukket tilbage. Den 5. april mødte tusinder af bornholmere op på havnen i Rønne, og statsradiofonien havde sendt den populære journalist Gunnar Nu Hansen ud for at dække de sidste russeres afgang.
”Først da følte man sig som herre i eget hus. Der faldt den ro og frihed over Bornholm, som resten af landet havde haft i 11 måneder,” siger Jesper Gaarskjær.
”Men der var skabt en kløft mellem Bornholm og politikerne i København, der ikke for alvor forsvandt,” siger Jesper Gaarskjær.
Og følelsen af at være ladt i stikken blev et kendetegn i efterkrigstiden, forklarer Ifølge Jakob Seerup.
”Når man for eksempel så på medlemstallet i Hjemmeværnet under Den Kolde Krig, stak Sønderjylland og Bornholm altid ud. Man havde en direkte krigserfaring i de to områder, og på Bornholm havde man også en følelse af, at man måtte klare sig selv, siger museumsinspektøren.
Russerne slap ikke helt grebet i Bornholm, efter de rejste hjem. I Allinge ligger mindst 30 russiske soldater begravet, og hammer-og-segl-monumentet var jævnligt genstand for russiske militærbesøg. Aftalen med russerne var betinget af, at udenlandske tropper aldrig måtte sætte deres ben på Bornholm – og det krav blev håndhævet nidkært af russerne.”I 1980’erne inviterede man US Air Forces swingband til at spille ved dyrskuet i Hareløkkerne i Almindingen, men russerne nedlagde forbud, for det var udenlandske soldater, selv om de kun var bevæbnede med horn,” siger Jakob Seerup.