Prøv avisen
Interview

Stalins alliance med Hitler er en ubekvem sandhed

Disse to mænd delte Østeuropa mellem sig i 1939. Deres brutalitet er medvirkende til, at borgerne i de baltiske lande den dag i dag er bange, nu hvor Rusland igen udvider grænserne mod vest.

Stalin og Hitlers brutalitet er medvirkende til, at borgerne i de baltiske lande den dag i dag er bange, nu hvor Rusland igen udvider grænserne mod vest

I september 1939 rullede russiske tropper ind over grænsen til Polen. Det skete i forlængelse af ikke-angrebs-pagten mellem Nazityskland og Stalins Sovjet.

Pagten går under mange navne, Hitler-Stalin-pagten og Nazi-Sovjet-pagten samt Molotov-Ribbentrop-pagten efter de to landes respektive udenrigsministre, Vjatjeslav Molotov og Joachim von Ribbentrop, som skrev under på pagten den 23. august 1939 i Moskva, mens Stalin fornøjet kiggede på.

Pagten og ikke mindst dens konsekvenser er genstand for en ny bog af den britiske historiker Roger Moorhouse, som nu kommer på dansk under titlen ”En djævelsk alliance” på Kristeligt Dagblads Forlag.

ANNONCE:
 Køb bogen ”En djævelsk alliance” her

Men som Roger Moorhouse påpeger i et interview med Kristeligt Dagblad, så er titlen på engelsk med djævle i flertal, hvilket indikerer, at det er en alliance mellem to.

”Titlen kom til mig meget hurtigt. Jeg så to forbryderiske, onde og diabolske regimer. Og det er den tilgang, som jeg har i min bog, hvor jeg hælder mod at sætte Nazityskland og Stalins Sovjet i samme kategori,” forklarer Roger Moorhouse, som Kristeligt Dagblad passende møder ham på Det Tyske Historiske Institut på Bloomsbury Square i London.

”Ingen af dem går ind i pagten med den opfattelse, at det er en kærlighedserklæring. Der var ikke de nære følelser fra nogen af siderne. Men de går ind i det ud fra en strategisk tilgang,” uddyber Roger Moorhouse.

Hans motivation til at skrive om pagten er, at den ikke er særligt omtalt i engelsksprogede historiske værker, og i nogle tilgange er den nærmest glemt.

Roger Moorhouse illustrerer det med, at hans 15-årige søn netop har lært om forløbet op til Anden Verdenskrig, og der bliver pagten blot beskrevet som det sidste skaktræk, inden Hitler startede den militære kampagne.

”Det er også korrekt, men det ignorerer det faktum, at Hitler og Stalin de facto er allierede i næsten to år, og det er noget, som vi kollektivt har glemt eller valgt at glemme,” lyder kritikken.

”Men jeg mener, at 1939 bør være et årstal, der står med flammende skrift på samme måde som 1956 i Ungarn, 1968 i Tjekkoslovakiet og selvfølgelig 1989, hvor kommunismen reelt vanærede sig selv,” understreger Roger Moorhouse.

Han fremhæver, at ikke-angrebspagten blev set som en katastrofe, da den blev indgået, og ikke kun af dem, der frygtede et sandsynligt krigsudbrud.

”Det ramte særligt hårdt blandt kommunister rundt om i verden, hvilket også næsten er glemt. Det faktum, at Stalin kunne kravle i seng med Hitler, var for mange i den internationale kommunistiske bevægelse absolut forfærdende,” påpeger Roger Moorhouse, som fremhæver, at Nazityskland og fascisme for kommunister var den store fjende.

”Stalin forsøgte at forklare pagten med, at han gjorde det for at holde 'Hitlers sjakaler og hyæner stangen', så længe han kunne. Det er fundamentalt set en fiktion, men det er et narrativ, man stadig hører fra kremlologer og folk på den yderste venstrefløj. Desværre.”

Allerede under Stalin blev fakta om pagtens hemmelige protokoller retoucheret ud af historien.

”De hemmelige protokoller blev benægtet af Stalin som værende historieforfalskning. Det var først i 1990, at Gorbatjov endelig indrømmede deres eksistens.”

Men også blandt nazisterne var der et forklaringsproblem.

”Nazisterne havde brugt 20 år på at bygge sig selv op til at være modpol til Stalin og bolsjevikkerne. Og så indgår Hitler en pagt med Stalin. Så det var lige så chokerende for tyskerne,” understreger han.

Men forsøget på at nedtone aftalen findes også i Vesten.

”Der har været en nærsynethed i historien, hvor der kun har været fokus på den tyske aggression og den magt, som man ville nedkæmpe. Men dermed glemmer vi, at Sovjet også invaderede det østlige Polen, og det var ikke som beskrevet dengang en simpel fredsbevarende operation. Det var en militær invasion. Og den efterfølgende besættelse blev gennemført med stor brutalitet.”

Det aspekt passede heller ikke ind i de allieredes moralske fortælling efter krigen.

”Anden Verdenskrig var et moralsk korstog. Så vi foretrækker at overse monsteraspektet i Stalin, og ikke mindst at han var allieret med Hitler i næsten to år. Det er moralsk ubekvemt at huske det faktum,” lyder kritikken.

For Hitler betød det naturligvis, at han fik ro på Østfronten og kunne fokusere på den militære kampagne mod resten af Vesteuropa. Men hvad fik Stalin og Sovjetunionen ud af det?

”Umiddelbart gav det Stalin en fantastisk aftale. Han fik alt, hvad han ville. Næsten alle de gamle tabte russiske territorier, som var tabt i 1918, 1818 og 1919. Så han fik det østlige Polen, de baltiske lande og Bessarabien (del af Rumænien, som nu delvist er Moldova, red.) med ét slag, uden at skulle gøre noget som helst. Han skulle ikke gå i krig, men blot flytte sine tropper ind i de territorier.”

De grænser, som blev trukket som følge af pagten mellem Stalin og Hitler, bestod også efter Anden Verdenskrig, og blev først ændret efter Murens fald i 1989 - et eksempel på, hvor langvarige konsekvenser pagten skulle vise sig at få.

”Så der er stadig resonans overalt. I de baltiske lande er der i dag en frygt for den genopstandne russiske aggression. Og det er en bekymring, som er historisk baseret. De blev reelt givet til Sovjet af Hitler,” fastslår Moorhouse.

For Sovjet handlede det ikke kun om frihed til at gøre, hvad man ville, inden for rigets interessesfære.

”Afgørende var også, at Stalin så det som en fordel, at Hitler ville gå til angreb på Vesten. Han så det som en gentagelse af Første Verdenskrig, hvor den omvæltning og det kaos, der ville følge, i hans hoved kunne være til fordel for kommunismen. I bogen citerer jeg både Stalin og Molotov for, at de vestlige magter - tyskere, briter og franskmænd - ville få hinanden til at forbløde, og dermed ville kommunismen have bedre chancer for succes i de lande,” påpeger Roger Moorhouse.

En tanke, der blev væltet med angrebet på Sovjet den 22. juni 1941.

”Stalin blev fanget på det forkerte ben. Han vidste, at Hitler ikke var hans bedste ven for evigt. Men han forventede, at der ville være et forspil til et tysk angreb i form af en række krav og raslen med sablen. Han forventede ikke et totalangreb ud af det blå.”

Et andet spørgsmål er, om der var planer fra Sovjet om at angribe den anden vej.

”Det er noget, der diskuteres. Der er nogle russiske historikere, der fortæller den historie. Men så vidt jeg ved, er der ikke nogen sikre beviser på, at han ville angribe,” lyder vurderingen.

En særligt emne i bogen er Finland, som indirekte er omfattet af pagten.

”I praksis kommer Finland under den sovjetiske interessesfære. Og Stalin angriber finnerne i november 1939, og vi har Vinterkrigen, som varede til marts 1940. Finnernes modstand i Vinterkrigen er absolut heroisk og en fantastisk historie, som sikkert er kendt af andre skandinaver. Men i den engelsktalende verden er det ikke på radaren som en del af historien om Anden Verdenskrig,” forklarer Roger Moorhouse og tilføjer, at Molotov også talte om Kattegat og Skagerrak som områder, der var i Sovjets strategiske interesse.

ANNONCE: Køb bogen ”En djævelsk alliance” her 

Adolf Hitler in the car at the completion of the 1000th Kilometer highway near Breslau on 27 September 1936.
Disse to mænd delte Østeuropa mellem sig i 1939. Deres brutalitet er medvirkende til, at borgerne i de baltiske lande den dag i dag er bange, nu hvor Rusland igen udvider grænserne mod vest.