Stemmeret og værnepligt blev nationalstatens to ben

Værnepligten står til at blive udvidet i det kommende forsvarsforlig. Pligten til at gå i krig blev indført sammen med valgretten i Danmarks første grundlov i 1849 efter pres fra bønderne

Den tapre landsoldat blev symbolet på ellers ringeagtede bønders kampvilje i midten af 1800-tallet.
Den tapre landsoldat blev symbolet på ellers ringeagtede bønders kampvilje i midten af 1800-tallet. . Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix.

Den var Danmarks første musikalske hit, skillingsvisen "Den tapre landsoldat". Peter Faber skrev den i april 1848, umiddelbart efter at Treårskrigen mellem danskere og tysksindede slesvig-holstenere var brudt ud i den daværende helstat, og i alle hjørner af Danmark fløjtede og sang man med på visen om den kække bondeknægt, der råber hurra for sin skæbne som landsoldat og lover sin pige, at "hvis jeg ikke falder, kommer jeg nok hjem igen". 

Visen indrammer den bølge af national vækkelse, som prægede Danmark i den periode. Soldaten slås "for pigen og vort land" og har ikke meget tilovers for dem, der smyger sig udenom: "Og ve det usle drog, der elsker ej sit sprog og ej vil ofre liv og blod for gamle Dannebrog!", som der står i sidste vers. 

Netop pligten til at gøre militærtjeneste var en af datidens store debatter og indgik i arbejdet med Danmarks første grundlov, Junigrundloven af 1849.

Indtil begyndelsen af 1800-tallet havde Danmark overvejende haft hvervede hære med lejesoldater, men de var efterhånden blevet erstattet af tvangsudskrevne bønder, hvilket hverken bønder eller godsejere var tilfredse med. Landbefolkningens protester og inspirationen fra den omfattende værnepligt, der blev indført under Den Franske Revolution i 1793, gjorde tanken om det enkelte (mandlige) individs medansvar for statens sikkerhed til et centralt tema i Den Grundlovgivende Rigsforsamling.

Det skulle ikke længere udelukkende være de unge bønder, der blev sendt i krig. Byernes unge mænd – håndværkere, embedsfolk og studerende – skulle også holde for, og med et overvældende flertal på 104 stemmer mod 5 blev værnepligt for alle mænd vedtaget.

"Landet står i en ny situation på flere måder. Der er krig, og der er behov for flere soldater. Samtidig er man ved at afskaffe enevælden og indføre konstitutionelt monarki. Dermed går krigene fra at være kongens projekt til at være statens og borgernes," siger Karsten Skjold Petersen, museumsinspektør og seniorforsker ved Nationalmuseet med speciale i værnepligt og rekruttering.

Som herredsfoged Jesper Peter With fra Vejle sagde under debatten i den grundlovsgivende forsamling:

"Nei, lader os nu i Erkjendelse af, at det er paa Tiden, at Byrderne blive lige, lader os nu ikke mere tale om at holde os tilbage, men lader os begynde med at erkjende, at Værnepligten fra dette Øjeblik er lige for Alle."

Samfundskontrakt

Værnepligten bliver dermed en del af den "kontrakt", som borgeren indgår med staten. Staten sørger for, at lov og orden bliver opretholdt, så indbyggerne kan færdes frit og sove trygt i deres senge. Til gengæld forpligter de mandlige borgere sig til at forsvare landet med deres liv om nødvendigt. 

Anne Engelst Nørgaard, ph.d. og lektor ved NTNU, Norges teknisk-videnskabelige universitet, med speciale i demokratiudviklingen i 1800-tallet, kalder indførelsen af den almindelige værnepligt i 1849 for en "milepæl" i det moderne borgerlige samfund.

"Det viser, hvordan det er blevet en udbredt idé, at alle borgere – forstået som de fleste mænd – er juridisk ligestillede, og at det derfor vil være urimeligt, hvis værnepligten ikke omfatter alle," siger hun og minder om, at værnepligten bliver indført i overgangen mellem standssamfundet med bønder, adel og kirke til et borgersamfund, hvor alle – i hvert fald teoretisk – er lige.

Stemmeretten er en anden del af den såkaldte kontrakt mellem stat og borger.

"Forsvarspligten blev kædet sammen med de politiske rettigheder. Bønderne havde i årtier argumenteret for det urimelige i, at værnepligten kun faldt på dem. Da den stramme censur og enevælden blev afviklet i begyndelsen af 1848, kunne de også begynde at kræve stemmeret – og de knyttede deres krav sammen med værnepligten," siger Anne Engelst Nørgaard.

"Det er et enormt skifte, der sker. Vi ser en udvikling fra et standssamfund med privilegier og byrder til et borgersamfund med rettigheder og pligter," siger hun.

Værnepligten som en medborgerpligt er historisk dog hverken en given eller statisk størrelse, understreger den danske historiker. Det er altid en politisk beslutning, hvad man i sidste ende vælger at definere som en borgerpligt. 

"Man debatterede og kæmpede om værnepligten i årtierne før Junigrundloven, og man har gjort det lige siden," siger Anne Engelst Nørgaard.

Nationalfølelse og forsvarsvilje

Når indførelsen af værnepligten slog igennem netop i 1849, hang det således også sammen med, at Danmark på det tidspunkt så småt begyndte at tage form som nationalstat. Der var en udbredt nationalfølelse, som styrkede opbakningen til værnepligt, på et tidspunkt hvor Danmark også havde et stort behov for flere soldater.

Den danske stat var stadig en helstat med Kongeriget Danmark og blandt andet hertugdømmerne Slesvig og Holsten, men de tysksindede i hertugdømmerne gjorde oprør med Preussen og Det Tyske Forbund i kulissen, og mange danske i kongeriget ønskede at slippe af med Holsten, som var overvejende tysk. Særligt borgerskabet i byerne ønskede sig en nationalstat for danskere. Og de var villige til at kæmpe for den.

"Den toneangivende elite i byerne brænder for nationen, og en del af de unge studerende forlanger ligefrem, at de også får værnepligt," siger Rasmus Glenthøj, ph.d og lektor ved Syddansk Universitet med særlig viden om 1800-tallets historie, national identitet og patriotisme.

Han peger på, at bønderne ikke omfattede værnepligten med samme entusiasme. De fandt sig i den, men der gik årtier, før de blev grebet af den nationale begejstring og idéen om fædrelandet som det vigtigste af alt, det øverste, som man var parat til at dø for sådan som den tapre landsoldat.

Set med nutidens øjne kan visen synes at emme lovligt meget af nationalrørelse og krigsromantik, men den tog faktisk en meget præcis temperatur på datidens følelser, især i borgerskabet, siger Karsten Skjold Petersen fra Nationalmuseet:

"Der var en utrolig bølge af fædrelandskærlighed og forsvarsiver. Man taler om ånden fra '48. Vi har ikke oplevet noget tilsvarende i Danmark siden på nær en kort periode efter Anden Verdenskrig. Vi skal nok til Ukraine i dag for at forstå, hvordan stemningen var."