Prøv avisen

Stenalderjægere begravede de døde ved døren

I 2001 dukkede en ny hyttetomt fra Kongemose-kulturen op. En rekonstruktion af denne jægerhytte er blevet opført i Lejre Forsøgscenter. -- Foto: Hørsholm Egns Museum.

STENALDERFUND: Arkæologer fra Hørsholm Egns Museum har gjort enestående fund af 7000 år gamle hyttetomter med grave omkring. Efterårets udgravninger på lokaliteten ved Nivå nord for København har givet ny viden om stenalderens ældste perioder og datidens jægersamfund

For 7000 år siden lå en håndfuld rundtoppede hytter på en lille ø i den daværende fjord ved Nivå nord for København. Siden har vandstanden i Øresund ændret sig, så området i dag består af pløjede marker og asfalterede småveje.

Men dengang i ældre sten-alder brugte jægere stedet som jagt- og fangstplads. De vendte tilbage til hytterne gentagne gange og har begravet flere døde frænder omkring deres bosteder.

– Vores fund af hyttetomter og grave fra ældre stenalder er på alle måder usædvanligt, fastslår museumsinspektør Ole Lass Jensen fra Hørsholm Egns Museum, hvis gravehold dette efterår har udgravet op til flere velbevarede grave fra ældre stenalder.

– De tyder nemlig på, at man ikke havde samme skarpe opdeling mellem levende og døde som i vore dage. Vi finder ikke bosteder og gravpladser, men i stedet en boplads med grave på.

Museets arkæologer blev opmærksomme på lokaliteten allerede i 1995 og foretog mindre undersøgelser af stedet. De egentlige udgravninger har nu stået på gennem otte sæsoner og giver fortsat uventede resultater.

– Vi fandt den første hyttetomt tilbage i 1996 og fik den C14-dateret til 4850 f.Kr. Men der var en udbredt skepsis over for fundet, for man kendte så godt som ingenting til bostederne fra de sidste to årtusinder af ældre stenalder, fortsætter Ole Lass Jensen.

– Bortset fra en enlig svale med en mulig hyttetomt på en lokalitet nær Roskilde er der ikke fundet huse eller hytter fra ældre stenalder trods talrige udgravninger gennem mere end 100 år.

Fundet af denne hytte fra Ertebølle-tiden ved Nivå skulle ændre det billede totalt, da den viste sig at være særdeles velbevaret.

Den runde hyttetomt dækkede et areal på 2,4 gange 3,2 meter. Herinde var der spor efter ildsted, et madlavningsområde, sovepladser og flinthuggested. Genstande og fund lå helt systematisk inde i hytten, så det var nemt at afgrænse områdernes forskellige funktioner ud fra koncentrationer af flint, ophobninger af dyreknogler og fiskeben eller store mængder trækul.

Hyttekonstruktionen bestod af en 40-50 cm dyb nedgravning omkranset af nedbankede pæle og stager. Fund af lerklumper i og omkring hytten pegede i retning af lerklinede vægge.

Selve hytten var sandsynligvis bygget af pile- og hasselgrene, der endte i et rundbuet tag. Arkæologerne forestiller sig, at der blev trukket et stort dække af hjorteskind hen over taget i de perioder, hvor sæsonhytterne var i brug.

I 2001 dukkede der helt sensationelt en ny hyttetomt op. Den var ligeså velbevaret, men fra en endnu ældre periode af stenalderen, nemlig Kongemose-kultur. Der er siden blevet opført en rekonstruktion af denne jægerhytte anno 5600 f.Kr. i Lejre Forsøgscenter.

Med fundet af den anden hytte var arkæologerne på mere sikker grund, og den lignende på mange måder sin 700 år yngre lillebror. Men udgravningen af Kongemose-hytten blev alligevel anderledes.

– I den anden hytte stødte vi på hele tre forskellige gulvlag adskilt af fundtomme lag, fortæller Ole Lass Jensen.

– Det var mere kompliceret at udgrave, men understregede teorien om sæsonbrug. Samtidigt bestod de fundtomme lag af ler trængt ind på utætte steder i de perioder, hvor hytten stod tom. Så vores forestilling om et flytbart hjorteskindsdække til taget virker ikke usandsynlig.

Hytte nummer to havde flere overraskelser at byde på. Godt 1,5 meter fra hytten blev der fundet en grav med skelettet af en velvoksen mand. Men den stakkels jæger lå i graven uden kranie og overarmsknogler. Den ene overarmsknogle fik arkæologerne forunderligt nok lokaliseret inde i hytten.

– Mandsgraven bar tydeligt præg af forstyrrelser kort efter gravlæggelsen. Både bækken og benknogler lå anatomisk forkert, og graven var generelt rodet rundt.

Arkæologerne har ikke en entydig forklaring på den særprægede omgang med den afdøde jæger. Men det er sandsynligvis et led i overgangsritualerne mellem liv og død:

– Etnografiske studier af tilsvarende kulturer viser, at man genopgraver dele af afdøde en tid efter begravelsen for at bruge for eksempel kranie og knogler rituelt. Først bliver den døde udskilt fra samfundet gennem gravlæggelsen for siden at blive en del af samfundet igen med genopgravningen af visse skeletdele. Man levede så at sige med sine døde. Og den forklaring hænger godt sammen med stenalderjægernes skik med at begrave de døde omkring deres hytter, forklarer Ole Lass Jensen.

Sidste år afdækkede arkæologerne et stort område på toppen af den tidligere ø. Til alles overraskelse myldrede det med hytter og grave. Her i efteråret bliver to store felter undersøgt, og næste år skal et sidste felt under skovlen. Lokaliteten omfatter nu fem hyttetomter og mindst ni grave fra Kongemose- og Ertebølle-tid. Det overvældende antal velbevarede hyttetomter i kombination med grave giver ny, vigtig viden til forskerne – og det fortsætter:

– Lige nu er vi i gang med at undersøge en klynge grave. Her har vi fundet en voksengrav, en mandsgrav med en fin kronhjortetak og en dobbeltgrav med en voksen og et barn. Barnekraniet er intakt og så lille, at det kan være et spædbarn. Så måske er der tale om en kvinde begravet sammen med hendes nyfødte.

Arkæologerne får assistance af en knogleekspert fra Antropologisk Laboratorium på Panum Instituttet til at alders- og kønsbestemme skeletterne. Og kyndige folk fra Zoologisk Museum skal undersøge de mange knogler fra rådyr, kronhjort, vildsvin, bæver, mår samt et utal af fiskearter.

De undersøgelser kan måske afsløre, om hytterne kun blev brugt på visse årstider for eksempel til sommerfiskeri eller hjortejagt om efteråret.

Øen i det tidligere fjord-område blev oversvømmet flere gange i stenalderen. Derfor har jægerne bosat sig på stedet ad to omgange og siden forladt det for altid. Så arkæologerne står med et fastfrosset tidsbillede uden senere forstyrrelser af en velbevaret boplads fra omkring 5600 f.Kr. og én fra 4850 f.Kr. Og det har givet et detaljeret indblik i to perioder af ældre stenalder, hvor fundene ellers var sørgeligt få eller glimrede helt ved sit fravær.

historie@kristeligt-dagblad.dk

Mellemste stenalder i Nordeuropa

Mellemste stenalder, også kaldet mesolitikum, varer fra ca. 8900-3900 f.Kr. Perioden omfatter en række kulturer, der ernærer sig ved jagt, fiskeri og indsamling. Nordeuropa var dengang dækket af tempererede urskove med især kronhjort og vildsvin som vigtige fødekilder. Flintredskaberne som for eksempel økser og pile var derfor nøje tilpasset livsforholdene i disse urskove. Ved overgangen til mellemste stenalder trak isen sig endeligt tilbage til de skandinaviske fjelde, og der skete en kraftig landhævning af Nordeuropa. Vandstanden og dermed landkortet så derfor markant anderledes ud end i dag. Vigtige kulturer i mellemste stenalder er:

Maglemose-kultur 8900-6400 f.Kr.

Perioden er opkaldt efter fundet af den første boplads ved Maglemose nær Mullerup på Vestsjælland omkring år 1900. Den er kendetegnet ved særlige flintredskaber: små runde skrabere, smalle bor, kærne- og skiveøkser samt en speciel type trekantede pilespidser. Der er også redskaber i ben og hjortetak for eksempel dolke og fiskekroge samt træredskaber som køller, buer og padleårer.

Kongemose-kultur 6400-5400 f.Kr.

Perioden er opkaldt efter den store boplads Kongemosen nær Slagelse på Vestsjælland udgravet i 1950'erne. Flintteknikken er væsentlig bedre end i den forrige periode, så redskaberne er større og mere regelmæssigt udformet. Udvalget af flint- og benredskaber minder om Maglemose, men en rombeformet spidspil er særlig karakteristisk for Kongemose.

Ertebølle-kultur 5400-3900 f.Kr.

Perioden er opkaldt efter en stor køkkenmødding nær Ertebølle ved Limfjorden i Nordjylland. Kulturen er kendt for netop de mange køkkenmøddinger, også kaldet skaldynger, bestående af ophobede måltidsrester og affald. De mest tidstypiske redskaber er tværpilen og skiveøksen. Samtidigt dukker den første keramik op i Sydskandinavien omkring 4500-4400 f.Kr. som en kulturpåvirkning sydfra.

Rids af Kongemose-hytten. -- Tegning: Hørsholm Egns Museum.
Sidste år blev afdækket stort område, som viste sig at vrimle med hytter og grave. Det giver ny, vigtig viden til forskerne. -- Foto: Hørsholm Egns Museum.