Den 11. august tonede en 43-årig kvinde frem på iransk stats-tv. Her indrømmede hun, at hun havde konspireret om mordplaner på sin mand.
Kvindens navn er Sakineh Mohammadi Ashtiani, og forud for hendes tv-optræden havde en opslidende ordkrig udspillet sig mellem de iranske myndigheder på den ene side og menneskerettighedsorganisationer og politikere i den vestlige verden på den anden. En kamp om sandhed og om retten til at styre sit land med egne love.
Sakineh Mohammadi Ashtiani blev nemlig dømt til døden. Og ikke bare det. Hun blev dømt til at miste livet ved stening.
Derfor var hendes tv-optræden en kulmination, der fik hendes advokat til at udtale til internationale medier, at han frygtede, at tiden var løbet fra Sakineh Mohammadi Ashtiani, og at de iranske myndigheder ville udnytte tv-interviewet til at fremskynde eksekveringen.
Vi vender tilbage til Sakineh Mohammadi Ashtiani, men først skal et par fakta på plads.
LÆS OGSÅ: Tema om stening
Det fremgår af en Amnesty International-rapport fra august 2010, at mindst seks mennesker har mistet livet ved stening i Iran siden 2006, og at organisationen har kendskab til mindst otte kvinder og tre mænd, der er dømt til døden ved stening i landet.
Skikken er mere end tusind år gammel, og modsat jødernes Tora og de kristnes Bibel nævner Koranen intet om stening.
"Når stening alligevel finder sted, skyldes det, at der findes beretninger, som fortæller, at profeten Muhammed bifaldt stening. Og derfor er det i teorien normgivende for muslimer," forklarer Thomas Hoffmann, der er lektor ved arabisk og islamstudier på Aarhus Universitet.
Det er altså de beretninger, som ramte Sakineh Mohammadi Ashtiani. Den 43-årige mor til to blev i første omgang anklaget for at have haft affærer med to mænd, og blev idømt 99 piskeslag. Afstraffelsen blev udført, mens hendes dengang 17-årige søn så på, har han fortalt. Men det stoppede ikke der. Året efter blev Sakineh Mohammadi Ashtiani under en retssag mod en mand, der var anklaget for mordet på hendes mand, også sigtet for at kende til mordplanerne. Denne gang var straffen stening til døden.
I et interview med den britiske avis The Guardian har en tidligere cellekammerat beskrevet, hvordan Sakineh Mohammadi Ashtiani besvimede, da hun havde fået overbragt dommen om stening i fængslet i Tabriz:
"I dagevis var hun som et spøgelse, der vandrede rundt i en choktilstand."
Dommen fik i forsommeren hendes datter og søn til at kaste sig ind i en massiv international kampagne, der har fået verdensledere over hele den vestlige verden til at fordømme stening – og landet, der vil udføre den. Som modsvar har Iran forbudt lokale medier at rapportere om sagen.
Derfor er fakta i sagen langt sjældnere end udtalelser. Efter dommen sagde hendes advokat til den britiske avis The Guardian:
"Ifølge loven kræver dødsstraf og især stening eksplicitte beviser og vidner, mens det i hendes sag overraskende var nok med dommernes viden."
Måske har han ret i, at dommen blev afsagt på baggrund af vage beviser. Måske bor Sakineh Mohammadi Ashtiani bare i det forkerte land.
Selvom muslimske lande findes over hele kloden, er det kun i Saudi-Arabien, Pakistan, Iran, Sudan, Somalia og dele af Nigeria, at stening stadig finder sted. Amnesty International fortæller desuden, at et par blev stenet til døde i Afghanistan i august 2010, men det skete uden for retssystemet i et område kontrolleret af Taleban. Også i Yemen og Forenede Arabiske Emirater er stening en mulig afstraffelse, men her er det dog ikke blevet brugt i årevis.
I løbet af 1800-tallet gennemlevede den muslimske verden nemlig enorme reformer af de traditionelle retssystemer, og de var i høj grad vestligt inspireret.
"Derfor begyndte man i langt de fleste muslimske lande at sætte parentes om stening," siger Thomas Hoffmann.
Når det alligevel finder sted i visse lande, er det, fordi de er baseret på en reformeret, fundamentalistisk form for islam, fortæller islamforsker
Kate Østergaard fra Københavns Universitet:
"I Iran er stening vendt tilbage efter den islamiske revolution. Det samme gælder Pakistan, og det er sket som led i en islamiseringsbølge. Mange formulerer begrundelserne i post-koloniale vendinger. Sådan noget med, at det er Vesten, der har indført fremmede love, så nu vil man indføre sine ægte love igen," siger hun.
Også Saudi-Arabien er et ærkeeksempel: Landet formåede i 17-1800-tallet at træde ud af historiens glemsel og blive en nation, da de verdslige sheiker slog sig sammen med en religiøs fundamentalist. Ud af det opstod wahabismen, der på den ene side er moderne og på den anden side meget gammeldags, fortæller Thomas Hoffmann.
"Den hævdede at gøre op med den kulturelle overtro og folkelige praksis, der havde udviklet sig lokalt, og samtidig vendte den tilbage til de originale tekster om Muhammeds gøren og laden. I virkeligheden var det lidt det samme, Luther gjorde, da han ville bag om den store, monstrøse kirke og tilbage til urskrifterne, som menigmand kan læse, fordi det er den autentiske form for tro," uddyber han.
Og selvom stening er noget, som kun få muslimske lande praktiserer, tager stening alle muslimer som gidsler, siger Kate Østergaard.
"Stening bliver trukket frem og brugt til at vise, hvor barbarisk og middelalderlig islam er. Man kan sige, det bliver brugt som et kardinalpunkt til at bedømme muslimer. Går de ind for stening eller ej? Mener de, det er en del af sharia eller ej? Det skal de alle sammen forholde sig til, selvom det praktiseres få steder," siger hun.
Tilbage i Iran sidder Sakineh Mohammadi Ashtiani stadig fængslet. Selvom hun er gået til bekendelse, siger hendes advokat, at tortur tvang hende til bekendelse over for de iranske tv-seere. Det har hun siden selv benægtet. Som de fleste oplysninger i sagen, er det svært at få bekræftet rigtigheden.
Alligevel har hendes historie runget ud over det meste af verden. Og det har virket. Først meldte de iranske myndigheder ud, at stenings-dommen var ændret til hængning, og i januar 2011 blev hængning til 10 års fængsel. Sakineh Mohammadi Ashtiani har siddet i fængsel siden maj 2006.