Større by i det tidlige Danmark træder ud af glemslens skygger

En by i Skåne eksisterede i mere end 1000 år som kultsted og magtcentrum, før den blev udkonkurreret. Nye udgravninger skal give mere viden om det tidlige Danmarks historie

Markerne ved landsbyen Uppåkra – eller Oppeager, som den hed, da Skåne var dansk – gemmer på resterne af et at enormt jernalderfund, der trækker tråde tilbage til den tidligste Danmarkshistorie.
Markerne ved landsbyen Uppåkra – eller Oppeager, som den hed, da Skåne var dansk – gemmer på resterne af et at enormt jernalderfund, der trækker tråde tilbage til den tidligste Danmarkshistorie. . Foto: Visualisering: Catrin Jacobsson fra Lunds universitet.

Lund i Skåne er Sveriges ældste by. Men selvom den har godt 1000 år på bagen, er byen nærmest en årsunge sammenlignet med en længst forsvundet nabo få kilometer derfra.

Markerne ved landsbyen Uppåkra – eller Oppeager, som den hed, da Skåne var dansk – gemmer på resterne af et at enormt jernalderfund, der trækker tråde tilbage til den tidligste Danmarkshistorie. Samfundet spredte sig over 40 hektar og var et regionalt omdrejningspunkt, fra det opstod i århundredet før Kristi fødsel og indtil tiden omkring det første årtusindskifte, hvor det blev udkonkurreret af Lund.

Resterne af byen lå glemt under mulden, indtil byggeriet af et hus i 1934 afslørede det, der i dag betragtes som Skandinaviens største og længstlevende byer fra den tid. Området har haft stor regional betydning. Kulturlagene i jorden afslører, at bosætningen har været beboet igennem over 1000 år, og udgravninger har blandt andet påvist et kulthus og en residenshal, der har været centrum for områdets magtstruktur.

Kulthuset blev udgravet omkring år 2000, og det regnes for at være det bedst bevarede af sin slags fra jernalderen.

Under en procent udgravet

I dag har man stadig kun udgravet under en procent af det samlede areal. Alligevel har man fået megen ny viden, fortæller Mats Roslund. Han er arkæologisk professor på Lunds Universitet og en af de hovedansvarlige for udgravningerne på stedet.

“Det begyndte som en almindelig boplads, men omkring år 200 eller 300 skete der noget. Man fik et kulthus og en permanent etablering af en residenshal,” siger han.

Inspirationen kan være kommet udefra, for fundene fra kulthuset viser ligheder med måden, man drev kultsteder på i de romerske områder, der dengang strakte sig langt op i det nuværende Tyskland.

“Der kan være en gruppe, som har besøgt de romerske grænseområder og fået ideer. Mange har en ide om, at folk i jernalderen bare var bønder, og at kontakten til andre områder først kom i vikingetiden. Men der har uden tvivl været kontakt mellem de regionale magtcentre, og der findes fund fra danske bopladser, der viser, at der har været direkte kontakt til Romerriget. Det har medført store kulturelle og sandsynligvis også intellektuelle ændringer. Man kan forestille sig, at de nye påvirkninger har været med til at sikre Uppåkra en speciel plads hos folk i området. Det har givet grundlag for at etablere de dynastier, der har gjort byen magtfuld,” siger han.

Imponerende kulthus

At religion var vigtigt i Uppåkra, er der ingen tvivl om. Kulthuset blev udgravet omkring år 2000, og det har været et imponerende skue. Stolpehullernes størrelse viser, at bygningen har haft et meget højt tag eller et tårn, og den har samtidig ligget højt. Dermed har den været synlig på lang afstand – præcis som de senere kristne kirker.

Kulthuset var da også lige så levedygtigt som mange kirker. Fund af blandt andet gudebilleder viser, at det var i brug som religiøst centrum i århundreder. I modsætning til nutidens kirker har kulthusene dog sandsynligvis været lukket land for de almindelige borgere.

“Kun de højststående i samfundet havde adgang til at kunne tale med guderne. På særlige tidspunkter har man måske åbnet dørene, så folk kunne kigge ind. Men det har ikke været et sted, hvor alle kom,“ siger Mats Roslund.

Bygninger var som et kongeslot

De skiftende dynastier har haft hjemme i residenshallen – eller høvdingeborgen. Bygningen var mindst 13 gange 40 meter. Den lå på områdets højeste punkt og var centrum for livet blandt de mest privilegerede og magtfulde i jernalderbyen.

“Man kan sammenligne residenshallen og kulthuset med et stort dansk middelalderslot med et slotskapel ved siden af. Kulthuset og residenshallen har været det absolutte magtcentrum, og ligesom et middelalderslot har residenshallen nok ligget afgrænset. Inden for afgrænsningen har der sandsynligvis været mindre bygninger til håndværk, mens bondegårde og andet har spredt sig uden for afgrænsningen, siger Mats Roslund.

Højteknologisk udgravning

Netop residenshallen er næste mål for en stor udgravning, der begynder til efteråret og vil strække sig over tre år. Her håber man at få ny viden takket være en kombination af arkæologiske dyder og topmoderne metoder. Torbjörn Ahlström er professor i historisk osteologi på Lunds Universitet og har særligt indblik i analyse af knoglerester. Han glæder sig til at lægge en ekstra dimension ind i undersøgelserne, blandt andet ved at tage prøver op af jorden, såkaldte borekerner.

“Ved hjælp af borekerner fra huset kan vi lave analyser ned i den mindste detalje. Jorden kan gemme på mikrober, DNA og andet,” siger Torbjörn Ahlström.

Et jordnært billede af fortiden

Håbet er, at arkæologerne vil komme helt tæt på, hvordan jernalderens overklasse levede og døde. Blandt andet vil man lede efter askelag fra vulkanudbrud og spor efter den justinianske pest, der hærgede i midten af 500-tallet. I så fald vil det ifølge Torbjörn Ahlström være første gang, man finder beviser for pestens hærgen i Skandinavien.

Undersøgelserne kan også give et mere jordnært indblik i livet i jernalderen. Takket være DNA-analyser, jordundersøgelser og analyser af strontiumisotoper i tandrester kan man afgøre, hvor folk i området er født, hvem der har besøgt residenshallen, og hvad de spiste.

“Vi kan stort set se, hvem der i vinteren 463 sad og spildte øl på gulvet,” siger han.

Elitens liv vil lige så stille blive klarlagt – og på sigt vil man også kigge på de mere jævne beboere.

“Vi kommer til at tage fat på spørgsmålet om, hvordan livet blev levet i udkanterne af området,” siger Torbjörn Ahlström.