Prøv avisen

Storværk om menneskets ondskab i Auschwitz

5 stjerner

Gigantisk udgivelse om kz-lejren Auschwitz rummer voldsomme vidnesbyrd og det totale videnskabelige overblik. En i fysisk forstand massiv modvægt til skorstensrøgens flygtige glemsel

Allerede i løbet af juni 1940 fornemmede en SS-officer, hvad kz-lejren Auschwitz skulle blive til. 39 polske fanger blev sendt fra lejren Dachau til Auschwitz under opbygning for at levere pigtråd: ”SS-Unterscharführer Beck sagde til dem, at det var heldigt, at der ikke var kommet en bekræftelse på at efterlade dem i KL Auschwitz, fordi det sted ville blive til et helvede på jord,” lyder et vidneudsagn fra fangen Edward Flakiewicz.

Hvis lektor emeritus Peter Langwithz Smiths gigantiske ”Dødens bolig” kan eller skal siges at have et formål, kan det være en nærmest nøgtern, i hvert fald videnskabelig, bevisførelse for sandheden af denne SS-mands spådom. ”Dødens bolig” fremstår som en exceptionelt enorm udgivelse: En coffee table-bog på 700 sider, man ikke sidder med, men som snarere ligger på en under læsningen.

Grunden til udgivelsen er, at der endnu ikke findes en samlet videnskabelig fremstilling af ”hele lejrens historie og dens vigtigste aspekter på dansk”, som det lyder i forordet. Når formålet er en totaldokumentation for omfanget af uhyrlighederne, eksempelvis som bevis for påstanden om et helvede på jord, er bogen meningsfuld og gennemført.

Nøgleordet er ”videnskabelig” med vægt på en nøgtern genfortælling og billedgengivelse af grufuld ondskab. Alle empiriske detaljer af lejren udlægges, og der følges op med ret utrolige vidnesbyrd fra både SS-mænd og fanger.

Langwithz Smith holder sig ikke tilbage fra at gengive de mest voldsomme enkelthistorier om målrettet og personlig ondskab. Læseren skærmes ikke fra fortællinger om en græsk kvindelig fange, der drukner i lejrens latrin, en ”kæmpemæssig grube”, der dagligt fyldtes ”med den skvulpende masse af afføring”. Her citeres et vidne for at have set den græske kvinde:

”Jeg ser stadig hendes mørkhårede hoved over latrinen. Med sine små sarte fingre forsøgte hun krampagtigt at holde fast i den glatte redningskrans. (…) Der kom ingen hjælp. Til gengæld kom der en sjofel SS-mand, der ligegyldigt betragtede pigens fortvivlede anstrengelser og begyndte at grine. Så skubbede han langsomt, stille og roligt med skoen pigens fingre fra brættet, og den lille sank ned i den ækle grød.”

Eller SS-manden Josef Klehr, der ledede desinfektionsafdelingen og sprøjtede giftet Fenol i tusindvis af fanger. Ifølge den tjekkiske jøde Jan Weiss, der blev tvunget til at flytte lig for ham, tog Klehr indimellem to fanger ad gangen i samme værelse:

”Jeg tror, at det skete, når Klehr havde travlt med at komme væk. Han havde nemlig et kaninopdræt i gården. Når han ville gå til kaninerne, blev der altid sprøjtet hurtigere.”

Den uheldige oversættelse (”gå til”) er i øvrigt ikke repræsentativ for den tydeligt tyskkompetente forfatter.

Disse uendelige vidnesbyrd om ondskab, gengivet i citater uden indblanding, fortolkning eller fordømmelse, blandes med overblik og tal. Om det ragnarok i 1944, da der dagligt ankom 15.000 jøder fra Ungarn, og krematorieovnene ikke kunne følge med. Eller om de såkaldte ”selektioner”, hvor SS-mænd på rampen ved togvognenes ankomst skulle vælge mellem arbejdsdygtige og alle andre, der blev sendt direkte i gaskamrene. Alt sammen dokumenteret og illustreret ved en grotesk modbydelig billedside. Eksempelvis SS-manden Franz Hössler, der efter sin tilfangetagelse afgiver en erklæring til BBC, mens han står foran en vogn med utællelige udsultede lig.

Fra de enkelte historier over de grundlæggende tal til disse fotos skyr Langwithz Smith intet aspekt af fremstillingen, og det er også det, man skal forstå ved hans videnskabelige dokumentation. Det gælder samtidig et toneleje, hvor gasovne ”tages i brug”, SS har elementer af ”succes”, da de fandt frem til gassen Zyklon B og så fremdeles. Det er ikke kritisk ment, for den nøgterne stil er gavnlig for bogens anliggende.

En udfordring er til gengæld, at man med dette greb næs-ten afstår fra at give sammenhængende forklaringer eller fortolkninger. Det nævnes eksempelvis flere gange, at der pludselig i løbet af 1944 blev givet ordre til at indstille det systematiske mord på jøder. Der gives også spredte forklaringer på det, men stilen gør, at der hele tiden fortælles, hvornår og hvordan, ikke hvorfor givne udviklinger sker. Her ender ”Dødens bolig” (for) ofte i en mellemvariant mellem folkeoplysning og arkivdokumentation.

Det ændrer imidlertid ikke på, at denne overvældende dokumentation og de utrolige vidnesbyrd er en meningsfuld udgivelse. Et sted beskriver en fange det ubærlige i, at en ven pludselig kunne være væk:

”Forsvundet gennem dødens porte og svævede som et minde med røgen fra skorstenene.”

Med ”Dødens bolig” gør Langwithz Smith og forlaget alt for, at ingen har lov til at benægte hverken det skete eller menneskets latente ondskab.

Vi kan ikke give de døde så meget andet, og følelsesporno eller en konstant trang til fordømmelse ville ikke gavne yderligere i dette tilfælde. Derfor er der noget rigtigt, noget kompetent og noget retfølende over Peter Langwithz Smiths mindesmærke. En i fysisk forstand massiv modvægt til skorstensrøgens flygtige glemsel.