Prøv avisen

Byggeriet af Atlantvolden skabte dansk guldfeber

"Atlantvolden er det klareste eksempel på noget foretaget af danskere i entydig tysk krigsinteresse. Arbejdet blev udført af danskere og finansieret af statskassen og dermed skatteyderne, men samtidig har man bibeholdt forestillingen om, at Danmark var et suverænt land under besættelse, der kæmpede mod tyske interesser."- Knud Knudsen, historiker. Foto: Iris/ Ritzau/ scanpix

Byggeriet af Atlantvolden i Danmark blev udført af danske arbejdere, som blev betalt klækkelige summer af besættelsesmagten. Men pengene var hentet i den danske statskasse

Ligesom Klondikefloden i Canada trak folk til i guldfeber, blev opførelsen af den danske del af Atlantvolden et trækplaster for danske arbejdere. Besættelsesmagten betalte en høj hyre, og mange danskere nød på den vis godt af ”værnemagtskonjunkturen”.

Allerede i besættelsens første dage i april 1940 henvendte værnemagtens sig til den danske regering og oplyste om planerne for en række byggerier. I første omgang flyvepladsprojekter og senere hen de mange anlæg og bunkere, der blev bygget langs vestkysten som en del af Atlantvolden.

Den danske regering besluttede selv, at det ville være fordelagtigt, hvis danskere kunne aftage arbejdet i befæstningsbyggerierne. Blandt andet frygtede man, hvad et indtog af tusinder af arbejdere, herunder muligvis krigsfanger, kunne få af betydning for det danske samfund.

”Bortset fra et par tyske firmaer var både store og små entreprenører, der byggede Atlantvolden, danskere, ligesom langt de fleste arbejdere var,” forklarer historiker Knud Knudsen, der er pensioneret lektor ved Aalborg universitet og medforfatter til det nyudkomne værk ”Atlantvolden i Nordjylland”.

Tusindvis af danskere, både lokale i kystområderne, men også tilrejsende, var beskæftiget af opførelsen af den danske del af Atlantvolden. Præcis hvor mange danskere, der var involveret i bygningsarbejdet, er svært at sige, forklarer Knud Knudsen, som dog anslår, at der i den travleste periode i slutningen af 1943 og begyndelsen af 1944 var mellem 50.000 og 70.000 danskere arbejdere tilknyttet.

Mens ugelønnen for en arbejder i provinsen i 1940 var omkring 80 kroner, var der forlydender om, at de, der arbejdede for besættelsesmagten, fik 100, 150 og 200 kroner og i nogle tilfælde endda mere.

Således skabte besættelsesmagten ”værnemagtskonjunkturen” og gode indtægtsmuligheder, ikke kun for arbejderne, som havde brug for arbejdet og lønnen, men også for de lokale erhvervsdrivende og private, som husede og afspiste arbejderne.

Den største efterspørgsel var på tømrere og arbejdsmænd, herunder jord- og betonarbejdere samt jernbindere. Byggeriet bestod nemlig i overvejende grad af udgravning og støbning, og forskallingen stod tømrerne for.

Bagsiden af medaljen var imidlertid, at bygherren ikke selv betalte regningen for de mange danske arbejdere. I stedet blev den faktura sendt videre til den danske nationalbank, forklarer Knud Knudsen.

”Fordi Tyskland påstod at ville beskytte Danmark fra de allierede, skulle vi dække udgifterne til bunkerbyggeri og tropper i landet. Derfor blev værnemagtskontoen oprettet, og inden krigen var slut, var der brugt godt fem milliarder kroner.”

Da krigen sluttede, og tyskerne forlod Danmark, stod den danske stat derfor tilbage med et kæmpe underskud, ligesom de øvrige tidligere besatte nationer i Europa gjorde. Man forsøgte forgæves at få krigsskadeerstatning fra den tidligere besættelsesmagt, og i stedet blev en smule af underskuddet dækket ved bødepålægning af nogle af entreprenørerne.

”Man gik efter firmaer, der havde udvist utilbørlig interesse i de tyske opgaver, som det hed sig. I praksis betød det, at det var de små entreprenører, der blev dømt som værnemagere. De store slap med henvisning til, at den danske stat selv havde opfordret til deres engagement i befæstningsbyggeriet,” lyder det fra Knud Knudsen, som tilføjer, at ingen af de mange danske arbejdere blev retsforfulgt.

Da der i 1990’erne blev foretaget en række interviews med tidligere danske befæstningsarbejdere, gav mange udtryk for, at de ikke kunne lastes for at påtage sig arbejdet med Atlantvolden. At man byggede for tyskerne, betød ikke, at man var tyskvenlig, men blot at man havde brug for pengene.

På den vis er Atlantvolden ifølge Knud Knudsen eksempel på et paradoksalt forhold mellem den danske selvforståelse og vores medvirken i tyske interesser under krigen.

”Atlantvolden er det klareste eksempel på noget foretaget af danskere i entydig tysk krigsinteresse. Arbejdet blev udført af danskere og finansieret af statskassen og dermed skatteyderne, men samtidig har man bibeholdt forestillingen om, at Danmark var et suverænt land under besættelse, der kæmpede mod tyske interesser. Det har formentlig at gøre med, at vores del af Atlantvolden ikke blev bygget af lokale civile ved tvangsarbejde og tyske krigsfanger som i Frankrig eller af sultende russiske krigsfanger som i Norge, men i stedet frivilligt af danskere, som tjente godt på det,” fastslår Knud Knudsen.