Valget af Tobias Lewenstein som ny rabbiner i 1903 førte til en skandale i Det Mosaiske Troessamfund. Da ledelsen i Det Mosaiske Troessamfund ansatte ham, virkede han som overrabbiner i Haag. Efter forhandlinger udarbejdede man en livsvarig kontrakt, der blandt andet indeholdt en naturlig passus om, ”at i alle religiøse spørgsmål havde overrabbineren den suveræne afgørelse”. Allerede kort tid efter at Lewenstein var kommet til København, blev repræsentantskabet i trossamfundet klar over, at Lewenstein tilhørte en meget strengere religiøs retning, end man havde fået opfattelsen af, og der opstod nu en masse store og små konflikter i menigheden.
En af konflikterne drejede sig om børn af blandede ægteskaber, hvor moderen ikke var jøde. Der havde været en tradition i menigheden for, at barnet konverterede til den jødiske tro, hvis forældrene ønskede det. Den vej ønskede Lewenstein ikke at fortsætte. Han krævede, for at et barn kunne konvertere til jødedommen, at forældrene måtte skabe et jødisk hjem, hvor en del af de religiøse regler ville blive overholdt. I et tilfælde førte det til, at en familie blev så vred over denne holdning, at familiemedlemmer meldte sig ud af menigheden i vrede over ”en så brutal og hensynsløs fanatiker som den nuværende rabbiner”.
Et andet eksempel handlede om overholdelsen af bededagen. Det havde været vigtigt for en tidligere overrabbiner, Abraham Alexander Wulff, at indføre en særlig gudstjeneste på den dag, hvor man i alle kirker i Danmark samledes til gudstjeneste, for at vise, at jøderne var en del af den danske befolkning. Men den nye overrabbiner ønskede ikke, at denne gudstjeneste skulle afholdes.
I 1907 foreslog synagogens forstanderskab at afskaffe højtideligholdelsen af denne dag. På sin side havde man en udtalelse fra folkekirkens biskop over Sjælland, Thomas Skat Rørdam, som var blevet bedt om en udtalelse af Ministeriet for Kirke og Undervisning. Biskoppen konkluderede, at der ”formentlig ikke vil være nogen grund for Det Mosaiske Troessamfund til at helligholde denne dag”.
Forstanderskabet besluttede at udskyde afgørelsen til et møde få dage senere, hvor doktor Lewenstein også ville være til stede. Den 25. april 1907 fremsendte Lewenstein så følgende brev til Synagogeforstanderskabet:
”Efter at jeg har læst i bladene i dag, at der skal afholdes gudstjeneste i morgen i anledning af ”den almindelige bededag”, skønt jeg i sidste møde har erklæret en sådan gudstjeneste for utilladelig fra den jødiske religions standpunkt, efter at denne dags betydning er blevet konstateret som kristelig helligdag, betragter jeg min nærværelse til mødet i aften som ganske overflødig. Jeg forbeholder mig at foretage, hvad jeg måtte anse for rigtigt i anledning af det skete overgreb.”
Hvad Lewenstein mener med den sidste bemærkning bliver klart, når man ser fortsættelsen på historien. Tre dage senere, den 28. april 1907, henvendte repræsentantskabet sig til Lewenstein og meddelte, at man havde erfaret, at Lewenstein på bededagen ved den almindelige morgengudstjeneste over for en del af de tilstedeværende synagogegængere havde udtalt, at ”det er en vanhelligelse at deltage i dagens gudstjeneste”.
Af brevet fremgik det, at man mente, at Lewenstein havde opført sig utilladeligt, men at man, inden man gik videre, ville bede ham om en redegørelse. Den fremkom den 6. maj. Heri bekræftede Lewenstein, at det var korrekt, at han havde udtalt sig på denne måde, og at det ikke havde været muligt for ham at nå at informere menighedens medlemmer om sit synspunkt på denne gudstjeneste, hvorfor han kun kunne opfylde sin pligt ved i det mindste at fortælle sin holdning til dem, der var til stede ved morgengudstjenesten.
Reaktionen på brevet var ikke til at misforstå. I svaret stod der, at man udbad sig en erklæring om, hvorvidt Lewenstein ville fastholde sit synspunkt på bededagen og offentligt ville udtale sig om sin holdning. I så fald ville repræsentantskabet se det som et væsentligt brud på hans kontrakt, og en suspendering ville derfor blive nødvendig. I slutningen af brevet inddrog man nogle nye elementer i forholdet mellem synagogeforstanderskabet og Lewenstein. Repræsentanterne meddelte rabbineren, at man også ville suspendere ham, hvis han fortsat ville ”forstyrre Andagten i Synagogen, således som det er foregået ved Toraens Glædesfest og 1. dag i Ugefesten”, og at man ønskede denne erklæring i løbet af de næste otte dage.
Den 17. juni skrev Lewenstein: ”Jeg er af H.M. Kongen beskikket til Præst ved Troessamfundet og kan selvfølgelig også kun afskediges og suspenderes af Allerhøjstsamme.”
Og ministeriet ønskede ikke at afskedige Lewenstein.
Afskedigelsen blev stillet i bero. Det virkede, som om man fra repræsentanternes side trods alt havde fået kolde fødder.
Hvordan tiden er forløbet fra marts 1908 til det endelige brud, har det været svært at finde noget om, men i 1910 skete det endelig. Den direkte årsag er ifølge professor Martin Schwarz Lausten, at rabbiner Max Schornstein, som i mellemtiden var blevet ansat som rabbiner ved siden af Lewenstein, besluttede at optage en kvinde i jødedommen uden at indhente Lewensteins godkendelse. I udgangspunktet havde Schornstein sin fulde ret til dette, idet han havde en kontrakt, hvoraf det fremgik, at de to rabbinere var selvstændige og sidestillede. Der var blot den beklagelige fejl, at dette stred direkte imod Lewensteins kontrakt.
Selve sagen gjorde, at Lewenstein annoncerede i Berlingske Tidende, at den optagelse, som Schornstein havde foretaget, ikke havde gyldighed. Det måtte ende galt, og det gjorde det også. Lewenstein lagde sag an mod repræsentantskabet. Repræsentantskabet følte naturligvis, at det var en meget ubehagelig sag og fremsendte et ”strængt fortroligt” brev til trossamfundets medlemmer, hvori man opfordrede medlemmerne til omgående at afgive erklæring om, hvorvidt de var enige i repræsentantskabets beslutning, idet man gjorde opmærksom på, at såfremt dette ikke var tilfældet, ville repræsentanterne træde tilbage og udskrive nyvalg.
Af de 400 besvarelser, som repræsentantskabet modtog, skrev de 350, at de var enige i repræsentantskabets beslutning. I Kristeligt Dagblad fra den 12. februar udtalte Lewenstein, at han anså afstemningsmetoden for aldeles forkastelig. I notitsen i avisen stod der samtidig, at repræsentantskabet havde lukket præsteværelset og borttaget Lewensteins kirkestol samt sendt ham hans bøger og ornat. Sagen kørte sin gang.
Som modsvar skrev Lewenstein et åbent brev til Det Mosaiskes Troessamfunds medlemmer, hvori han redegjorde for sine handlinger og blandt andet informerede om, at striden ikke drejede sig om optagelse af børn født af en ikke-jødisk kvinde: ”thi jeg var gået ind på at nøjes med at foretage optagelsen af alle i de sidste 17 år fødte børn af blandede ægteskaber (siden Wolff’s død) uden at stille nogen som helst betingelse ud over iagttagelse af de ydre-rituelle forskrifter ved selve optagelsen…. Striden er da heller ikke optagelsen i jødedommen af blandede ægteskaber, men af voksne”. Det åbne brev sluttede efter yderligere redegørelser for Lewensteins handlinger, som følger: ”Lad nu enhver dømme, om jeg ikke stedse har gjort min pligt, stedse har forsøgt en fredelig løsning, stedse søgt at imødekomme repræsentanternes ønsker for så vidt vor – også repræsentanternes – religion tillader det.”
Sagen endte i Højesteret. Aviserne skrev udførligt fra selve retssagen, der ikke behandlede, om han skulle afskediges, men hvilken erstatning han skulle have.
Den 31. december 1912 endte det med, at erstatningen til Lewenstein for uberettiget fyring blev hævet fra 50.000 kroner til 80.000 kroner. Beløbet svarede nogenlunde til trossamfundets årlige medlemsbidrag.
Det hører med til historien, at erstatningen ikke blev betalt af trossamfundets kasse, men af private medlemmer af menigheden.
Bent Lexner er tidligere overrabbiner for Det Jødiske Samfund.