”Ingen skal af økonomiske grunde forhindres i at få den uddannelse, som den unge har lyst og evner til.”
Sådan lød oplægget til et større udvalgsarbejde, som den daværende undervisningsminister Knud Børge Andersen (S) nedsatte i sommeren 1965. I de år var flere og flere unge begyndt at søge ind på en videregående uddannelse, og tallet fortsatte med at stige. Fra 1960 til 1970 gik antallet af universitetsstuderende fra cirka 9000 til 35.000.
Og selvom dette blev set som noget positivt, gjorde den såkaldte uddannelseseksplosion i 1960’erne det også påtrængende at se på, hvilke økonomiske udfordringer der kunne påvirke de unges ønske om at studere, lød det videre i oplægget fra ministeren. Det nye udvalg skulle derfor undersøge, hvilken hjælp de unge fik, og overveje, om der var behov for nye former for støtte fra staten.
Resultatet af udvalgets arbejde og anbefalinger blev vedtaget ved lov fem år senere og er i dag en afgørende indtægtskilde for en stor del af de studerende, som i disse uger begynder på en videregående uddannelse herhjemme: SU’en.
I denne måned er det præcis 50 år siden, at Statens Uddannelsesstøtte blev udbetalt for første gang. Men selve historien om samfundets støtte til studerende går faktisk væsentligt længere tilbage. Det fortæller Morten Fink-Jensen, der er lektor i universitets- og videnskabshistorie på Københavns Universitet.
”SU’en bliver ofte udlagt, som om det var noget nyt, at man omkring 1970 ville skabe lige vilkår for alle studerende uanset social baggrund. Men erkendelsen af, at studerende fra fattige kår havde sværere ved at klare deres studier, fandtes allerede i middelalderen, og dengang ville man også hjælpe dem,” siger han.
I middelalderen fik de studerende derfor tilbudt et sted at sove. I 1569 voksede hjælpen herhjemme, da kong Frederik II stiftede Kommunitetet, som var et stort legat, der skulle sikre bespisning af 100 studenter på Københavns Universitet to gange dagligt.
Råvarerne til maden kom fra Kommunitetets gårde på Sjælland og fungerede som huslejebetaling fra bønderne. Senere blev de studerende også tilbudt en kollegieplads på Regensen, som blev bygget i 1600-tallet. Og da bønderne i slutningen af 1700-tallet begyndte at betale deres afgifter i penge, blev bespisningen af studerende skiftet ud med pengebeløb.
”Der opstod på den måde en langsom selvstændiggørelse af de studerende. I stedet for at møde op og få mad, kunne de nu selv styre, hvordan de ville bruge deres penge,” siger Morten Fink-Jensen.
I en periode var Kommunitetets overskud så stort, at det også blev brugt til at dække underskud på universitetets drift og finansiere nybyggerier som det første rigshospital fra 1910. På det tidspunkt havde man dog ikke forudset, at antallet af studerende ville stige drastisk i løbet af 1900-tallet, hvilket ifølge Morten Fink-Jensen betød, at der pludselig var færre penge og flere studerende til at dele dem.
”Det betød, at universitetet i 1900-tallet fik brug for, at staten kom mere ind over og hjalp med at sikre støtte til de unge. Derfra begyndte man at etablere et system fra bunden, som blev forgængeren til SU’en,” siger han.
I 1913 blev der oprettet en studiefond, hvor studerende, der havde brug for det, kunne låne penge til en lav rente. Først en del år senere begyndte staten dog at komme mere på banen og arbejde på det system, der kom til at minde om SU’en, fortæller Thomas Clausen, der er lektor på Danmarks institut for pædagogik og uddannelse og har forsket i SU’ens historie.
Dette skete mere præcist i oktober 1945, hvor Ungdomskommissionen blev nedsat. Med teologen Hal Koch i spidsen havde den til formål at stille skarpt på ungdommen og de unges behov.
”Der var en udbredt opfattelse af, at de unge var blevet glemt under Anden Verdenskrig. Man følte, at man skyldte dem noget – især de mange unge, som havde hjulpet til i modstandsbevægelsen. Så der var enighed om, at hvis nogen i samfundet skulle have økonomisk hjælp, så skulle det være dem,” siger Thomas Clausen.
I Ungdomskommissionen drøftede man alt fra unges behov for boliger til arbejde og social hjælp, og en af de anbefalinger, medlemmerne kom frem til i 1952, var muligheden for uddannelsesstøtte. Man oprettede Ungdommens Uddannelsesfond, og idéen var ifølge Thomas Clausen at opbygge et støttesystem, som skulle sikre en bredere studentersammensætning på universiteterne.
Der var til gengæld ikke mange penge til at gennemføre projektet. Politikerne måtte derfor finde andre måder at finansiere hjælpen til de unge på, og en af dem blev gennem sport. Nogle år forinden var det blevet gjort lovligt at spille på sportskampe og væddeløb, og staten valgte nu, at overskuddet derfra skulle gå til uddannelsesstøtte, siger Thomas Clausen.
”Tidligere havde det at spille om penge på hestevæddeløb for eksempel, eller fodbold, i princippet været forbudt og i hvert fald ikke noget, staten skulle blandes ind i. Men efter Anden Verdenskrig valgte man at legalisere det og bruge pengene på ungdommen. I begyndelsen drøftede man, om pengene skulle bruges på musik, teater, sport eller afholdsbevægelsen, men lidt tilfældigt blev det uddannelsesstøtten, der vandt,” siger han og tilføjer, at indtægterne samtidig kom til at overgå politikernes forventninger, da mange var glade for at spille.
I begyndelsen var det langt fra alle studenter, der kunne få del i de nye stipendier og lån. På uddannelsesinstitutionerne sad der nævn og vurderede, om man var trængende nok og eksempelvis ikke modtog penge fra sine forældre også.
Allerede dengang talte man om misbrug af SU-midler, siger Thomas Clausen.
”Fra begyndelsen af 1950’erne skrev og snakkede man om knallertstipendier og om, at pengene blev brugt til grammofonplader. Det var ting, man mente, at de unge ikke burde have råd til,” siger han og tilføjer, at man i begyndelsen af 1960’erne indførte såkaldte bruderklæringer, der var en blanket, som studerende under 28 år kunne bruge til at bekræfte, at de havde afbrudt enhver forbindelse til hjemmet.
”Dengang var man afhængig af sine forældre, frem til man var 28 år. Så for at få støtte før det skulle man kunne dokumentere, at man ikke havde noget økonomisk, socialt og følelsesmæssigt med sin familie at gøre.”
I begyndelsen af 1960’erne blev kriterierne for at få støtte fra uddannelsesfonden dog også lempet, og det samlede beløb til de studerende voksede. Og nogle år senere – i 1970 – kom altså den første lov om Statens Uddannelsesstøtte.
Da SU-loven blev behandlet og vedtaget i 1970, skete det parallelt med to andre forslag i Folketinget, der havde relevans for studerende. Den ene var en ny styrelseslov og den anden oprettelsen af Roskilde Universitetscenter.
Og de tre lovforslag siger til sammen noget om tanken bag SU’en, siger Else Hansen, der er historiker ved Københavns Stadsarkiv og forfatter til en bog om dansk uddannelsespolitik.
”Alle tre love bundede i et ønske om at myndiggøre de studerende. Det lå i tidsånden, at man ville gøre universitetet til en integreret og ligestillet del af velfærdssamfundet og skabe deltagerdemokrati. Med styrelsesloven sikrede man derfor de studerende en plads og en stemme i universiteternes styrende organer. Og med SU’en tog man et stort skridt mod økonomisk selvstændighed for de studerende,” siger hun.
Ifølge Else Hansen var der generel enighed blandt de politiske partier om, at de studerende skulle sikres understøttelse, men ikke om, hvor stor støtten burde være, og om der skulle være tale om lån eller om stipendier uden pligt til tilbagebetaling. Den daværende regering, som bestod af Venstre, De Konservative og De Radikale, fik forslaget igennem, mens Socialdemokraterne undlod at stemme, og venstrefløjen stemte imod.
”Partierne, der ikke stemte eller stemte imod, var ikke imod uddannelsesstøtte, men mente, at støtten var for ringe. Men hos regeringen mente man omvendt, at det handlede om personligt ansvar. De studerende ville jo komme til at tjene penge senere, og derfor kunne de lige så godt låne penge i stedet for at få dem,” siger hun.
Efter vedtagelsen i 1970 gik der dog yderligere nogle år, før SU’en for alvor kom til at minde om den, studerende får i dag. Den gik for eksempel fra at være et bestemt beløb til at afhænge af antallet af studerende, og flere gange steg stipendierne også. Fra 1990’erne var SU’en noget, der blev tildelt alle over 18 år uanset baggrund, og i dag er det næsten en tredjedel af en ungdomsårgang, der modtager SU, når de er på en videregående uddannelse.
Selvom SU’en i dag er en selvfølge, har man ifølge Thomas Clausen aldrig rigtig undersøgt, om støtten har virket efter formålet.
”Målet med SU’en var ikke flere studerende, men en bredere sammensætning på uddannelserne. Den skulle fremme den sociale mobilitet. Hvis vi ser på, hvem der vælger hvilke uddannelser i dag, kan man sige, at den måske ikke er kommet helt i mål. Men vi ved samtidig ikke, hvordan det ellers havde været,” siger han.