Prøv avisen
Historie

Synet på Jesus splittede den syriske kirke

Byen Maalula var engang en rolig kristen by nordøst for Syriens hovedstad Damaskus. I dag står byen hærget tilbage efter at have været i islamisters varetægt for siden at blive befriet af regeringshæren, hvilket ses på både ikonen og statuen af Jomfru Maria herover. - Foto: Scanpix

Grunden til, at Syrien har udviklet sig til et kludetæppe af kirkelige forgreninger, går helt tilbage til de første århundreder efter kristendommens opståen

Både kontinuitet og splittelse er rammende ord, hvis man vil karakterisere, hvordan den kristne kirke har udviklet sig i Syrien.

Det kristne samfund i Syrien har eksisteret i næsten 2000 år og er dermed et af de ældste, kontinuerlige kirkesamfund i verden. Samtidig er kirkens historie i Syrien præget af store splittelser. Inden borgerkrigen i Syrien brød ud for snart fem år siden, var landets mere end to millioner kristne spredt ud på i hvert fald 10 forskellige kirkelige retninger.

Grunden til, at Syrien har udviklet sig til et kludetæppe af kirkelige forgreninger, går helt tilbage til de første århundreder efter kristendommens opståen. Det forklarer Nils Arne Pedersen, dr.theol. og lektor i kirkehistorie ved Aarhus Universitet.

”De adskilte kirker, der i dag er i Syrien, fandtes ikke i begyndelsen. Der var enkeltmenigheder knyttet til de store byer, som forestillede sig at høre til én, universel kirke. Hurtigt fik menighederne også deres eget regionale præg. Det handlede især om forskellige sprogtraditioner,” siger kirkehistorikeren.

I Antiokia mod vest blev kristendommen knyttet til græsk, mens menigheden længere mod øst i Edessa benyttede sig af aramæisk. Det var en dialekt af det sprog, Jesus talte, og bliver i dag ofte omtalt som syrisk. Det er stadig det sprog, flere syriske kirker benytter i deres liturgi.

Mens de forskellige sprogtraditioner ikke var et tegn på en egentlig splittelse, opstod der nogle århundreder senere en bitter strid, som kom til at trække klare skillelinjer mellem de kristne kirker. Uenigheden drejede sig om, hvordan man skulle forstå Jesu to naturer som både guddommelig og menneske.

Striden kulminerede i år 451 på et stort kirkemøde i byen Kalkedon nær Konstantinopel (i dag Istanbul). Her blev kirkeledere enige om en fælles bekendelse om, at Jesus var to uadskillelige naturer i én person. Adskillige af kirkerne i det vestlige Syrien samt i andre dele af verden kunne ikke acceptere dette syn på Jesus, og striden førte til, at adskillige kristne udskilte sig fra hovedkirken i Romerriget.

Der gik dog mange år, inden splittelsen for alvor krystalliserede sig helt ud i de enkelte kirker i Syrien. Det forklarer Emma Loosley, arkæolog og professor ved det britiske Exeter Universitet.

”Det var en lang og flydende proces. Det var først hen i det syvende århundrede, at de kirkelige linjer begyndte at være klart trukket op,” siger hun.

Derefter tegnede der sig et mønster, hvor den vestligste del af Syrien langs kysten accepterede Kalkedon og knyttede sig til den romerske kirke. Den østlige del samt ørkenområderne havde derimod tendens til at afvise den.

Blandingen af regionale kulturforskelle samt forskellige syn på Jesu natur skabte grundlaget for en lang række kirkeforgreninger i Syrien. I nyere tid har missionærer også fået indført vestlige kirkeretninger, såsom den protestantiske, i landet.

Emma Loosley forklarer, at det har været et kendetegn for Syrien de seneste godt 1000 år, at landet har været et relativt roligt sted for kristne. Der har været sporadiske antikristne begivenheder, men det generelle billede har været, at kristne har haft en naturlig, velintegreret plads i samfundet.

Først ved slutningen af Det Osmanniske Rige i 1920'erne, blev kirkerne i Syrien for alvor truet på deres eksistens. Det skete under det armenske folkemord, der også gik hårdt ud over de kristne i Syrien.

”Det bliver stadig diskuteret, om der var en egentlig plan om at udslette alle syrisktalende kristne på linje med armenierne. Ofte kunne tyrkerne ikke skelne den ene kristne fra den anden i Syrien, og syrisk-ortodokse kristne blev på den måde indfanget i folkemordet. Flere hundrede tusinde blev dræbt,” siger hun.

Folkemordet førte også til, at mange armeniere efterfølgende søgte tilflugt i Syrien, hvilket gjorde, at den armenske kirke også blev betydningsfuld i landet.