Søndag er strikketid

Kirketid med formand for Danmarks Økumeniske Kvindekomite Inge-Lise Lollike

Hvor vil du helst gå i kirke?

- I Stormarks Kirke i Nakskov, hvor jeg i ugens løb er involveret i børne- og ungdomsarbejde. Min mand er præst ved Stormarkskirken, og siden han blev præst der i 1980, har jeg haft børnearbejde ved kirken. Mange af de børn, der kommer i klubberne i dag, er børn af de børn, som jeg havde i klubberne de første år ved kirken.

Hvilken salme vil du helst

synge?

-Som engageret i kirkeligt børne- og ungdomsarbejde holder jeg af de nyere salmer og bruger dem meget i ugens løb. Men skal jeg tænke på en kernesalme, må det blive Hans Christensen Sthens »Du, Herre Krist«. Den har hele evangeliet i sig.

Hvilket element i gudstjenesten betyder mest for dig?

- Nadveren. En god forkyndelse kan man være heldig at høre i andre sammenhænge. Salmesang kan også lade sig gøre uden for gudstjenesten, men den befriende, fornyende nadver møder jeg kun i gudstjenesten. Ved nadverbordet er vi alle fuldstændig lige.

Hvem vil du helst drikke kirkekaffe med?

- Vi har kirkekaffe hver søndag med kogt vand i kander, thebreve, cacaopulver og neskaffe. Jeg plejer at sætte mig sammen med nogle af dem, der trækker læsset i kirken i ugens løb. Møder jeg nye i kirken, prøver jeg også at være sammen med dem. En god snak ved kirkekaffen øger lysten til at komme i kirken igen, siger min erfaring mig.

»Du skal holde hviledagen

hellig«, lyder det tredje bud. Hvad betyder det for dig?

- Kirkegang og ingen ledermøder og udvalgsmøder. Er vores børnebørn, Carl og Sara, fra København på besøg, bruger jeg gerne lang tid på at lege med dem.

Har du nogle særlige traditioner, der knytter sig til søndagen?

- Normalt spiser vi i køkkenet, men om søndagen sætter vi os ved bordet i spisestuen med dug og lys på bordet. Jeg er fra Lolland, og min mand er fra Falster, så vi er tæt knyttet til egnen og holder af at gå en tur. Mit foretrukne udflugtsmål er sandtangen »Albuen« på det sydvestlige Lolland.

Hvordan vil du slutte en god

søndag?

- Sammen med min mand Hans Verner. Vi sætter os gerne med en bog. For to et halvt år siden fik jeg mit første barnebarn, og det har givet mig lyst til at strikke. Da vores tre børn var små, strikkede jeg meget. Ofte sidder jeg med strikketøjet søndag aften.

Blå bog

Inge-Lise Lollike, 55 år, lærer og fungerer som støttepædagog. Siden 1992 formand for Danmarks Økumeniske Kvindekomité, der hvert år arrangerer Kvindernes Internationale Bededag. Inge-Lise Lollike blev i 1999 valgt ind i bestyrelsen for »World Day of Prayer International Comite«. Har tidligere siddet i landsudvalget for børnearbejde og fællesbestyrelsen for KFUM og KFUK. Inge-Lise Lollike er gift med sognepræst Hans Werner Lollike. Parret har tre børn og to børnebørn.

kirke@kristeligt-dagblad.dk