Prøv avisen

Tak til hyrden Evy

n TRO TIL TIDEN: Søndagens tekst fra Johannesevangeliet handler om Jesus som den gode hyrde.Også et »får« kan være hyrde, har tidligere korshærspræst i Århus, Broder Wandahl, erfaret. Han fortæller i dette interview om »dronningen«

En lille flok sprittere kom gående ad Sankt Clemens Bro i Århus sammen med den daværende korshærspræst Broder Wandahl. - Jeg har efter al sandsynlighed ikke været til at skelne fra spritterne, siger Wandahl fornøjet og genfortæller, ikke mindre fornøjet, hvad en dame engang sagde til hans kone: »Ikke alene er Deres mand præst for disse elendige stakler inde i byen, han klæder sig også som én af dem«. En mand råbte ukvemsord efter spritterne og præsten den dag i 1960'erne på Sankt Clemens Bro. Han mente ikke, at den slags mennesker burde have lov til at skæmme den offentlige orden, og da slet ikke i turistsæsonen. Broder Wandahl blev vred og ville skride ind over for provokationen. Men en af spritterne, Evy, tog ham i armen og sagde med et til lejligheden justeret langfredagscitat: »Hold kæft, præst, han ved jo ikke, hvad han gør!«. Denne Evy er et eksempel på en hyrde. Hendes betydning for ligestillede blev meget stor. Udgangspunktet for nærværende artikel er den traditionelle opfattelse af præsten som hyrde. Men også »fårene« kan være hyrder. Vi skal, som Broder Wandahl minder om, være hinandens hyrder. Forvekslingen på Sankt Clemens Bro er sandfærdig også i den forstand, at i forhold mennesker imellem er rollerne ikke fastlagt én gang for alle. For Broder Wandahl og hans kone var der intet mærkeligt i at bruge sprittere (ædru sprittere!) som børnepassere. Broder Wandahl: - Det skal siges med al ønskelig tydelighed, at Kirkens Korshær ikke må beskrives sådan, at den på den ene side består af en flok pæne hyrder, der gør et påskønnelsesværdigt og selvopofrende arbejde, og på den anden side af en masse fortabte får. Hvis dét var Kirkens Korshær, ville den ikke leve i ret mange uger. Korshæren er mest og til hver en tid et stort og godt og varmt fællesskab, hvor der ikke kan skelnes alt for vældigt mellem medarbejdere og brugere. En kold nat ringede telefonen hos Broder Wandahl: - Det var, mens jeg sov allerbedst, og jeg vil blankt indrømme, at på dette tidspunkt af døgnet kender jeg godt lysten til at smide telefonen ud ad vinduet ... indtil jeg får den taget og hører, at der er et menneske i den anden ende. - Det var Evy. Hun sagde, at jeg var nødt til at komme hen under »buen«, det vil sige hen under Sankt Clemens Bro. Husk at tage bukser med, tilføjede hun. Jeg tænkte ved mig selv, at jeg da egentlig plejer at have bukser på. Nå, jeg tog et par med. Men hvad pokker var meningen? Hvad skulle jeg? - Da jeg kom derind, stod Evy sammen med Bjørn, en nordmand, som var blevet udvist af Danmark. Det lyder drabeligt, men som subsistensløs var det nemt at blive udvist. Bjørn led af ubehandlet lungebetændelse. En meget alvorlig sag, engang en hyppig dødsårsag. Da jeg så ham, blev jeg bange for, at han skulle dø mellem hænderne på os. Nej, hvor var han syg! Jeg ringede til en kvindelig læge, som jeg vidste, at jeg kunne få fat i uden om systemet. Hun kom og tog Bjørn under behandling. Hans bukser var revnet, og han fik det par på, som jeg havde med. Derefter fandt vi et sted til ham, hvor han kunne sove. - Evy og jeg var jo gode venner, brugte også »kælenavne«. »Hvad med dig, gamle heks?«, sagde jeg, »sådan en nat bider da også på dig!«. Hun så på mig og svarede: »Nu skal jeg sige dig en ting, præst. Hvis det var mig, der ville snakke med dig, skulle jeg nok selv sige til«. Evy var ligeglad med, at hun frøs. Hun var den opofrende og uegennyttige. En hyrde. - Vi kan godt forbinde noget meningsfyldt med udtrykket fuldkommen kærlighed. Ikke fordi vi har truffet mennesker, der er fuldkomne, men fordi vi har kendt mennesker, der i det givne øjeblik udøvede en kærlighed, der var fuldkommen. Broder Wandahl fortsætter: - »Præst«, sagde Evy, »hvor står det skrevet, at det altid er dig, der skal bestemme, hvad vi skal synge ved gudstjenesterne?« »Evy«, svarede jeg, »der står skrevet, at salmerne til gudstjenesten på onsdag vælger du«. - Hun gav mig numrene med det samme, behøvede ikke slå op i salmebogen først. Da jeg læste salmerne igennem, slog det mig, at de stort set alle på en eller anden måde handler om hyrden: »Frelseren er mig en hyrde god«, »Hvad kan os komme til for nød/, når Herren er vor hyrde« og »Skulle jeg dog være bange?«, hvor det i sidste vers hedder: »Hyrde god og glædens kilde,/du, hvis navn/i hvert savn/gør mit hjerte stille!«. - Jeg fik ikke spurgt Evy, hvorfor hun valgte disse salmer. Havde jeg gjort det, ville hun nok have sagt, at det var dem, hun levede af. Det er jo gode, »vitaminholdige« kernesalmer. - Aldrig har jeg set Evy så fuld som den dag, gudstjenesten skulle være. Det var meget stærkt for hende at skulle være med til at synge de salmer, hun selv havde valgt. Hun kunne næsten ikke klare det. Derfor var hun selvfølgelig blevet fuld. Hun plejede at være dén, der hentede mændene ind i kirken. Men den dag skulle hæn nærmest hjælpes derind. »Evys hyrdesalmer« blev atter sunget ved hendes begravelse få år efter, sidst i 1960'erne. - Min kone og jeg kom en sommerdag kørende med bybus ad Kystvejen, da vi så en klynge mænd, der stod og græd. Man siger, at mænd ikke græder. Nok muligt. Men mennesker græder engang imellem. - Vi stod af ved det første stoppested for at gå tilbage til mændene. Men det var ikke nødvendigt at gå tilbage. For snart efter stod der endnu en klynge og græd. Så fik vi det chokerende budskab: »dronningen er død«. Evy blev kaldt meget forskelligt, blandt andet dronningen. - Mange deltog i begravelsen, fortæller Broder Wandahl. Nogle var blevet ædru i dagens anledning, andre var det gået stik modsat. Der var masser af blomster. Nogle var ærligt og redeligt plukket på grøftekanter, mens andre ærligt og redeligt var plukket i haver på vej ind i midtbyen. Jeg tror såmænd også, at der var blomster, som var betalt. - En af gutterne ville på sine egne og kammeraternes vegne sige nogle ord ved graven. Men han kunne ikke alligevel. I stedet sagde han, så de fleste tæt ved kunne høre det: »Selv om præsten har gjort det én gang, vil jeg gøre det igen«. - Så tog han sin spritflaske, og med strålen fra den slog han korsets tegn ned over kisten. Det var hans tak til hyrden Evy. Blå bog Broder Wandahl, 66 år, født i Jels i Sønderjylland, student 1954, cand.theol. i 1965 og samme år kaldskapellan i Risskov ved Århus, tillige (indtil 1971) korshærspræst i Århus og præst ved Arresthuset samme sted. Wandahl blev sognepræst i Risskov i 1970, og siden første juli 1984 har han været sognepræst ved Århus Domkirke. Han tager sin afsked på grund af alder med udgangen af juni - hvilket i praksis vil sige søndag den 10. juni.