Mens Danmark i dag kan bryste sig af at være et foregangsland med vindmøller, kan man dårligt sige, at det samme har været tilfældet, da vandmøllerne gjorde deres indtog for over 1000 år siden. De møller, der kom til Danmark i vikingetiden, havde romerne kendt til helt tilbage til år 0. Alligevel var det noget af en revolution, da møllerne kom til landet. Og selvom de første vandmøller var simple, tog de udgangspunkt i en meget smart teknologi, vi på sin vis stadig gør brug af i dag. Det forklarer pensioneret museumsinspektør Lise Andersen, der i 30 år har beskæftiget sig med møllebyggeriets historie.
”Med vandmøllerne er det første gang, at man formår at bruge tandhjul og gear til noget nyttigt. Konceptet i møllernes gear er ikke meget anderledes, end det vi i dag kender fra en cykel eller en motor, hvor man overfører og kontrollerer kraften gennem tandhjul af forskellig størrelse,” siger hun.
Hun forklarer, at de første møller fungerede ved, at man ledte vandet fra et vandløb ind gennem en rende, typisk i form af en udhulet træstamme, hvor det ramte det store vandhjul og fik det til at dreje rundt. Vandhjulet var forbundet med et par tandhjul af træ, der sad vinkelret på hinanden. Og de havde igen forbindelse til selve møllestenen. Når vandhjulet drejede rundt, blev strømmen fra vandet dermed overført gennem tandhjulene og fik møllestenen til at dreje rundt.
Ved de første møller ramte vandet i bunden af vandhjulet. Det kalder man et underfaldshjul, og det var den mest enkle måde at lave en vandmølle på. Den slags møller kunne udnytte op til 20 eller 30 procent af vandets kraft.
I takt med at ingeniørkunsten udviklede sig, fik man nye metoder at lave vandmøller på. Man fandt ud af, at jo højere oppe, man fik vandet til at ramme på vandhjulet, jo mere effektivt blev det. Fra 1400-tallet begyndte man at lave såkaldte brystfaldshjul, hvor vandet ramte ind lige under midten på hjulet. Derved udnyttede man både strømmen i vandløbet samt vægten fra vandet til at få møllen til at dreje rundt. Udfordringen var dog, at man skulle finde en måde at lave et fald på vandløbet.
Fra 1600-tallet og frem fandt man ud af at lede vandet ind på toppen af vandhjulet, et overfaldshjul, hvilket gjorde møllerne meget mere effektive.
Ifølge Lise Andersen kunne man nu udnytte helt op til 80 procent af vandkraften. Men det krævede, at man igennem opdæmninger og kunstige kanaler fik skabt et fald på vandløbet på op til flere meter.
”Det var ikke alle steder i landet, at det kunne lade sig gøre. Oppe i Vendsyssel var det for eksempel så fladt, at man her udelukkende havde underfaldsmøller,” siger hun.
Lise Andersen forklarer, at man på Bornholm desuden har set eksempler på en helt fjerde mølletype.
Her lå vandhjulet vandret. Det er en af de ældste mølletyper, og den var særlig velegnet til vandløb med kun lidt vand, men med meget bevægelse i vandet. Det er typisk tilfældet i bjerg- eller klippeområder med store højdeforskelle, og i Danmark er det kun kendt på Bornholm.