Overalt i gadebilledet sommeren over ser man, hvordan tatoveringer snor sig op om lægge, rygge og arme på forbipasserende. Engang var den form for kropsudsmykning forbeholdt sømænd og forbrydere, men i dag kan man af og til få den tanke, at man nærmest falder uden for fællesskabet, hvis man ikke har tegninger på kroppen.
Hvad de færreste ved, er, at fænomenet er ældgammelt. De tidligste kendte eksempler på tatoveringens kunst er 5300 år gamle, men sandsynligvis er traditionen endnu ældre – vi har bare ikke fundet de gamle tatoverede kroppe endnu. Både præstinder, krigere og almindelige folk lod sig tatovere, og de fund, der viser brug af kropsbemaling, stammer fra hele verden.
Som museumsinspektør på Nationalmuseet får jeg ofte henvendelser fra danskere, der meget gerne vil have en tatovering, som har en gammel betydning, og som er så korrekt som muligt.
Ofte drejer det sig om vikingernes tatoveringer. Der findes et kæmpe marked for vikingetatoveringer, men på det punkt har vi faktisk ingen bevarede kropsdele med tatoveringer på. Til gengæld er der fundet kranier med filede tænder fra vikingetiden, både fra Nordfyn, Sjælland, Sverige og England.
Vikingerne fik simpelthen savet to vandrette riller i fortænderne, som de så farvede sorte.
Glem alt om at få lavet en almindelig tatovering. Smerteniveauet for indgrebet har været på højde med en rodbehandling, og det er under ingen omstændigheder en tatoveringsform, som jeg vil anbefale.
Til gengæld har vi enkelte skriftlige kilder, som nævner vikingernes tatoveringer. Ibn Fadlan var diplomat fra det område, der svarer til Irak i dag, og han rejste fra Bagdad til Volga-bulgarernes konge i nutidens Rusland ved Volgafloden. Her i år 921 mødte han en gruppe vikinger, som opholdt sig ved floden for at handle. Ibn Fadlan beskrev vikingerne meget indgående, og han bemærkede deres særlige udseende:
Hver enkelt bærer en økse, et sværd og en kniv. De skiller sig aldrig ved disse ting. Deres sværd er bredklingede og har frankisk udsmykning. Hver enkelt har fra negleroden til halsen grønne træer, billeder og andet, noterede Ibn Fadlan.
Med hensyn til beskrivelsen af de tatoverede arme på vikingerne kan en mands tilnavn på en runesten fra Egtved i Jylland, Danmark – ifølge runeforskeren Lisbeth Imer – antyde, at også han har været tatoveret. Hans tilnavn var Fainn, der betyder ”den malede”. Men det er de eneste levn, vi har fra vikingetiden, som antyder, at de gamle krigere var tatoverede. Vi ved heller ikke, hvordan de tatoveringer så ud, men vikingetidens mønstre indeholdt snoede ranker, som med lidt god vilje godt kan være Ibn Fadlans træer, og dertil kommer dyr, masker og andre fantasifulde tegninger.
Det forekommer derfor ikke usandsynligt, at vikingernes kunst også har bølget op og ned af deres kroppe.
De ældste påviste tatoveringer i verden var knap så kunstneriske, men til gengæld har de formentlig haft en helbredelsesmæssig betydning.
Engang i 1990’erne fandt et par på vandring et lig i isen i de italienske alper. Det viste sig at være en mand, som var blevet dræbt på en flugt op i bjergene for 5300 år siden. Efter sin død voksede en gletcher hen over den uheldige stenaldermand, og hans krop blev heldigt bevaret.
”Ötzi”, som han i dag kaldes, havde i alt 61 tatoveringer på sin krop. Men det var ikke tegninger, kun simple linjer ved håndled, knæ, ankler og over lænden.
Forskerne mener, at de mange linjer har været et forsøg på at lindre mandens slidgigt. Linjerne blev prikket ind i huden med en spids genstand – sikkert af kobber – og derefter gnedet med kul. De 61 tatoveringer har sammenfald med kendte punkter for smertelindring inden for akupunkturen.
Forskerne var meget overraskede over, at punkterne på Ötzi var sat hele 2000 år før de første eksempler på akupunktur fra Asien. Dermed er det sandsynligt, at også stenalderens mennesker i Europa havde en overraskende stor viden om kroppens funktioner og smertelindring.
Tatoveringer udtrykker ofte en persons identitet, og det kan man i høj grad sige om en kvinde, som døde i Egypten for mere end 3000 år siden. Det var på nogenlunde samme tid, som vores egen Egtvedpige levede.
Med en helt ny teknik har forskerne for nylig kunnet afsløre hieroglyffer og magiske tegn skjult for det blotte øje i mumiens ældgamle pergamentstynde hud.
Dengang kvinden levede, havde hun været en indflydelsesrig præstinde, som var viet til frugtbarhedsgudinden Hathor. Hun havde tatoveringer af lotusblomster på sine hofter, bavianer på ryggen og Hathors hellige tegn – køer – på underarmene. På kvindens hals, skuldre og på ryggen var Horus-øjet, også kaldet wadjet, tatoveret.
Horus-øjet er en hieroglyf, et symbol med en magisk betydning, der efter datidens opfattelse kunne beskytte mod ond magi. Det er stadig et populært motiv at få tatoveret.
Det er næppe uden grund, at gudens øje sad lige præcis midt på halsen af præstinden. Det var sandsynligvis lige så opsigtsvækkende og smertefuldt et sted at have en tatovering dengang, som det er i dag.
Kvindens tatoveringer var ikke alle lige tydelige, og forskerne mener, at de er påført kvindens krop over længere tid. Det kan skyldes, at hun har fået flere af dem, efterhånden som hun er steget i graderne som Hathors præstinde.
Med den nye teknik skal det blive spændende at se, om der findes flere skjulte tegn på de mange tusinde mumier, der er gravet ud af Egyptens ørkensand gennem tiderne.
Rusland I den russiske permafrost – på grænsen til Kina – har arkæologerne fundet nogle helt ekstraordinært velbevarede grave. De døde var for mere end 1000 år siden blev gravet ned i en naturlig dybfryser, som bevarede deres hud.
Disse rige krigergrave fra skyther-kulturen afslørede utroligt velkomponerede og smukke dyretatoveringer på store dele af de døde krigeres kroppe. Der findes i dag detaljerede tegninger af dem.
Grønland Her fandt man i 1972 otte mumificerede mennesker, som var helt utroligt velbevarede. Det var 7 kvinder og et lille barn. De døde for 500 år siden. Kvinderne var tatoveret i ansigtet på nær en, sandsynligvis fordi hun var ugift.
På et maleri af en inuit fra 1654 kan man også tydeligt se tatoveringer som dem på mumiernes ansigter. De fine, dekorative og ret enkle linjer er så småt begyndt at blive populære motiver igen – både i Nuuk og i Europa.
Polynesien Ordet ”tatovering” er af polynesisk oprindelse, og Stillehavets befolkning er også kendt for deres lange tatoveringstradition.
Polynesierne befolkede Stillehavets øer med deres lette sejlbåde for 1500 år siden, og man mener, at de tog traditionen med at tatovere kroppen med fra deres oprindelseslande i Asien. De fine symmetriske mønstre har rod i den polynesiske mytologi.