Nationalmuseet har ladet Jim Lyngvild skabe dramatiske portrætter af fortidens vikinger, Frihedsmuseet har hyret skuespillere til at agere modstandsfolk, og senest har Moesgaard Museum benyttet sig af livagtige voksfigurer i deres nye særudstillling ”Neandertaler – i mammutjægernes land”. Det er eksempler på en voksende tendens på danske museer, siger Andreas Bonde Hansen, lektor og ph.d. i Leisure Managementuddannelsen på Professionshøjskolen Absalon. Han forsker i kulturarvsoplevelser, med særlig fokus på formidling af vikingetiden og middelalderen.
”Der er helt klart flere portrætter, animationer og film, der vækker fortidens mennesker til live. Men især de mandshøje voksfigurer har fået en revival i museumsverden,” lyder det fra Andreas Bonde Hansen.
”Vi har været gennem en periode, hvor museerne har fokuseret på at præsentere deres genstande i flotte, arkitekttegnede montre, og i 2010’erne handlede det især om at få det digitale ind på museerne med skærme og projektioner. Andre steder fokuserede man på ‘reenactment’, med udklædte folk, der sloges i vikingespil eller agerede bønder og borgere på frilandsmuseerne,” siger Andreas Bonde Hansen.
I de sidste par år er flere museer blevet befolket med hyperrealistiske voksfigurer.
”Figurerne er mere nærværende end de digitale skærme, men kan også virke mere nærværende end udklædte skuespillere. Her kan der ofte opstå en pinlighed eller kejtethed, fordi man jo ved, at de er ganske almindelige mennesker. Men på Moesgaard kan man for eksempel stå og stirre en neandertaler direkte i øjnene og selv lægge følelser og tanker i figuren,” siger Andreas Bonde Hansen, som pointerer, at de moderne voksfigurere har en særlig realisme, som er vigtig for oplevelsen.
”De kan få et udseende og et udtryk, som man ikke kan få med udklædte statister og skuespillere. Udfordringen er nemlig, at folk i dag ikke er så fysisk slidte, beskidte og uhumske, som mange i fortiden har været. Det kan man med en voksfigur,” siger Andreas Bonde Hansen
Det er netop vores viden om fortidens sygdomme og sundhedstilstand, i kombination med computer-genererede rekonstruktioner og 3d-printede ansigter, der har gjort museernes voksfigurer mere realistiske og historisk korrekte.
Og de nye figurer bliver placeret centralt i udstillingen frem for at blive brugt som statister rundt om en historisk genstand.
”Figurer som statister var sådan noget, man engang så for eksempel i Historiecenter Dybbøl Banke, hvor voksfigurerne var anonyme statister til krigsscener eller rundt om en historisk genstand. I dag bliver museernes voksfigurer brugt langt mindre illustrativt og mere emotionelt,” siger Andreas Bonde Hansen.
Brugen af de hyperrealistiske voksfigurer er det seneste bud på, hvordan vi kan få et autentisk møde med fortidens mennesker. Men der er en lang forhistorie, forklarer Anne Folke Henningsen, lektor ved Saxo-Instituttet på Københavns Universitet. Hun har forsket i fortidens levende udstillinger, hvor besøgende kunne opleve eksotiske folk lave mad og sysle med håndværk foran primitive hytter.
”Det ønske om autencitet kan vi spore helt tilbage til slutningen af 1800-tallet med levende, etnografiske udstillinger i Tivoli og Zoologisk Have, hvor asiatiske, afrikanske og arktiske folk blev udstillet i iscenesatte miljøer,” siger Anne Folke Henningsen.
”Selvom scenerne var komplet kunstige, var det et forsøg på at skabe autenticitet. Formålet var dog ikke kun at henføre publikum til fremmede lande, men at vise et glimt af vores egen fjerne fortid. Man forestillede sig nemlig, at disse folkeslag var gået i stå i et primitivt udviklingsstadie, som vi selv havde passeret for længst,” siger Anne Folke Henningsen.
De levende udstillinger var populære i Danmark, men de var også dyre og midlertidige. De udstillede mennesker rejste Europa tyndt, og mange af dem begyndte at klæde sig og opføre sig europæisk. Det blev sværere og sværere at opretholde den autentiske aura, og de levende udstillinger forsvandt i starten af 1900-tallet. Men danskerne kunne stadig møde de ”primitive folk” i museernes etnografiske udstillinger:
”Museerne indrettede deres udstillinger geografisk, og de klædte mannequiner i autentiske dragter og omgav dem med museumsgenstande. Igen handlede det om at vise mennesker, der var anderledes og ofte opfattedes som værende på et lavere udviklingsstadie end os selv. Og mannequinen var et godt alternativ til levende mennesker. De trådte ikke pludselig ud af karakter, og de kunne opstilles i den situation, man ønskede,” lyder det fra Anne Folke Henningsen.
”De tidligere mannequiner var primitive. De var sat sammen med hønsetråd og fyldt med hø. Men der var et særligt fokus på at gengive ansigter, hænder og fødder korrekt, enten frit modelleret eller som egentlige afstøbninger, der var foretaget rundt om i verden.
De opstillede mannequiner var nemme og billige, men museernes udstillinger kunne ikke genskabe de sanseindtryk og den livagtighed, som man kendte fra de levende udstillinger,” siger Ane Hejlskov Larsen, lektor i museologi og leder af Museologisk Forskningsprogram ved Aarhus Universitet.
”Den levende historie kunne danskerne i stedet opleve på Frilandsmuseerne, hvor man kunne træde ind i fugtige, stemningsfulde huse, se dyreliv og møde udklædte bønder og borgere fra Danmarks fortid,” siger Ane Hejlskov Larsen. Hun har i en årrække forsket i museernes formidlingsteknikker, og deres forsøg på at genoplive fortidens mennesker:
”Da jeg besøgte Nationalmuseets udstillinger i Brede i 1970’erne, blev jeg mødt af meget realistiske voksmodeller, som var placeret i flotte scenografiske tableauer. Men i dag ville figurerne nok fremstå primitive, og de blev ledsaget af lange, tunge udstillingstekster,” siger Ane Hejlskov Larsen, som forklarer, at museerne generelt har bevæget sig fra en videns- og genstandstunge udstillinger til udstillinger, der er båret af visuelle virkemidler:
”I moderne udstillinger kan man klare sig uden katalog, og lade sig styre af indtryk og billeder. Nogle museer tager den måske for langt, og deres udstillinger kan lide af informationsmangel, med for meget effekt og for lidt viden,” siger Ane Hejlskov Larsen
Hun forklarer, at museernes udstillinger indeholder færre og færre genstande, og mere iscenesættelse:
”Publikum kan jo have svært ved at forstå en museumsgenstand uden at se den i kontekst - at se, hvordan den blev brugt, eller hvem der brugte den. Derfor er mange begejstrede for iscenesættelse, den gør historien levende og vedkommende. Også selvom iscenesættelse med voksfigurer, film eller animation per definition er kunstig. Man kan godt skabe genkendelighed i det kunstige,” siger Ane Hejlskov Larsen, som kan forestille sig, at museerne i fremtiden skaber udstillinger kun med iscenesættelse og helt uden genstande.
”Det betyder jo ikke, at museerne går på kompromis med fagligheden, for der kan være tonsvis af forskning og historisk viden bag iscenesættelsen og rekonstruktionen af fortidens mennesker,” siger Ane Hejlskov Larsen.
Flere steder er de hyperrealistiske voksfigurer blevet helt centrale for museumsoplevelsen:
”Figurerne er ikke længere bare type-repræsentationer af fortidens mennesker, som vi for eksempel så det i de levende udstillinger eller i museernes etnografiske montrer. Nu kan voksfigurerne blive individer, som endda kan være baseret på folk, der har eksisteret, genskabt på baggrund af arkæologiske, historiske og biologiske undersøgelser,” siger Anne Folke Henningsen.
Med stadig mere realistiske ansigter bliver det også nemmere for museerne at vække følelser i publikum:
”Det er selvfølgelig ikke nyt at arbejde med følelser på museerne. Men før har det ofte handlet om at skabe en kollektiv følelse såsom nationalt fællesskab eller skam. Nu drejer det sig om at forstå det enkelte historiske menneske gennem en realistisk voksfigur eller en film,” siger Andreas Bonde Hansen, som dog stadig mener, at der er behov for levende mennesker i dragter:
”’Reenactere’ og skuespillere kan jo skabe en særlig interaktion med de besøgende, som kan være både jovial, sjov og inddragende. Det fungerer jo stadig rigtigt godt på Frilandsmuseerne,” siger Andreas Bonde Hansen.
Netop Frilandsmuseerne har dog virkemidler, som mange museumsudstillinger mangler:
”Jeg kan stadig blive fascineret af Frilandsmuseerne med deres liv og deres fugtige og atmosfæriske huse. Så næste skridt inden for de museale voksfigurer må være at få dem til at lugte. Hvordan lugter en mand, der lige har slagtet en ged eller siddet foran bålet i månedsvis uden at gå bad?,” siger Andreas Bonde Hansen, som tilføjer, at fremtiden for at genskabe fortidens mennesker kun er begrænset af etiske overvejelser:
”Vi kommer helt sikkert til at se robotter i museumsudstillingerne, for de vil kunne modelleres efter fortidens mennesker ligesom voksfigurerne og samtidig kunne slås og interagere med publikum ligesom skuespillere. Men de vil også kunne krænkes, ja ligefrem myrdes af publikum, og netop her begynder en interessant etisk diskussion,” siger Andreas Bonde Hansen.