Prøv avisen
Interview

Thomas Cromwell støbte kuglerne til den engelske reformation

Thomas Cromwell pressede på for at gøre Henrik VIII’s brud med pavestaten til en regulær reformation, og et vigtigt punkt i processen var, at Bibelen officielt blev oversat til engelsk. – Foto: akg-images/Ritzau Scanpix.

Bag den engelske konge Henrik VIII stod den berømte rådgiver Thomas Cromwell og pressede på for at få et brud med paven i Rom. Det siger britisk kirkehistoriker, der har udgivet en bog om den magtfulde skikkelse

Thomas Cromwell var indbegrebet af den grå eminence. Han foretrak at sidde i skyggen og lytte med, før han gav sine indflydelsesrige råd. De ni år fra 1531 til 1540, hvor han rådgav kong Henrik VIII, var med til at ændre England på dramatisk vis.

Den engelske reformation i 1533 var ikke mindst et spørgsmål om magt. I den sammenhæng blev teologien til dels brugt som et værktøj, der skulle sikre, at kong Henrik VIII kunne blive skilt fra sin første dronning, Katarina af Aragonien, siger den fremtrædende britiske professor i kirkehistorie Diarmaid MacCulloch fra universitetet i Oxford, der er aktuel med en omfattende biografi om kongens kendte rådgiver Thomas Cromwell.

”I mange år blev Thomas Cromwell set som en sekulær og kynisk personage, der kun var der for magtens skyld og for at sikre kongens magt. Men den Thomas Cromwell, som jeg beskriver i min bog, var en af de personer, der pressede mest på for den engelske reformation,” fortæller Diarmaid MacCulloch.

Han forklarer, at Reformationen for Henrik VIII handlede om at være den øverste leder, fordi det ikke passede ham, at han skulle tigge paven i Rom om få sin skilsmisse.

”Det eneste teologiske stridspunkt var, hvem der skulle lede kirken. For Henrik VIII var det afgørende, at få den afgørelse, at hans første ægteskab slet ikke havde fundet sted. Du kan sige, at det var et teologisk spørgsmål, men han gjorde bare, hvad mange andre monarker tidligere havde gjort, så der var i den forstand ikke meget teologi i det. Men Thomas Cromwell brugte teologien i parlamentet til at sikre lovgivningen, der gjorde bruddet og dermed skilsmissen mulig,” forklarer forfatteren.

Diarmaid MacCulloch trækker paralleller op til vor tid, og beskriver Henrik VIII som datidens Donald Trump, for hvem meget også handler om hans egen person.

”Som den øverste leder af kirken udtrykte han Guds vilje og havde et tæt forhold til Gud. Han så sig ikke som en sekulær mand, men som Guds repræsentant på jorden. Men Gud var i nogen grad lig med ego i hans tilfælde.”

Henrik VIII blev øverste leder i en kirke, der på mange måder holdt fast i den traditionelle teologi.

”Den kirke, som Henrik VIII skabte, var katolsk, selvom der kom et brud med Rom. Men Thomas Cromwell brugte sin magt og indflydelse til at introducere Bibelen på engelsk,” siger Diarmaid MacCulloch med henvisning til, at det dengang var den latinske udgave, der fandtes i engelske kirker.

Ydermere var et brud med Rom slet ikke planen for Henrik VIII, hvilket understreges af, at han hele to gange i 1520’er forsøgte at sætte den engelske ærkebiskop og kardinal Thomas Wolsey i spil som ny pave.

”England havde dengang slet ikke den politiske pondus til, at det var realistisk. Men Thomas Wolsey spillede villigt med, selvom det var håbløst. Der havde ikke været en engelsk pave siden pave Adrian IV i det tolvte århundrede. Englænderne blev set som andenrangs, og det var særligt Frankrig, Det Hellige Romerske Rige af Tysk Nation og Holland, der leverede paver på den tid. Kardinal Wolsey havde ingen chance,” forklarer Diarmaid MacCulloch.

Selvsamme kardinal Wolsey var også manden, der tog Thomas Cromwell i sin tjeneste og banede vejen for ham. Fordi Thomas Cromwell først var soldat i Frankrig og siden rejste rundt og arbejdede i Europa, kunne han ikke alene flere sprog, han var allerede bekendt med de antikatolske bevægelser rundt om i Europa – og ikke mindst dem fra Schweiz, som han var meget optaget af, mens han ikke var specielt interesseret i den lutherske reformation.

”Cromwell løb risici, som ingen fornuftig politiker ville have løbet, og det startede allerede, da han arbejdede for kardinal Thomas Wolsey i 1520’erne. Det var ham, der personligt valgte lærerne til Wolseys Cardinal College i Oxford og Ipswich, og han udpegede overvejende folk, der var protestantisk orienterede, og mange endte senere i fængsel,” siger Diarmaid MacCulloch.

En af hans pointer er, at Thomas Cromwell og hans ligesindede ikke brugte ordet protestant, men ordet evangelisk.

”Ordet protestant blev ikke bruge før efter 1550’erne. Ordet protestant kom først i 1529, og det refererede dengang specifikt til forholdene i Tyskland. I England blev ordet dengang kun brugt teknisk, og derfor undgår jeg at bruge ordet protestant. Men det dækker over, hvad jeg tror mange også i Danmark vil se som luthersk. Det er heller ikke calvinistisk, for det kommer først senere. Men vi taler om en reformeret protestantisme,” forklarer Diarmaid MacCulloch.

”Thomas Cromwell sendte unge engelske mænd til Zürich, og andre unge mænd blev sendt den anden vej. Og vi kan se, at de alle havde en forbindelse til Cromwell.”

Interessen for den reformerte kirke forblev hos Thomas Cromwell, da han, efter at kardinal Wolsey faldt i unåde, kom til at gøre tjeneste under kong Henrik VIII, hvor han hurtigt blev en magtfuld rådgiver.

”Cromwell pressede på for at indføre Bibelen på engelsk. Selvom kongen beskyldte den engelske præst William Tyndale for kætteri for hans oversættelse af Bibelen til engelsk, var det faktisk den udgave af Bibelen, der dannede grundlaget, da Henrik VIII senere autoriserede en engelsk udgave af Bibelen,” siger Diarmaid MacCulloch om den engelske rådgiver, der satte så klare fingeraftryk på den engelske reformation.

Thomas Cromwell var, hvad vi i dag vil kalde en mønsterbryder. Faderen var grovsmed, tekstilfabrikant og ejer af et lille hotel med tilhørende bryggeri, men på ingen måde en af samfundets fineste mænd. Den unge Thomas Cromwell rejste som ung ud i Europa, og det var erfaringerne herfra, der banede hans vej til magten – og ikke en universitetsuddannelse.

Diarmaid MacCulloch kalder hans rejse til magtens centrum for usædvanlig.

”Den eneste anden samtidige, der ikke kom fra indflydelsesrige familier, var kardinal Thomas Wolsey, men han tog den mere traditionelle vej gennem kirken. Thomas Cromwell var derfor unik, og der var ingen andre som ham i magtens centrum i det 16. århundrede. Nok så vigtigt var det, at mange af hans proteger blev de nye ledere. På den vist skabte han et nyt mønster,” fortæller Diarmaid MacCulloch.

Selvom Thomas Cromwell kunne være brutal, så var han også loyal – det gjaldt ikke mindst i forhold til Thomas Wolsey, som han forsvarede til det sidste, selv efter at han var forladt af stort set alle og degraderet til posten som ærkebiskop af York, hvilket var et stort fald for manden, der havde været pavens repræsentant i England, og som selv var bragt i spil til rollen som pave.

Det var i høj grad den kommende dronning, Anne Boleyn, der ødelagde Thomas Wolsey.

”Og det var hans egen fejl. Han havde en misforstået selvforståelse og skabte intriger med stort set alle. Selvom Thomas Cromwell forsøgte at advare Thomas Wolsey, var det begrænset, hvad han kunne gøre. Men vi kan se, at Cromwell i sit våbenskjold valgte motiver, som var en hilsen til Wolsey.”

Da Thomas Cromwell var mest indflydelsesrig, var det med titel som kongens ”chief minister”. Det kan ikke oversættes som premierminister, men mere som en kansler.

”Han fik selvfølgelig også en adelig titel. Men mange i de gamle adelige familier hadede ham for det, for han fik dermed det, som de selv anså som en ret givet til dem fra Gud. Derfor var han totalt afhængig af kongens tillid,” forklarer Oxford-professoren.

Tilliden mistede Thomas Cromwell, da Henrik VIII, efter at hans tredje hustru, Jane Seymour, døde i barselssengen, blev overtalt af Cromwell til indgå et nyt strategisk giftermål med den tyske Anna af Kleve (Anne of Cleves). Da kongen mødte hende, kunne han ikke udstå hende, og han følte, han blev personligt ydmyget og udstillet som en nar, og dette fjerde ægteskab blev også ophævet. Anne of Cleves overlevede, men Thomas Cromwell blev henrettet i 1540 under beskyldning om at være en kætter og forræder.8

Tidslinje

Henrik VIII var den mest magtfulde mand i England. Alligevel måtte han forgæves tigge Rom om en skilsmisse. Det var i høj grad hans selvforståelse, der førte til bruddet med paven i 1533. – Foto: Louvre-museet/Ritzau Scanpix