En septemberdag i 1943 ringede kontorchef i Nationalbanken Siegfried Hartogsohn, Danmarks senere nationalbankdirektør, til sine jødiske slægtninge i Randers. Han havde fra fhv. statsminister Vilhelm Buhl (S) fået nys om den forestående arrestordre mod de danske jøder.
I løbet af et ganske kort telefonopkald bad kontorchefen mindeligt sine familiemedlemmer om at flygte. Men i Randers tog de tre søskende Harald, Alfred og Hanne Hartogsohn ikke advarslen alvorligt. Hvorfor skulle de gå under jorden? De havde intet ulovligt foretaget sig og mente derfor ikke, de havde noget at frygte.
Den 1. oktober 1943 iværksatte den tyske besættelsesmagt imidlertid aktionen mod de danske jøder, og på kontoret hos Hartogsohns Børste-, Pensel- og Gadekostefabrik i Randers troppede soldater op for at afhente den jødiske familie. De blev givet 10 minutter til at pakke én fælles kuffert til rejsen med destination Theresienstadt.
Hvad hverken tyskerne eller Hartogsohns vidste, var, at skunkene under fabrikkens tagsten var spækket til randen med nedkastede våben til brug for modstandskæmperne.
Det vidste til gengæld den 19-årige lærling på fabrikken, Finn Jensen, der i angst overværede pågribelsen af sine jødiske chefer. For det var ham og tre andre i hans lille modstandsgruppe, der i dølgsmål havde skjult våbnene der.
I dag er Finn Jensen 98 år. Han har boet det meste af sit liv i Bankeryd ved Jönköping, hvortil han kom første gang under flugten fra Danmark til Sverige i 1944. Og her har Kristeligt Dagblad mødt ham for at se tilbage på krigsårene.
I mange år beskæftigede han sig faktisk ikke med sine oplevelser under krigen eller med historien om Besættelsen og den danske modstandskamp generelt for den sags skyld. Men sent i livet blev han ved et besøg i Danmark imidlertid gjort opmærksom på en bog om Hvidstengruppen, og det tændte en gammel ild i ham.
Samtidig gjorde han en erkendelse: Han og familien Fiil fra Hvidsten havde opereret inden for det samme geografiske område, og hans gruppe kunne – uden at vide det – have håndteret og skjult våben fra de nedkastninger, Hvidstengruppen var involveret i. Det aspekt fascinerer ham, og det har fået ham til at indvillige i at fortælle om en fortid, han ellers i mange år holdt tæt med.
“Jeg er måske en af de sidste, der er tilbage, med en tænkelig forbindelse til Hvidstengruppen,” siger Finn Jensen.
Han sætter sig gesvindt foran sin computer og tænder for det slideshow, han har brugt, når han på det seneste har holdt foredrag for lokale skoleklasser om sin tid i den danske modstandsbevægelse.
Når han i dag genfortæller sin historie, er blikket levende, gestikken strunk og slagfærdig. Det danske ordforråd er svundet ind til enkelte tydelige, rigsdanske gloser, resten af samtalen foregår på det smålandske, han gennem det meste af sit liv har talt.
Det lå egentlig ikke i kortene, at han, den yngste af urmagerenkens syv sønner, skulle blive aktiv i modstandskampen. Tilfældet ville imidlertid, at en mand, som Finn Jensen genkendte som en lokal spejderleder, en dag i foråret 1943 henvendte sig til ham på Storegade i Randers. Spejderlederen trak Finn Jensen ind i en port og spurgte, om han ville være med til at forkorte tyskernes tilstedeværelse i Danmark.
“Det var det sværeste spørgsmål, jeg har skullet svare på i mit liv,” siger Finn Jensen.
På den ene side var han skræmt ved tanken om farerne ved modstandsarbejdet. På den anden side ville et nej kunne tolkes som en støtte til besættelsesmagten. Om det var frygten eller modet, der vandt, har han svært ved at vurdere, men Finn Jensen gav spejderlederen sit ja, og dermed var skæbnen beseglet.
Snart efter blev han kontaktet af en mand med dæknavnet Preben, der herefter videregav ordrer fra en navnløs ledelse.
Finn Jensen blev gjort til leder af en firemandsgruppe, der påtog sig at fragte, skjule, klargøre og levere våben fra nedkastninger. Til det formål fik han god brug for den store ladcykel, han havde adgang til gennem arbejdet på børstefabrikken.
Med cyklens lad fyldt med våben og ammunition camoufleret af kartoffelsække foregik våbentransporten fra en skjult kælder i et hus i den nordre ende af Randers til en uforstyrret kælder i Vestergade. Herfra skulle våbnene videredistribueres til modstandsfolk.
Allerede ved første leverance til en modstandsmand var det ved at gå galt. Finn Jensen blev passet op af en tysk vagt, der spurgte til hans forehavende. Ved et lykketræf undlod tyskeren at visitere ham og lod ham passere.
“Havde han undersøgt mig nærmere, tør jeg ikke tænke på, hvad der var sket. Jeg plejer at sige, at 10 gange har jeg været nær ved at blive slået ihjel. Det var frygteligt, at man var så tæt på afgrunden, men ikke havde mulighed for at fortælle sine nærmeste om det. Ingen måtte få noget at vide.”
Det stod snart klart for Finn Jensens gruppe, at det var for risikabelt kun at have våbnene samlet det ene sted i kælderen. En oplagt mulighed var at gemme våben i loftsrummet over Hartogsohns fabrik, hvor Finn Jensen arbejdede. Det var et sted, gruppen havde let adgang til uden at vække opsigt, og her lå våbnene sikkert forvaret en stund. Lige indtil arrestationen af den jødiske familie.
Da tyskerne kørte væk med familien Hartogsohn, frygtede Finn Jensen, at bygningen ville blive ransaget og det hemmelige våbenlager afsløret. Men tyskerne anede ikke uråd og nøjedes med at sætte en vagt ved bygningen.
Finn Jensens gruppe satte sig for at udføre endnu en dristig aktion. De ville flytte våbenlageret til et andet sikkert sted. Det krævede, at de kunne gå forbi den tyske vagt ved fabrikken uden at vække opsigt.
I første omgang gik de forbi ham med sække fyldt med hestehår fra børstefabrikkens lager. Da det var gået godt et par gange, tog de mod til sig og begyndte nu at gemme våben i sækkene med hestehår. Løbende lykkedes det dem mirakuløst at tømme lageret.
Gruppen fortsatte modstandsarbejdet i det skjulte i løbet af de mørke måneder i 1943 og det følgende forår, men omkring den 1. juni 1944 var det forbi. Preben opsøgte Finn Jensen en sidste gang med det ene budskab: “Flygt!”.
Gruppens navnløse ledelse var blevet taget af tyskerne, og det var kun et spørgsmål om tid, før Finn Jensen og hans tre kammeraters identitet var røbet.
Finn Jensen og et andet af gruppens medlemmer, Henry, forlod sammen i hast Randers. En stund gemte de sig i København, før de fik mulighed for at skjule sig ved et gods nær Faxe. Også her måtte de flygte fra, da tyske soldater nærmede sig. Finn Jensen og hans kammerat søgte tilbage mod København, men det viste sig at være vanskeligere end som så at nå ind til byen.
Det var fredag den 30. juni 1944. Besættelsesmagten havde netop meddelt, at Hvidstengruppen var blevet henrettet, så den store folkestrejke, der få dage forinden var brudt ud, flammede for alvor op, og det kom til voldsomme kampe i Københavns gader.
Gennem tumult, vejspærringer og gadekampe lykkedes det de to på flugt at få indlogeret sig på et missionshotel under falske navne og titler. Efter et par dage opsøgte de Finn Jensens bror Verner, i hvis lejlighed ved Gammel Strand de fik lov at gemme sig. En lille uges tid efter generalstrejkens ophør havde Verner Jensen skaffet sine to hemmelige logerende en flugtmulighed med skibet “Anna Dan”, der lå i Sydhavnen.
“Her skulle vi henvende os til vores kontaktperson om bord, skibets donkeymand (det menige medlem af et skibs maskinbesætning, der passer kedlerne, red.). Vi var instrueret i at foregive at være fætre til donkeymanden, og om bord tog han hjerteligt imod os. Under påskud af at vi skulle nå at drikke en øl med ham inden afgang, tog han os med under dæk. Her fik han os gemt så godt af vejen, at vi ikke blev fundet af bevæbnede tyske vagter til trods for intet mindre end tre inspektioner af skibet.”
Nær den svenske kyst tog en lods imod de to blinde passagerer. Han sejlede dem ud til et fyrskib, hvorfra de blev afhentet af en svensk patruljebåd, der eskorterede dem i land.
Med afgrundsdyb angst stod Finn Jensen på svensk jord uden nogen form for dokumentationspapirer på sig, da en politimand kom ham i møde. Den svenske betjent trykkede Finn Jensen i hånden og omfavnede ham med ordene: “Du skal vide, at du er meget velkommen i Sverige!”.
“Al min rædsel forsvandt,” siger Finn Jensen. “Mere behøvedes ikke. Det var enestående. Jeg kan stadig høre hans ord for mig.”
Efter et forhør, der skulle sikre, at Finn Jensen og hans kammerat ikke var forrædere i nazistisk tjeneste, fik de begge tøj, nye identifikationspapirer og arbejds- og opholdstilladelse.
De blev sendt til flygtningelejren Nissafors, og efter et møde på lejrens arbejdsformidling blev Finn Jensen sendt til Bankeryd for at arbejde på penselfabrikken Perfect, mens Henry fik arbejde på en skofabrik i Kumla ved Örebro. Den tredje mand i gruppen, Viggo, nåede til Sverige ad en anden rute og fik også arbejde ved Perfect i Bankeryd, men rejste siden derfra igen. Det fjerde medlem af gruppen husker Finn Jensen ikke længere navnet på, og han kender ikke hans videre skæbne.
I løbet af to intensive måneder i Bankeryd nåede Finn Jensen at lære sit hjertes udkårne, Lisbet, at kende, inden han fik sin ansøgning som frivillig soldat i Den Danske Brigade bevilget. Atter pakkede han sit grej og lagde det civile liv bag sig.
Den Danske Brigade, også kaldet Danforce, var en dansk militærenhed på samlet set cirka 5000 mand, opstillet i Sverige 1943-45 med danske flygtninge som Finn Jensen som rekrutteringsgrundlag.
“I militærlejren Håtunaholm gennemgik jeg sammen med omtrent tusind andre danskere militærtræning, og det var her i lejren, vi fik budskabet om Befrielsen den 4. maj 1945. Jeg tilhørte 1. bataljon, og vi blev sat i land ved Helsingør på befrielsesdagen, hvor vi indtog Kronborg og udskiftede hagekorsflaget med Dannebrog.”
Den 6. maj drog bataljonen mod København, hvor det ved skolen i Husumgade kom til ildkamp med hipofolk. Finn Jensens chef, premierløjtnant Vegger, Danmarks senere hærchef, blev ramt af et strejfskud i ansigtet, så blodet stod ud fra kinden. Han og 13 andre sårede overlevede, mens tre af brigadens folk faldt i de spredte træfninger.
Et par dage efter blev Finn Jensen sendt til Sønderjylland, hvor hans bataljon indgik i en særlig kommando til bevogtning af den dansk-tyske grænse. Da brigaden opløstes den 10. juli 1945, vendte han hjem til Randers.
Hans tidligere chefer, familien Hartogsohn, overlevede opholdet i Theresienstadt, og efter krigen genoptog de produktionen.
“Men de var ikke de samme mennesker som før. Opholdet havde sat sit uudslettelige præg på dem, og for mig var det ikke længere det samme at arbejde på fabrikken. Samtidig længtes jeg efter min elskede Lisbet i Bankeryd, og i 1946 besluttede jeg mig for endegyldigt at rykke til Sverige.”
Det var en beslutning, Finn Jensen aldrig kom til at fortryde.
I dag bor han alene efter et langt og godt liv med Lisbet, der i dag bor på et hjem for demente. Tidligt efter ankomsten til Sverige skiftede han metier fra børstenbinder til fotograf. Siden fulgte han sin passion for at bygge flaskeskibe, og inden for de kredse er han fortsat en mindre berømthed i Sverige, fortæller han.
Han rejser sig fra sin stol foran computeren og viser med professionel stolthed samlingen af flaskeskibe frem. Den har fået en hædersplads i stuen i et oplyst glasskab. Han tager et af skibene ud og viser de sirlige detaljer i hav og skrog. Det er tydeligt at se, at han har arvet en urmagers finesse og håndelag fra sin far. Forsigtigt sætter han flaskeskibet på plads igen og byder på kaffe. Samtalen falder på verdenssituationen i dag og den ulykkelige krig i øst.
Da Rusland i februar i år indledte angrebskrigen mod Ukraine, vakte det igen Finn Jensens erindringer fra besættelsestiden til live. Han så for sig en gentagelse af overmagtens brutale fremfærd, han tænkte på sine gamle jødiske chefers skæbne og på sin egen tid som flygtning. Ikke mindst kunne han genkende de civile ukraineres vilje til kamp og modstand.
Da Finn Jensen rundede 98 år i foråret, frabad han sig derfor gaver og blomster og fik i stedet samlet nærved 9000 kroner ind til fordel for ukrainske flygtninge.
“Jeg glemmer aldrig den politimand, der tog så hjerteligt imod mig, da jeg stod i et fremmed land som en flygtning. Det mindste, jeg kan gøre, er at udvise samme næstekærlighed.”