Tørken i Danmark har i år været ekstrem. Landbruget står over for en milliardregning, og situationen betegnes af Dansk Landbrugsrådgivning som den værste siden 1959. Regnen bølgede i denne sommer uden om de danske marker med store konsekvenser til følge. Det betegnes som ekstremt, men i virkeligheden oplever vi lige nu et fænomen, som har fulgt og påvirket menneskers liv i millioner af år. Klimaændringer.
Vi lever på en planet, hvor klimaet altid har ændret sig. Istider, hvor hele den nordlige halvkugle frøs til og naturkatastrofer som vulkanudbrud har været udslagsgivende for, om hele samfund har overlevet eller ej. Inden for arkæologien kan man påvise klimaændringer og voldsom tørke, nogle gange i kombination med menneskeskabte miljøændringer, som har forårsaget, at hele paladsbyer blev forladt og glemt.
Det begyndte allerede for mere end tre millioner år siden, hvor store dele af Afrika var dækket af skov. Men som følge af klimaændringer forsvandt skoven i store dele af det nordlige og centrale Afrika, og savannen med det mere nøjsomme og høje græs blev den dominerende naturtype. Mange af skovens dyr måtte tilpasse sig, migrere mod syd til de resterende skove eller uddø. En abeart valgte det første. De kravlede ned fra træerne, tilpassede sig og begyndte at gå mere oprejste på to ben, så de bedre kunne holde øje med både byttedyr og rovdyr. Dermed var det sandsynligvis klimaændringer og en omfattende tørke, som fik vores fjerne forfædre til at tage de første skridt på to ben.
Gennem den længste del af vores forhistorie har mennesker været jægere og samlere, der levede som nomader og var afhængige af naturen. Det var en smart strategi i et omskifteligt klima. Her kunne man nemt flytte sig, hvis naturen ikke gav mad nok. Men efterhånden som landbruget blev dominerende, og mennesket blev bofaste i større landsbysamfund, så blev man også mere sårbare over for tørke. Den lokale vandforsyning var afgørende for, om markerne, dyrene og menneskene fik vand nok.
Agerbruget gav muligheder for at oplagre mad og dermed frigøre mange timer til at andre gøremål end madproduktion, og for omkring 11.000 år siden opstod de første byer i Mellemøsten. De lå i frodige floddale, som dengang var tæt befolket landbrugsjord.
Mange af de første bysamfund var ikke modstandsdygtige over for længerevarende tørke.
Den værste dræber var sult i tørkeperioder, som førte til konflikter, krig og sygdom og i sidste ende kollaps, som næste eksempel viser.
I det gamle Egypten var faraoerne mægtige, men efter år 1100 f.Kr. indledte faraoernes rige på en enorm nedtur, der endte med erobring og opsplitning. Det begyndte med en række krige mod folkeslag, der indvandrede. Ramses II’s søn, farao Merneptah, kæmpede mod stammer kaldet libyerne, som var et folk, der boede vest for Egypten i den store nordafrikanske ørken (det vi kalder Libyen i dag). De angreb det nordlige Egypten, og ifølge egypterne selv blev 6000 libyere dræbt og 9000 taget til fange. Det var en desperat handling at angribe det mægtige Egypten. Farao Merneptah giver selv en forklaring på de halsbrækkende angreb fra nabostammerne skrevet med hieroglyffer på en tempelvæg:
”De tilbragte dagen med at vandre rundt i landet og dagligt kæmpe med at fylde deres maver; de er kommet til Egyptens land for at søge føde til deres munde.”
Dermed tegner der sig et tydeligt billede af en økologisk katastrofe, sandsynligvis tørke, udløst af klimaændringer. 20 år senere regerer Ramses III, og her nævnes libyerne igen. Ramses III kæmpede endnu en gang imod fjenderne fra vest og nye fra nord. Han vandt, men da Ramses III døde 22 år senere, sluttede en af de mest betydningsfulde perioder i det gamle Egyptens og Mellemøstens historie. Tvunget i knæ og ud i økonomisk ruin af naturkatastrofer, tørke, krig og økonomisk svækkede bystater langs med Middelhavets kyst, som ikke kunne modstå naturændringer og indvandring, der førte til et af historiens største kollaps.
Andre alvorlige tilfælde af tørkens omfattende konsekvenser i historisk tid ses på den anden side af Atlanterhavet i Amerika. For tusinde år siden steg temperaturen cirka to grader, og det ændrede forholdene for folk over hele kloden. Det havde store konsekvenser for Pueblo-kulturen i det sydvestlige USA. Puebloindianerne var majsdyrkere og levede i forholdsvis store byer bygget af ubrændte mursten eller bygget af sten op af og ind i klippesider. Deres karakteristiske arkitektur vakte allerede opsigt, da de spanske kolonister først kom til området. Men i New Mexico var byerne kun forladte ruiner midt i ørkenen. Det havde i mange år undret arkæologerne, hvorfor de øde byer lå i så ugæstfrit et område. Men ved hjælp af naturvidenskabelige undersøgelser kan man nu se, at i år 1130 begyndte en 50 år lang tørke i New Mexico, som tvang alle indbyggerne til at forlade deres hjem. Tørken omskabte ganske enkelt rigt landbrugsland til en gold ørken. Måske fandt indbyggerne nye steder at bo, men der er ingen tvivl om, at mange også døde som følge af sult.
Samme klimaændringer var også skyld i, at flere store maya-byer blev forladt, glemt og overgroet af junglen. Mayaerne levede på Yucatán-halvøen i det sydlige Mexico og Guatemala for omkring 1000 år siden. Mayafolket havde udviklet deres helt eget skriftsystem og kalendere. De var dygtige ingeniører og astronomer, der blandt andet ved hjælp af avanceret matematik var i stand til at beregne himmellegemernes positioner flere hundrede år frem i tiden. De udviklede et intensivt landbrug baseret på skovfældning og kunstvanding. De dyrkede især majs og ernærede sidst i perioden millioner af mayaer med meget store byer på op mod 100.000 indbyggere. Det var en størrelse, som de færreste europæiske byer på samme tid kunne mønstre.
Et fald i antallet af orkaner i orkansæsonen betød en nedgang i regnen på 30-45 procent i Mellemamerika mellem år 800 og 950, og det var altså nok til at, hele byer måtte forlades.
Selvom regnskoven synes frodig og uigennemtrængelig, fik mayafolket deres vandforsyning både ved opsamling af regnvand og gennem et sindrigt hulesystem, der ligesom en forstenet svamp lå i undergrunden. Når regnmængden blev mindre, forsvandt vandet dybt ned i store hule1systemer uden for menneskenes rækkevidde, og dermed kunne livsgrundlaget for de store tempelbyer ikke opretholdes.
Selvom det var en relativt mild tørke, så ramte den alligevel hårdt. Mayaernes byer var vokset eksplosivt, og det samme var befolkningen. Man havde udnyttet naturen omkring sig til det maksimale og fældet store dele af regnskoven. Det gjorde befolkningen særligt sårbar over for tørken. De havde ingen plan B, da vandet forsvandt, og de store avancerede tempelbyer blev forladt.
Klimaet har altid ændret sig. Men den naturlige klimarytme er blevet brudt af menneskets industri og udledning af CO2. Problemet er, at vi ikke ved, hvilke konsekvenser opvarmningen medfører. Allerede nu er vi forbi den lille temperaturstigning for 1000 år siden, som kostede civilisationer og byer livet som følge af tørke. Sommeren 2018 har måske fået almindelige menneskers øjne op for, hvilke konsekvenser en større temperaturstigning vil have.
Der er ingen tvivl om, at et ustabilt klima vil og allerede har forårsaget store katastrofer for verdens befolkning. Set i et historisk perspektiv har udsving i den globale temperatur haft afgørende betydning for overlevelsen af hele samfund. Den 1000 år gamle varmeperiode kan i hvert fald fortælle os, at den største klimaudfordring ikke er de dramatiske begivenheder som oversvømmelse og orkaner, men den stille, sejlivede og langvarige tørke, som får markerne til at visne og skaber sult med mange komplikationer til følge.
Jeanette Varberg er museums-inspektør på Nationalmuseet. Hun og Uffe Østergaard skriver fast til de to ugentlige historiesider i Kristeligt Dagblad.