Prøv avisen
Mod nye horisonter

Tørst efter rigdom og viden gjorde europæerne til opdagelsesrejsende

En væsentlig årsag til, at netop europæiske lande blev førende inden for opdagelsesrejserne, var, at der ikke kun fandtes én stormagt i Europa, sådan som det for eksempel var tilfældet med Kina i Asien, men at mange europæiske lande derimod konkurrerede med hinanden, siger den tyske professor Jürgen Sarnowsky.

Mission og håbet om at finde en kristen forbundsfælle mod muslimerne var motivet bag flere opdagelsesrejser i middelalderen

Historier om præstekongen Johannes fascinerede mange mennesker i middelalderens Europa.

Ifølge legenderne regerede den kristne konge over et rige, som det sandelig var værd at lede efter: I hans land var paladser bygget af det pure guld og krystaller, og de havde møbler lavet af rene ædelstene. I kongens eget slot skulle der endda være en kilde med helbredende vand, og hvis et menneske drak af kilden, ville vedkommende blive mindst 300 år gammel.

Ingen vidste helt præcist, hvor præstekongens vidunderland lå, men mange europæere formodede, at det enten var i Afrika eller Asien.

Nutidens europæere ved, at fortællingerne om den kristne præstekonge kun var et fatamorgana, men i middelalderen var legenderne rent faktisk anstødssten til en række opdagelsesrejser.

En af disse rejser fandt sted i 1291, altså 200 år før Christopher Columbus opdagede Amerika, og blev ledet af de italienske brødre Ugolino og Vadino Vivaldi, der ville finde en vej rundt om Afrika og nå Indien og også ønskede at opnå kontakt til præstekongen.

”Det er næppe noget tilfælde, at rejsen fandt sted netop på et tidspunkt, hvor de muslimske mamelukker erobrede en af korsriddernes sidste bastioner – byen Akko – i Det Hellige Land. Mamelukkerne havde et meget stærkt sultanat i Ægypten, og mange europæere drømte om at finde en kristen forbundsfælle som præstekongen Johannes, der kunne falde muslimerne i ryggen,” siger den tyske professor i middelalderhistorie Jürgen Sarnowsky.

Brødrene Vivaldi nåede aldrig deres mål, men forsvandt et eller andet sted på havet ud for Afrikas kyst.

”Jeg formoder, at deres galejer ikke var egnet til det rå Atlanterhav, og at skibene gik ned,” siger Jürgen Sarnowsky. Han peger på, at kristen mission ofte var mindst lige så vigtigt for de opdagelsesrejsende som Østens krydderier, ædelsten, slaver og nye handelsveje.

”Mission har spillet en vigtig rolle for alle europæiske lande, der sendte skibe på opdagelse i middelalderen, og det var også en motivation for de opdagelsesrejsende selv, at de skulle vinde folk for kristendommen,” siger han.

I menneskehedens historie er der utallige eksempler på, at folk fra forskellige kontinenter er rejst til nye, ukendte områder, men netop europæernes opdagelsesrejser havde de mest vidtrækkende følger. Europæerne brugte rejserne til at erobre fremmede kontinenter, gøre dem til kolonier og opnå den handelsmæssige og økonomiske kontrol over områderne. Det er en konsekvens af opdagelsesrejserne, at der i dag tales europæiske sprog på mange kontinenter. På en helt anden måde end kineserne for eksempel udbredte deres kultur.

”Kina har også sendt skibe ud på lange sørejser, men kineserne var ikke nær så målrettede som europæerne og opretholdt ikke forbindelsen til de lande, de én gang havde besøgt. Europæerne forstod derimod meget konsekvent at udnytte erfaringerne fra deres første opdagelsesrejser til at gøre efterfølgende rejser mere effektive,” siger Jürgen Sarnowsky.

En anden væsentlig årsag til, at netop europæiske lande blev førende inden for opdagelsesrejserne, var, at der ikke kun fandtes én stormagt i Europa, sådan som det for eksempel var tilfældet med Kina i Asien, men at mange europæiske lande derimod konkurrerede med hinanden.

”Da portugiserne begyndte at sende skibe på opdagelsesrejser, var det klart, at spanierne måtte gøre det samme, og efterfølgende følte franskmændene sig også tvunget til at udruste skibe til lange rejser. Naturligvis ville englænderne og hollænderne heller ikke stå tilbage, men begyndte ligeledes at sende flåder ud, og derefter fulgte selv lande som Danmark trop,” siger Jürgen Sarnowsky.

Men det var ikke kun en kappestrid mellem de europæiske stater om at finde nye områder, der drev europæerne ud mod fjerne horisonter.

”Mange opdagelsesrejser blev båret frem af videbegær. Det er måske et typisk kendetegn for europæerne, at de er så nysgerrige og gerne dokumenterer og skriver alting ned. Netop derfor findes der så mange beretninger fra opdagelsesrejsende, der har undersøgt, kategoriseret og samlet oplysninger om alt muligt i de nye lande, de kom til.”

Listen over de lidelser, som europæerne påførte menneskene i de opdagede lande, er som bekendt uendeligt lang: Mange steder blev den lokale befolkning decimeret på grund af europæernes medbragte sygdomme, folk udsattes for slaveri og tvangsarbejde, og de blev tvunget til at opgive deres kultur og religion. Europæerne holdt sig heller ikke tilbage fra at føre krig mod lokalbefolkningerne. For eksempel fandt et af de store mord i opdagelsesrejsernes historie sted i Mexico i 1521, da den spanske kolonimagt med støtte fra flere indianerstammer dræbte 200.000 aztekere.

”Mange europæere ankom til de nye områder fulde af fordomme over for den befolkning, de mødte, men alligevel bevirkede rejserne, at Europa med tiden åbnede sig og fik et mere nuanceret syn på verden. Jo dybere europæerne trængte ind i den ukendte verden, desto bedre forstod de, at der fandtes forskellige kulturer og religioner. Med tiden har europæerne overtaget mangt og meget fra de andre kulturer, som sidenhen har haft indflydelse på den europæiske kultur. Tænk bare på handelsvarerne, som man ikke længere kan forestille sig at undvære på det europæiske marked. Men det samme gælder også for strømninger inden for mode, kultur, filosofi og selv inden for religion. Dermed danner opdagelsesrejsernes historie et vigtigt grundlag for at forstå den moderne verden, vi lever i,” siger Jürgen Sarnowsky.